Arbejderklassen og unge besidder enorme skabende kræfter. Det er kræfter der må sættes fri fra kapitalismens lænker og som, hvis de blot får lov, kan bygge fundamentet til et samfund uden mangel og elendighed. Et samfund hvor mennesker endelig kan være mennesker. Et klasse- og statsløst samfund. Dette mål er ikke bare en drøm, men en nødvendighed for at overkomme de enorme problemer der tårner sig op i det kapitalistiske samfund. Derfor tager RS også spørgmålet om en socialistisk revolution seriøst. RS er en lille organisation der står overfor en enorm opgave. Men alt må starte et sted fra. Vi har ikke tænkt os at sidde tilbagelænede og vente på at andre gør arbejdet – vi starter selv. Og det er netop her at dette manifest kommer ind i billedet.
Formålet med dette dokument er at forklare hvordan kampen for det store mål konkret skal begyndes; i dagens Danmark, med de revolutionære kræfter vi har, nu og her. Det handler om hvad RS ser som de første skridt og hvordan vi kommer videre.
Selvom dette dokument blev skrevet flere måneder inden OK18, og vedtaget af RS’ kongres allerede i midten af marts, holder alle analyser og konklusioner 100% vand. Om noget har OK18 blot bekræftet flere af dette manifests konklusioner: om arbejderklassens rolle, socialdemokratiets højredrejning, det massive vakuum på venstrefløjen osv. Men døm selv.
Hvis du kan se dig selv i dette dokument, så inviterer vi dig til at gøre noget ved det!
RS er åben for alle der vil.
Derfor bygger vi en revolutionær organisation
Verden skriger på en revolution, men ser man ud over venstrefløjens landskab, må man konkludere, at den befinder sig i en sølle tilstand. Venstrefløjen bliver mere og mere integreret i det bestående system. Enhedslisten er efterhånden helt opslugt af det parlamentariske spil og der er meget få venstrefløjsmedier tilbage efter Modkrafts kollaps.
Venstrefløjens ældre generation – af år eller sind – er ved at gå til i pessimisme og jammer. Fortidens nederlag ligger tungt på deres skuldre og gør dem blinde for de spirer til nye revolutionære bevægelser, der findes i dag. Venstrefløjen i dag ser i dag kun empirisk på situationen, altså som den præsenterer sig på overfladen, nu og her. Og derfor mister de fuldstændig overblikket og bukker under for presset fra den offentlige mening
De “yngre” lag af karrieremagere i arbejderbevægelsen leder i stedet efter “nye” ord og ideer.
Fælles for dem alle er, at de har opgivet enhver ide om en socialistisk revolution, netop når arbejdere og unge i stigende grad begynder at bevæge sig i den retning. De fremsætter “konkrete forslag” til at forbedre kapitalismen, netop på et tidspunkt hvor kapitalismen ikke kan give nogen reformer. De fremstiller deres ideer som de mest realistiske, netop på et tidspunkt hvor en regulering af kapitalismen er fuldstændig utopi. De bevæger sig alle mod den politiske midte i forsvaret af status quo.
Men fra et marxistisk perspektiv er der absolut ikke noget at jamre over. Der er al mulig grund til optimisme. Mens den etablerede venstrefløj kollapser om ørerne på os, leder et voksende lag af arbejdere og især unge efter alternativer til kapitalismen. De kan vindes til revolutionære ideer. Og det er, hvad revolutionære i dag må gøre: vinde disse unge og uddanne dem i de marxistiske ideer. Kapitalismens krise vil før eller siden presse masserne til at bevæge sig for at forandre deres liv. Når de gør det, er det afgørende, at der eksisterer et revolutionært masseparti, der kan stå i spidsen for en sådan kamp.
Det er det, vi i Revolutionære Socialister og den Internationale Marxistiske Tendens har sat os som mål: at bygge kimen til et sådant parti for at muliggøre en succesfuld socialistisk verdensrevolution – intet mindre!
Formålet med dette dokument er at sætte kampen for dette mål i sin historiske, nuværende og internationale kontekst og identificere, hvordan vi mest effektivt bruger vores kræfter.
Og lad os bare slå fast med det samme: Det er en god tid at være revolutionær! Historien bevæger sig i vores retning. Det er op til os at gribe de muligheder, der byder sig, og bygge den organisation, der er nødvendig, for at forandre verden grundlæggende.
Kapitalismens systemiske krise
Da Berlinmuren faldt og Sovjetunionen kollapsede, var borgerskabet euforisk: Markedsøkonomien havde endeligt bevist sin overlegenhed og fra nu og i al evighed ville kapitalismen skabe fremgang. Den amerikanske politiske teoretiker Francis Fukuyamas ide om, at historien var slut, udtrykte deres forhåbninger.
Men sådan gik det ikke. Tværtimod. I 2008 blev verdensøkonomien ramt af en af de dybeste og mest omfattende kriser nogensinde. Det åbnede på verdensplan op for en periode af ekstrem turbulens både socialt, politisk og økonomisk. “Det arabiske forår”, massebevægelser og strejker, Trump og Brexit. Intet står tilbage af kapitalisternes illusioner om fred, fordragelighed og evig fremgang.
Systemet befinder sig i en blindgyde. Fra det flyder en række politiske konklusioner, som vi vil behandle i det følgende. Men først må vi slå det basale fast: Kapitalismen har på verdensplan udspillet sin historiske rolle. Efterkrigsopsvinget, der gav plads til en relativt civiliseret eksistens for arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske lande, er fortid. Det var en historisk undtagelse. Der findes ingen løsning indenfor kapitalismens rammer. Det betyder, at de borgerlige politikere, der forsvarer kapitalismen, er i vildrede, men også at hele det økonomiske grundlag for reformismen, eller socialdemokratismen om man vil, er forsvundet. Der findes ikke længere en mellemvej, hvor man kan regulere sig til en “human” kapitalisme. Ikke dermed sagt, at kapitalismen kollapser af sig selv. Som Lenin sagde, findes der ingen endelig krise. Kapitalismen finder i sidste ende en vej ud, hvis ikke den bliver omstyrtet. Spørgsmålet er: med hvilke omkostninger og hvem betaler? Den krise, som systemet befinder sig i, vil trække ud i årevis, hvis ikke årtier med alvorlige konsekvenser for størstedelen af klodens befolkning. Kapitalismen må omstyrtes og erstattes af et socialistisk samfund med en demokratisk og rationelt planlagt økonomi – det er den eneste vej ud af den blindgyde, samfundet befinder sig i.
Krisen i 2008 er blevet døbt finanskrisen, men det er misvisende. Krisen var grundlæggende set en klassisk kapitalistisk overproduktionskrise, der blot først kom til udtryk indenfor finanssektoren. Kapitalismen er bygget på modsætningen mellem arbejdere og kapitalister. Kapitalisterne tjener deres profit på arbejderklassens ubetalte arbejde. Det betyder, at arbejderne ikke kan købe de værdier, de har skabt, tilbage. I opsvingsperioder geninvesterer kapitalisterne deres profit i ny produktion: De akkumulerer kapital. Det er det, der har drevet kapitalismen til enorme fremskridt. Men disse investeringer resulterer på et tidspunkt i varer, der skal afsættes på det af klassemodsætningerne begrænsede marked. Opsving bliver til krise.
Krisen i 2008 var historisk dyb og efterlod borgerskabet rådvilde. I forsøget på at redde bankerne fra kollaps i kølvandet på krisen i 2008 overtog staterne i store dele af verden den private gæld og gjorde den til statslig gæld – regningen må arbejdere og unge betale. Efterfølgende har staterne fortsat denne politik med en massiv udvidelse af gælden, der har nået historiske proportioner. Renterne er historisk lave, og i flere tilfælde faktisk negative. Centralbankernes balancer er ved at sprænges af obligationer, som er indkøbt for billioner af euro, pund og dollars, for kunstigt at holde hånden under markedet.
Det internationale borgerskab føler ikke, at de har sikker grund under fødderne. De er bange for de politiske konsekvenser af store økonomiske kriser. De frygter for selve systemets overlevelse. Det er sigende at de, på trods af deres floskler om markedskræfternes visdom, ikke turde lade krisen i 2008 rasere med sin fulde, destruktive kraft og på den måde rense ud i økonomien og lægge grunden til et egentligt opsving. I stedet blev krisen i 2008 forsøgt løst ved hjælp af kredit, der med Marx’ ord fungerer som en kunstig udvidelse af markedet. Ved hjælp af kredit kan man overkomme arbejderklassens begrænsede efterspørgsel. På den måde kan en overproduktionskrise udskydes. Men kun til et vist punkt, og det betyder, at når krisen først rammer, bliver den så meget desto dybere, fordi markedet har været kunstigt oppustet og fordi, at efterspørgslen begrænses så meget desto mere af, at lånene skal betales tilbage med renter.
Det ”normale” efter en krise er et relativt kraftigt opsving. Men væksten efter denne krise har været den svageste økonomiske vækst efter et opsving nogensinde. Det er muligt, at der fra tid til anden står plus på regnedrengenes Excel-ark over BNP, men for arbejdere og unge verden over føles det ikke som et opsving.
I den grad, man kan tale om et opsving, har det næsten udelukkende været de rigeste til gavn. Det gælder i Danmark og internationalt. Uligheden er eksploderet. De rigeste 8 mennesker i verden ejer det samme som halvdelen af jordens befolkning. Det tal er yderst sigende for verdens tilstand. De unge generationer i de udviklede kapitalistiske lande kan som de første siden Anden Verdenskrig se frem til dårligere levevilkår og fremtidsudsigter end deres forældre.
Det siger alt om det nuværende system: at selv når der er vækst, så går det faktisk skidt for det store flertal, og nedskæringerne fortsætter. Det her er “as good as it gets”. Og ser man på økonomien det ud fra rent økonomiske rationaler, peger al logik på, at vi, her ti år efter den sidste krise, er på vej mod en ny. Flere og flere borgerlige økonomer advarer om netop det scenarie. Den ekstremt høje gæld blandt både stater og husholdninger gør økonomien følsom over for chok og rentestigninger og der er historiske bobler indenfor alle kategorier af finansielle papirer.
“De borgerlige produktions- og samfærdselsforhold, de borgerlige ejendomsforhold, det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem. […] Hvad vi møder i kriserne, er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel. De produktivkræfter, der står til dets rådighed, tjener ikke mere til at fremme den borgerlige civilisation og de borgerlige ejendomsforhold; tværtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de hæmmes af dem; og så snart de overvinder denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund i uorden, så truer de det borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer. – Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den nødtvungne tilintetgørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.” (Marx og Engels, Det Kommunistiske Manifest)
Men kapitalismens problemer stikker langt dybere end blot den seneste krise. Statistikken viser, at den gennemsnitlige vækst i de udviklede lande har været for støt nedadgående i et halvt århundrede og nærmer sig stagnation. Det samme gælder væksten i verdenshandlen, en af de vigtigste drivkræfter i efterkrigsopsvinget. Nu er der ovenikøbet stigende protektionistiske tendenser fra de største økonomier, tendenser der ikke er blevet mindre, efter at Trump blev præsident. Det var protektionisme, der resulterede i, at krisen i 1930’erne blev til en depression.
Den nuværende kriser er altså ikke bare et spørgsmål om, at “hvis vi bare vi spænder bæltet ind” et par år, så skal vi nok komme ud på den anden side. Kapitalismen befinder sig i en organisk krise, hvor den generelle tendens er nedadgående, afbrudt af svage opsving.
I stedet for at udvikle industri, videnskab og teknologi er kapitalismen ikke længere i stand til at anvende de eksisterende ressourcer. Selv kapitalisterne har mistet troen på systemet. De sidder på milliarder af dollars og alligevel investerer de ikke. I stedet for at investere i produktion går de massive mængder penge til at puste nye spekulative bobler op.
Kapitalismens organiske krise udtrykker sig også som en krise i produktiviteten. Et socialt systems berettigelse ligger i at øge produktiviteten, dvs. at sænke den tid mennesket skal bruge på at producere de nødvendige livsfornødenheder. Jo mere produktivt et samfund er, jo rigere bliver det. Kapitalismens fremkomst som dominerende system i de 18. og 19. århundreder frembragte en revolution i produktiviteten. Konkurrencen drev kapitalisterne til konstant at investere i ny teknologi og udvikle produktivkræfterne. I dag er det som om, systemet er sandet til. Kapitalismen er ikke i stand til at bringe samfundet fremad. Den ny robotteknologi varsler ikke et nyt spring frem i kapitalismens udvikling, men snarere endnu dybere problemer, hvor millioner gøres arbejdsløse, uden at kapitalismen kan sætte dem til andet produktivt arbejde. Kapitalismens fallit udtrykker sig i det faktum, at ny teknologi, der kunne sænke arbejdstiden og øge rigdommen, i stedet på den ene side øger arbejdsløsheden og på den anden arbejdspresset hos de, der forbliver i arbejde.
Kapitalismen var i sin start progressiv, men det er slut. Konkurrencen, der drev samfundet fremad, førte til større og større enheder, der ekspanderede på bekostning af de mindre. Resultatet er i dag gigantiske og verdensomspændende monopoler. Der er en massiv koncentration af kapital. Et studie foretaget af en gruppe schweiziske forskere i 2011 viste, at bare 147 transnationale koncerner sidder på 40 procent af den årlige globale indtægt. Finanskapitalen, der ikke har en produktiv men en parasitisk karakter, sidder i dag på økonomien. Tre ud af fire af de toplistede 147 transnationale selskaber opererer i finanssektoren.
Det får nogen til at kræve en regulering og en tilbagevenden til før de transnationale selskabers tid. Men der er intet progressivt ved at forsøge at rulle historiens hjul tilbage. I dag kan vi producere mere end nok til at brødføde hele jordens befolkning. Ovenstående tal bekræfter, hvad Marx konkluderede for mere end 150 år siden, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten mere og mere bliver en bremse på den videre udvikling af produktivkræfterne.
“På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner.“ (Marx, Forord, Bidrag til kritikken af den politiske økonomi).
Vejen herfra er ikke at forsøge at rulle tiden tilbage, men at gå fremad ved at gøre op med kapitalismens indbyggede modsætning og socialisere produktionsmidlerne. Gennem en demokratisk planøkonomi ville vi øjeblikkeligt kunne sænke arbejdstiden og afskaffe arbejdsløshed. Gennem arbejderklassens demokratiske kontrol med produktionen kan dens udbytte forøges og kapitalismens enorme spild elimineres. Det er folket, der bør beslutte hvordan og hvad, der skal produceres, så vi kan sikre produktion efter flertallets behov, ikke en lille elites profit, og dermed også gøre op med den ødelæggelse af kloden, der er indbygget i kapitalismens profitjagt.
Krisen i etablissementet
Kapitalismens krise har undermineret systemets stabilitet. Borgerskabets forsøg på at skabe økonomisk ligevægt har skabt social og politisk turbulens. I USA er Trump og statsapparatet i åben krig. I Europa er EU ved at smuldre og den 300 år gamle union Storbritannien kan være på vej i samme retning, ligesom Spanien er ved at gå op i sømmene. Det er bare et par eksempler på, hvordan de institutioner, der ellers tages for givet i det borgerlige samfund, ikke længere er så naturgivne.
Samme proces ser vi internt i landene, hvor de gamle etablerede partier mister deres opbakning. Den politiske midte forsvinder og i stedet ser vi en politisk polarisering. I efterkrigsperioden opbyggedes der i de fleste lande et relativt stabilt politisk system, hvor regeringsmagten skiftede hænder mellem henholdsvis et etableret borgerligt parti og et moderat centrum-venstre parti. Det var forudsigeligt og trygt for den herskende klasse. Den tid er slut. Vi er vidner til en generel tendens, hvor de gamle traditionelle partier verden over mister opbakning. En tendens der også kan ses herhjemme. I efterkrigstiden fik de fire traditionelle regeringspartier S, V, C og R tilsammen 85-90 procent af stemmerne, en andel der støt er faldet, især siden 80’erne, således at de ved valget i 2011 fik bare 65 procent. Ved valget i 2015 blev de reduceret til 53,8 procent.
Borgerskabet kan ikke løse samfundets og økonomiens kroniske krise og resultatet er, at de mister grebet om deres politiske system. Spændingerne mellem forskellige dele af den herskende klasse med forskellige interesser øges, ligesom spændingerne mellem de herskende klasser i forskellige nationer øges. Det underminerer tilliden til det borgerlige samfunds repræsentanter. Lenin forklarede, at den første betingelse for en revolution er en splittelse i den herskende klasse: at de ikke længere er i stand til at herske ved hjælp af de metoder, de er vant til. Det er situationen i dag.
Vi ser det ene politiske chok efter det andet. Det bedste eksempel er valget af Trump, der absolut ikke var det amerikanske borgerskabs foretrukne kandidat. Også Brexit var et alvorligt chok, der er et eksempel på, hvordan enkelte dele af borgerskabet, i et kortsigtet forsøg på at sikre egne interesser, skyder sig selv i foden, og sætter hele systemet i fare. Cameron lovede en afstemning om Storbritanniens medlemsskab af EU efter parlamentsvalget, for at forsøge at holde fløjene i sit parti, De Konservative, sammen. Han vandt valget, men ved afstemningen skete det, han troede, var umuligt: Brexit. Kort efter måtte han gå af og det britiske borgerskabs interesser er nu alvorligt truet.
I Danmark udtrykker krisen sig i den borgerlige regerings handlingslammelse. Det danske borgerskab har brug for at gennemføre omfattende nedskæringer og angreb på arbejderklassen, men regeringen har meget svært ved at få gennemført sin politik, og Christiansborgs autoritet kan ligge på et meget lille sted. Tilliden til politikerne er historisk lav. Fra et revolutionært synspunkt er den såkaldte “politikerlede” en god ting. Det er positivt, at tilliden til karrierepolitikerne og det politiske system undermineres. Det er første skridt i, at bredere lag af arbejdere og unge indser, at politik ikke kan overlades til “eksperter”, men at de kun kan stole på deres egen kollektive styrke.
Grundlæggeren af Fjerde Internationale, den russiske revolutionære Trotskij skrev i Overgangsprogrammet i 1938, at menneskehedens krise udtrykker sig i en krise i arbejderbevægelsens ledelse. Det er om muligt endnu mere sandt i dag, hvor kapitalismens krise udtrykker sig i en krise i reformismen. Reformismens grundide er at regulere kapitalismen og derigennem sikre reformer. Det var en strategi, der havde en vis basis i virkeligheden under efterkrigsopsvinget, hvor den økonomiske fremgang gav kapitalisterne et råderum til at give indrømmelser, samtidig med at de kunne sikre sig store profitter. Men efterkrigsopsvinget er endegyldigt ovre. Det var en historisk undtagelse i kapitalismen. I dag er det økonomiske grundlag for reformisme fuldstændig væk.
Derfor ser vi socialdemokratiske partier i hele Europa deltage i regeringer og gennemføre præcis samme nedskæringspolitik som de borgerlige partier. De vil ikke bryde med systemet, ja de vil for alt i verden redde det, men de kan ikke stille sig uden for kapitalismens love. Resultatet er, at partiernes opbakning fuldstændig undermineres. Det græske socialdemokrati PASOK har endda lagt navn til denne proces, pasokifisering. Partiet var tidligere alt-dominerende, med absolut flertal. Efter at have gennemført EU og IMF’s sparediktater kollapsede de til 4 procent få år senere.
De fleste af de gamle reformistiske partier har for længst accepteret denne tingenes tilstand og forsvarer utilsløret den “nødvendige” politik, som Socialdemokratiet herhjemme. De har taget konsekvensen fuldt ud og forsøger at overhale Dansk Folkeparti højre om på flygtninge- og indvandrerpolitikken. Arbejderklassens problemer skyldes kapitalismens krise, men det kan Socialdemokratiet naturligvis ikke indrømme, for det ville kræve, at de tog konsekvensen og indrømmede nødvendigheden af et opgør med kapitalismen. Derfor forsøger de i stedet at imitere DF, hvor skylden for problemerne skydes på en nem syndebuk: indvandrere og flygtninge.
Det er et udtryk for reformismens absolutte fallit, at den eneste løsning, de kan komme på, er at forsøge at lukke grænsen i et forsøg på at beskytte den “danske” arbejder, “den danske model” og det “danske velfærdssamfund”. Samme strategi er toppen i fagbevægelsen hoppet med på, ført an af 3F, der forsøger at lege Kirsten Giftekniv mellem S og DF. Udover at det er dybt frastødende, er velfærdsnationalismen også en utopi: Verdensmarkedets love sætter sig igennem uanset hvad. Den eneste vej til at sikre arbejderklassens forhold er ved forenet klassekamp på tværs af nationalitet, religion, køn osv., for arbejderklassen internationalt har mere tilfælles på tværs af grænser, end med deres respektive nationale borgerskaber.
Den reformistiske ledelse for arbejderbevægelsen, både Socialdemokratiet og fagbevægelsen, har langt fra den samme autoritet i arbejderklassen som tidligere. Det er resultat af den såkaldte “danske model”, der er bygget op på utilsløret klassesamarbejde mellem arbejdsgivere og arbejderbevægelse. Modellen forudsætter, at arbejderbevægelsen får noget til gengæld for at holde ro på arbejdsmarkedet. De sidste mange år er det dog kun gået en vej: arbejdsgiverne har ført ensidig klassekamp. På den måde underminerer den danske model sig selv. For hvor længe gider arbejdsgiverne forhandle med en fagtop, der mister sin medlemsbase og dermed potentialet for at holde ro? Generelt set betyder en dårligere organisering, at arbejderne står svækket. Men med den nuværende ledelse i arbejderbevægelsen, der har lagt sig fladt ned på maven, er det naturligt, at organiseringen falder. Arbejderne spørger sig selv: Hvorfor betale et tårnhøjt kontingent for at pampere i toppen kan få en høj løn for at sælge ud af medlemmernes løn- og arbejdsforhold?
De reformistiske ledere i arbejderbevægelsen fremstiller nedskæringerne som et politisk valg og ønsker sig tilbage til velfærden, som den så ud engang. Men en tilbagevenden til de “gode gamle dages” velfærd er en utopi – det økonomiske grundlag er forsvundet. Kapitalismen kan ikke reguleres ud af sin krise. Nedskæringerne er ikke et produkt af borgerlig ideologi, men en følge af kapitalismens krise.
De internationale politikere, der har forsøgt sig med reformer indenfor kapitalismens rammer, er blevet sat alvorligt på plads. Den tidligere franske præsident Francois Hollande lovede, inden han blev valgt, bl.a. at indføre en millionærskat. Han blev med det samme mødt af sabotage fra finansmarkederne og de rige, der truede med at forlade landet, og han måtte ydmyget lægge sig fladt ned på maven. Endnu tydeligere satte kapitalismen sig igennem i Grækenland, hvor Tsipras og Syriza havde lovet et brud med nedskæringspolitikken. Men trods en folkeafstemning, der resulterede i et overvældende “Nej” til EU’s nedskæringsprogram, bukkede Tsipras under for presset fra EU og IMF og accepterede et endnu værre nedskæringsprogram. Der er altså ingen mellemvej i kapitalismen, uanset hvor gode intentioner den enkelte politiker har. Enten må man bryde med kapitalismens rammer, ellers må man følge logikken og skære ned.
Vakuum på venstrefløjen
I en række lande har miskrediteringen af de traditionelle centrum-venstre partier som konsekvens af deres nedskæringspolitik betydet fremkomsten af nye partier og bevægelser, som i et eller andet forhold, og ofte modsætningsfyldt, har udtrykt massernes utilfredshed med status quo: SYRIZA (inden forræderiet), Podemos i Spanien, Sanders i USA og bevægelsen omkring Corbyn i det britiske Labour. Disse partier og bevægelser udtrykker stemningen blandt masserne, som den er nu, i en endnu umoden form: Fuldstændig afvisning af status quo, uden dog at angive en alternativ vej frem.
Hvis vi alene ser på den økonomiske situation, som beskrevet tidligere, kan vi konstatere, at de grundlæggende forudsætninger for vækst til et venstreorienteret anti-establishment-parti også er til stede i Danmark. Alligevel er den danske venstrefløj i eksistentiel krise. Der er historisk stille i klassekampen. Det synes paradoksalt?
Men under den rolige overflade af passivitet og tilsyneladende accept foregår, hvad Trotskij beskrev som revolutionens molekylære proces. Den er endnu på et meget tidligt stadie og helt uformuleret. Men der er en generel utilfredshed og følelse af, at tingene ikke kan fortsætte som hidtil, ja endda at “enden er nær”. Noget må ske. Denne følelse er stadig individuel. Alle tror, at de er de eneste, der har det på den måde, når nu ingen andre gør noget. At denne proces endnu ikke har fået et konkret og kollektivt udtryk, skyldes i høj grad situationen i den danske arbejderbevægelse.
Ingen af de traditionelle venstrefløjspartier i Danmark, S, SF og Ø, har nogen som helst tillid til, at arbejderklassen selv kan ændre sin skæbne. Det mest venstreorienterede parti, Enhedslisten, ser sig selv, ikke som den mest bevidste del af klassen, som søger at vinde resten af klassen over til ideen om en socialistisk omvæltning, men som en parlamentarisk erstatning for klassens egen bevægelse.
Når venstrefløjens ledere skuer ud over arbejderbevægelsen, ser de kun på overfladen: faldende medlemstal, passivitet og apati. De konkluderer empirisk, at arbejderklassen er blevet borgerlig, eller i hvert fald er rykket til højre. At “det er det, folk vil have”.
Men virkeligheden er, at både arbejderklassen, men også de brede lag blandt unge, HAR prøvet at ændre på tingene gennem de store demonstrationer i 00’erne, som var 100 procent kontrolleret af den reformistiske arbejderbevægelse og derfor også helt ufarlige for borgerskabet. De ændrede INTET. Hvorfor? Fordi kapitalismens krise er så dyb, at kun sociale kampe, der rent faktisk rykker ved selve systemets stabilitet, har en chance for at vinde.
Når arbejderklassen og unge i dag er yderst skeptiske overfor at deltage i fag- og studenterbevægelsens “festlige” demonstrationer “til forsvar for velfærd” osv., så er det i høj grad de reformistiske lederes egen skyld. I 00’erne og indtil de kom i regering under Helle Thorning og Villy Søvndal, brugte de kynisk de sociale bevægelser til at bakke op om deres ambitioner om ministertaburetter. De mobiliserede 100.000’er, gang på gang, år efter år, for blot at sende dem hjem nogle timer senere, uden et komma var ændret. Bevægelserne var for lederne som en vandhane, de blot skulle åbne for at vise styrke. Men denne kynisme har haft konsekvenser. Nu kommer arbejderne ikke længere. Selv de studerendes demonstrationer er i skrivende stund blevet en skygge af sit tidligere selv, med få tusinder på landsplan.
De reformistiske lederes svar på denne krise er at rykke mod midten (Enhedslisten) eller endda ud på højrefløjen (Socialdemokraternes top). Men deres højreskred har ingen effekt i forhold til at vinde arbejderne tilbage. Tværtimod er højrekursen og partiernes “realistiske” politik kun med til at øge apatien i arbejderklassen og blandt unge.
I takt med at arbejdere og unge trækker sig væk fra partierne, læner sidstnævnte sig endnu mere op ad staten og det parlamentariske arbejde med at “søge indflydelse” på lovgivningen ved forhandlinger. Enhedslistens ageren er det perfekte eksempel på dette.
Problemet er, at disse partiers diagnose er grundlæggende forkert. Arbejderklassen glider ud af hænderne på de reformistiske partier, ikke fordi arbejdere og unge er borgerliggjorte eller højreorienterede, men fordi venstrefløjspartierne ikke er radikale nok, fordi de ikke afspejler den virkelige krise i kapitalismen og dens grundlæggende karakter.
Alle venstrefløjspartier forsøger at overbevise befolkningen om, at det inden for det nuværende systems rammer er muligt at udbygge velfærd, sociale rettigheder, kollektiv sundhed, uddannelse og så videre. At det bare er et spørgsmål om politisk vilje, ideologi. Men alle med øjne i hovedet kan se, at det i bedste fald er ønsketænkning og i værste fald løgn og manipulation. Der skæres ned i alle lande, uanset hvilken fløj, der er i regering. Og vi husker udmærket “nødvendighedens politik” under Socialdemokraternes Helle Thorning, støttet parlamentarisk af Enhedslisten. Arbejderklassen er ikke dum og for de unge er levebrødspolitikerne som en åben bog.
Venstrefløjspartiernes reformisme, og insisteren på status quo, som de selv ser som “realisme”, er åbenlyst den mest urealistiske politik af alle. Og stadig større lag af arbejdere og unge ser det sådan, omend det (endnu) ikke er formuleret som anti-kapitalisme på masseskala.
Der ligger en vrede og ulmer i dybet. En vrede, der er uformuleret og modsætningsfyldt. En vrede, der er rettet mod systemet: Hvorfor skal velfærd og rettigheder beskæres konstant, som det er sket de sidste 20-30 år, mens de rige bliver rigere? Systemet er råddent. Politikerne er en flok parasitter, der er ligeglade med os i den virkelige verden, ligeglade med hvad de skal stemme for eller hvor mange løfter de skal bryde, så længe de kan beholde deres job og privilegier. Systemet er købt og betalt af eliten.
Det er stemninger som disse, der bygger sig op. Og INGEN af venstrefløjspartierne afspejler dem det mindste. Det betyder, at der i de senere år er opbygget et massivt politisk vakuum. Det vakuum vil blive udfyldt, før eller siden, men af hvad er umuligt at forudse.
Det samme vakuum er forklaringen på højrefløjens relative fremgang. Indtil nu er det kun højrefløjen, som har afspejlet massernes frustrationer og anerkendt at ja, tingene bliver værre. Det er kun højrefløjen, der har været semi-”anti-establishment” og anerkendt, at systemet er styret af pampere og parasitter. Og højrefløjen er de eneste, der er kommet med et forsøg på en løsning : 1) det hele er indvandrernes skyld, smid dem ud og alt bliver som under efterkrigsopsvinget (DF) eller 2) velfærden SKAL afskaffes og det vil være en god ting (LA).
Men højrefløjens “løsninger” er også åbenlyst fejlagtige og møder ikke entusiasme blandt arbejdere og unge, men højst en passiv støtte blandt de mere tilbagestående lag. Et venstreorienteret anti-establishment parti ville kunne tappe den enorme utilfredshed og feje højrefløjen af banen. Men indtil nu er venstrefløjen i Danmark den største forsvarer for dette samfunds elendige status quo: “velfærdsstaten”, “sammenhængskraften” og “den danske model”. Alt det der har bragt os i den nuværende situation. Det skyldes ikke, at partiernes ledere er dumme eller uoplyste, men alene det faktum at de reelt tror, at kapitalismen er den eneste og sidste samfundsform.
Arbejderklassens rolle
Vi er revolutionære socialister, fordi vi mener, at det kræver en socialistisk revolution at skabe en verden til gavn for arbejdere og unge og i sidste ende hele menneskeheden.
Marx forklarede allerede for over 150 år siden, at arbejdernes befrielse, den socialistiske revolution, er arbejderklassens egen sag. Med andre ord, at arbejderklassen er den eneste konsekvent revolutionære klasse og at de selv må organisere sig for at tage den politiske og økonomiske magt. Ingen politikere kan gøre det for dem.
Arbejderklassens centrale position i den marxistiske teori om klassekampen skyldes ikke, at de er de mest undertrykte. Der findes lag, der er mere undertrykte: hjemløse, arbejdsløse og andre i samfundets yderste periferi. Nej, arbejderklassens nøglerolle skyldes dens position i forhold til produktionsmidlerne.
Arbejderklassens stilling overfor produktionsmidlerne er som klasse unik. De har ingen ejendomsret over produktionsmidler at forsvare. Kun arbejderklassen har som klasse interesse i kollektivisering, samfundsgørelse af produktionsmidlerne. De producerer ikke varer og tjenester som individer, men kollektivt. Det skaber grundlaget og potentialet for en socialistisk bevidsthed. Og deres plads i produktionen giver dem en potentiel magt, der er uden sidestykke: Ikke et hjul drejer, ikke en pære lyser, uden arbejderklassens implicitte tilladelse. Der er selvfølgelig forskellige lag i arbejderklassen. Men samlet set udgør lønarbejderne det store flertal, ikke bare i de udviklede lande, men på verdensplan. Men skal arbejderklassens enormt magtfulde potentiale blive til materiel virkelighed, så kræver det organisation; et revolutionært parti.
Derfor må vi definere, hvad et revolutionært parti i det hele taget er og ikke er. For der findes et masseparti i Danmark som (i et svagt øjeblik) kalder sig revolutionært: Enhedslisten. Enhedslisten startede ikke som et parti, men som en fælles valgliste, bestående af forskellige mere eller oftere mindre revolutionære organisationer, for at komme ind i det borgerlige parlament. Og som parti har Enhedslisten aldrig fungeret som andet end en parlamentarisk platform. Enhedslisten har aldrig handlet koordineret på arbejdspladser og blandt studerende, bevidst sigtende mod et mål om en revolution. Det kan man synes om, hvad man vil, men sådan er fakta. Det er rigtigt, at de revolutionære traditioner og dermed ordlyden i programmet var mere radikal, og at talerne de senere år er blevet udvandet gevaldigt. Men de har aldrig været andet end ord og form. En form som hver enkelt medlem eller politisk tendens så har kunnet fylde ud, med hvad de ville. Men som parti har Enhedslisten aldrig handlet aktivt og revolutionært, kun reaktivt, defensivt og næsten udelukkende parlamentarisk.
Et revolutionært parti i marxistisk forstand er derimod kvalitativt anderledes end de etablerede venstrefløjspartier, der eksisterer i dag. For et revolutionært parti er alle de daglige kampe underlagt målet om en socialistisk omvæltning. Det betyder ikke, at hver kamp anses som begyndelsen på en revolution, men at kampene for de daglige krav og de erfaringer arbejderklassen drager af dem ses og udføres som del af en større strategisk sammenhæng. Et revolutionært parti er bygget på en solid og homogen teoretisk forståelse af det nuværende samfund og de tidligere erfaringer, som den internationale arbejderbevægelse har gjort sig. Hvorfor er dette vigtigt? For uden et homogent politisk grundlag og analyse er det umuligt med samlet handling.
I virkeligheden kan det revolutionære partis rolle sammenlignes med en forbrændingsmotor: afbrændes brændstoffet i den fri luft, forsvinder energien nyttesløst i alle retninger. Men i motorens forbrændingskammer rettes energien mod stemplet i en samlet konstruktiv retning og der skabes bevægelse omkring krumtapakslen. En bevægelse der i sidste ende bogstaveligt talt kan flytte bjerge.
Uden et bevidst og teoretisk velfunderet revolutionært parti, der vinder arbejderklassen til sin politik og dermed kan kanalisere klassens energi i samme retning, er det derimod ikke muligt for arbejderklassen at tage magten, det viser hele den internationale arbejderklasses historie. Utallige revolutioner er blevet besejret, druknet i blod eller simpelthen løbet ud i desillusion, på grund af manglen på et revolutionært parti i spidsen for arbejderklassen.
Derfor gør vi, som vi gør
Det efterlader os tilbage med spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at arbejderklassen får en revolutionær ledelse, et revolutionært parti?
Først og fremmest er det nødvendigt at erkende, at det ikke falder ned fra himlen. Der er ingen andre end os til at gøre arbejdet. Og en politisk ledelse, som er rygraden i et revolutionært parti, kan ikke improviseres. En politisk ledelse skal bygges bevidst, uddanne sig i teori og trænes i klassekampen. Det er den opgave, vi har påtaget os: at bygge grundstammen til et fremtidigt revolutionært masseparti.
Der er kun én vej at gøre det; fra begyndelsen. Selv Bolsjevikpartiet, det mest succesfulde revolutionære parti i historien, startede med en lille gruppe af studenter. Og hvordan kunne det være anderledes?
For at blive en massekraft i arbejderklassen er det nødvendigt som organisation at have en vis størrelse, en vis vægt. Arbejdere er praktiske mennesker. Når de af kapitalismens krise bliver tvunget til at bevæge sig på masseskala, så vil de gå til de organisationer, de mener, rent faktisk kan ændre deres forhold, om ikke nu og her, så i hvert fald indenfor den nærmeste fremtid. Så ligegyldigt hvor korrekt en lille organisations politik er, vil størstedelen af selv de mest bevidste arbejdere gå uden om den, fordi det er åbenlyst, at en lille organisation ikke er stærk nok til at bære opgaven.
Dette er årsagen til, at RS på sit nuværende stadie retter sig mod unge, primært studerende: Unge er i langt højere grad åbne overfor revolutionære ideer, fordi de ikke bærer tidligere tiders nederlag på sine skuldre, som det er tilfældet med de gamle og ofte udbrændte aktivister i arbejderbevægelsen. Unge har færre forpligtelser og er naturligt mere revolutionært indstillet. Det betyder, at de har lettere ved at blive vundet til et længere revolutionært perspektiv. Ved på den måde at bygge vores revolutionære organisation til en egentlig kraft på nogle hundreder, her og nu, blandt unge, inden arbejderklassen i Danmark bevæger sig, skaber vi rygraden til et fremtidigt revolutionært masseparti.
Toner rent flag
I den nuværende situation er der et ekstremt spændingsforhold mellem på den ene side kapitalismens systemiske krise og etablissamentets fuldstændige fallit og på den anden side den fuldstændige mangel på et modsvar fra arbejderbevægelsen. I midten af dette spændingsforhold står et voksende lag af unge, og de leder med lys og lygte efter et radikalt svar, og frem for alt ideer som kan forklare, hvad der sker, hvorfor og hvad alternativet er.
Det er et lag af unge, som politisk bevæger sig hurtigt mod venstre, som ingen illusioner har til det bestående system og den korrumperede politiske elite, og som ønsker en radikal forandring. Det er et lag af unge, som er langt foran arbejderklassen og de brede lag af studerende, og som er træt af halve sandheder, søforklaringer, uærlighed og ironisk distance til klassekampen. De vil høre og sige tingene, som de er.
Det er dette lag, der er RS’ målgruppe. Derfor er der brug for, at vi taler rent ud af posen: Ja, de borgerlige har ret, når de siger, at der ikke er råd til velfærd. For vi lever under markedets knusende dominans. Det er selve systemet, der er problemet, og ja, også det borgerlige statsapparat, som er udviklet over hundreder af år for at forsvare den herskende klasses interesser. Derfor mener vi ikke bare, at en revolution er nødvendig, men også at selve det kapitalistiske system skubber samfundet og arbejderklassen i den retning. Det er, hvad vi forbereder os på.
Ærlighed og selvtillid
Alle, der har haft deres gang på universiteter og gymnasier de seneste år, ved, hvor socialt “uhørt” det er at tone rent flag og sige: Jeg står helt og aldeles inde for de marxistiske ideer. Jeg står for noget, som jeg mener, er rigtig, og som jeg mener, er værd at kæmpe for. Især universiteterne er gennemsyret af reaktionære postmodernistiske tendenser, der forkaster sammenhængende forklaringsmodeller og især marxisme. Selv de venstre-intellektuelle beholder altid et skær af ironi, bare for en sikkerheds skyld. For at have en kattelem for at kunne trække sig tilbage fra en ubehagelig og ikke-karrierefremmende situation. Deres ironi er intet andet end usikkerhed på sig selv og de ideer, de påstår at forsvare.
En anden gruppering på universiteternes venstrefløj søger også en udvej udenom at skulle stille sig frem til åbent skue og konfrontere konsensus, og dermed sætte sin akademiske anseelse på spil. Det er de såkaldte “akademiske marxister”. Folk der har læst utallige marxistiske værker, men som enten ikke har forstået dem, eller simpelthen med vilje vælger at fordybe sig i fuldstændigt perifere og super-intellektuelle abstrakte spørgsmål, som udelukkende har akademisk interesse. Det tjener to formål: Dels at ’skabe ny viden,’ som en adgangsbillet til en phd. og dermed en akademisk karriere, og dels sikrer det dem mod at blive en trussel mod konsensus, fordi de færreste forstår, hvad de snakker om og endnu færre konfronterer dem. De kan sidde trygt i deres betalte elfenbenstårne i sikkerhed fra den ubehagelige og besværlige virkelighed.
RS har ikke noget til fælles med disse strømninger. RS siger tingene, som de er, og vi står på mål for vores ideer, også selvom det betyder, at vi på nuværende tidspunkt går imod konsensus. Teorien, ideerne, er vores mest dyrebare aktiv. Ikke fordi de giver mulighed for at spille højpandede, men fordi de er arbejderklassens generaliserede erfaringer og dermed essentielle, hvis arbejderklassen skal gøre sig håb om en dag at kunne tage magten.
Vi ved godt, at vi i forhold til arbejderklassen er en undseelig gruppe og meget langt fra at være et masseparti. Det må og skal vi være bevidste om. Men det er ikke en grund til at være en undskyldning for sig selv. Alting starter et sted. RS er den allerførste grundstamme til et fremtidigt revolutionært masseparti. Og i den sammenhæng er ideerne, teorien, som en organismes DNA: forudsætningen for et godt liv og en sund og kraftfuld vækst. Og det er værd at kæmpe for.
Ethvert forsøg på at udvande ideerne, at nedtone dem og gøre dem “spiselige” for den offentlige mening, er en glidebane. At forsøge at skyde genvej ved at runde hjørnerne af vil ikke kun have katastrofale konsekvenser i forhold til at udhule det teoretiske fundament (se bare Enhedslistens konstante skred mod den respektable midte), men vil også være direkte kontraproduktivt i forhold til vores organisatoriske mål.
RS forsøger ikke at vinde de brede masser nu. For de brede masser er ikke revolutionære eller åbne for revolutionære ideer – endnu. Dertil skal begivenhederne have lov at gå sin gang, og arbejderklassen skal gøre sine egne erfaringer. Men RS sigter mod at vinde det lille lag af unge, som i dag ER åbne over for revolutionære ideer. Hvis RS afrundede sine ideer “brugte andre ord” osv. for ikke at afskrække den gennemsnitlige arbejder eller studerende, ville det på sin side afskrække de mest bevidste lag, som (retteligt) ville se RS som endnu en opportunistisk organisation ligesom alle de andre. Så selv ikke fra et kortsigtet taktisk synspunkt er den vej farbar. RS er derfor komplet ærlige, siger tingene uden at lægge fingre imellem og fremlægger det fulde revolutionære program.
Der er en grund til, at RS’ blad hedder REVOLUTION: RS stræber mod maksimal politisk klarhed. Der er en grund til, at RS stræber mod det højest mulige teoretiske niveau, for alle sine medlemmer: De er alle potentielt fremtidige ledere for arbejderklassen og unge. Der er en grund til, at RS er med i den Internationale Marxistiske Tendens (IMT): at den eneste seriøse kamp for en socialistisk revolution er en kamp for en verdensrevolution, som kun kan vindes ved at bygge en marxistisk internationale.
Allerede nu, med sin lille størrelse, er RS og Marxistiske Studerende ved at blive et referencepunkt på den yderste venstrefløj. Hvis RS lykkes i at vinde de mest bevidste unge i dag, uddanne dem teoretisk og træne dem praktisk i de sociale bevægelser og på den måde bygge en organisation på et par hundreder i Danmark, vil organisationen kunne begynde at slå rødder også i arbejderklassen. For nu betyder det at vinde unge én eller to ad gangen gennem arbejdet på uddannelsesstederne, som beskrevet.
Men det er også nødvendigt at bringe en advarsel imod teoretisk dovenskab og organisatorisk rutinisme. RS’s nuværende fokus er betinget af den politiske situation som skitseret: Vi har netop slået fast, at det politiske vakuum giver mulighed for skarpe udviklinger og hurtige ændringer af de eksisterende organisationer, split eller endda fremvækst til helt nye. Hvis vi tager vores egen analyse seriøst, betyder det også, at RS må være klar til at skifte taktik på 24 timer, for at gribe de muligheder, der måtte åbne sig. Sådanne udviklinger kan, med den korrekte taktiske fleksibilitet resultere i en hurtig nummerisk vækst for de marxistiske kræfter. Og så bliver det rigtig interessant.
En organisation på et par hundrede unge og energiske marxister, med et højt teoretisk niveau, vil, i et lille land som Danmark, være et fremragende grundlag til at begynde at intervenere i klassekampen, og i takt med begivenhedernes gang skabe muligheden for at vinde de bedste lag af den danske arbejderklasse, som et første skridt mod et revolutionært marxistisk masseparti. Den afgørende forudsætning for, at en fremtidig revolutionær krise i Danmark resulterer i en succesfuld socialistiske revolution.
