Følgende resolution blev enstemmigt vedtaget af Revolutionære Socialisters kongres den 20-21. Marts 2021.
I år fejrer det danske borgerskab 300 året for koloniseringen af Grønland. En kolonisering, der for det grønlandske folk indledte 300 års imperialistisk udplyndring, ydmygelse og undertrykkelse. Der er behov for, at revolutionære i Danmark bryder igennem muren af national-chauvinistisk propaganda, udstiller det danske borgerskabs hykleri, og kritiserer deres undertrykkelse af det grønlandske folk. Grønland er ikke den eneste nation, der domineres af dansk imperialisme. Trods historiske forskelle, kan man på Færøerne nikke genkendende til den undertrykkelse, som Grønland udsættes for. Det er vi ikke blinde for. Dette dokument fokuserer imidlertid på Grønland, grundet 300-året for koloniseringen af landet, som vil få diskussionen af forholdet mellem Danmark og Grønland til at blusse op i den offentlige debat og på venstrefløjen i Danmark såvel som på Grønland. Vreden mod dansk kolonialisme er stærk i Grønland, især blandt unge. Grønlændernes afvisning af dansk overherredømme udtrykkes tydeligt ved, at mere end to tredjedele af Grønlands befolkning ønsker selvstændighed, og selv blandt dem, som ikke ønsker selvstændighed, er der en udbredt vrede imod 300 års dansk kolonistyre. Holdningen på Grønland overfor Danmark står i stærk kontrast til det billede, som den danske stat forsøger at tegne, af forholdet mellem de to nationer.
Det danske establishment tegner et billede af dansk dominans over Grønland som et “humanistisk” og “civiliserende” projekt – som grønlænderne nærmest skal være taknemmelige for. Det grønlandske folk har nu i 300 år følt denne særlige danske, “humanistiske” imperialisme, og hvad er så det bedste dansk imperialisme kan tilbyde Grønland? Fattigdom, ydmygelse og formynderiske overgreb.
På trods af at Grønlands status som dansk koloni officielt blev ophævet i 1953, så har det ikke ændret fundamentalt på karakteren af Grønlands forhold til Danmark. Som revolutionære må vi sige tingene, som de er. Uanset hvor mange gange politikerne på Christiansborg påstår, at Grønland er en ligeværdig part i rigsfællesskabet, så vedbliver Grønland med i praksis at være en koloni. Det blotte faktum at Grønlands udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik samt valuta- og pengepolitik besluttes i København, illustrerer, hvordan det grønlandske folk fortsat er bundet på hænder og fødder af den danske stat. Grønlands selvstyre er kun et selvstyre på papiret: Grønland kan bestemme alt, lige indtil det konflikter med dansk kapitalismes interesser, hvorefter den danske stat gang på gang har bevist, at den ikke skyr fra at intervenere i Grønlands interne anliggender.
Det grønlandske og færøske folk blev af historiske tilfældigheder indlemmet i Kongeriget Danmark, og dermed underlagt dansk dominans. Det er ikke tilfældigt, at politikerne bruger begrebet »Kongeriget Danmark« i et væk, da de vil understrege at Grønland tilhører Danmark. Den herskende klasse bruger på den måde monarkiets historiske krav på at regere over Grønland, som et redskab til at fastholde landet i et tvangsægteskab med dansk kapitalisme. Alligevel er kongehuset yderst populært i Grønland. Dette afspejler det faktum at Kongehuset er den eneste del af det officielle Danmark, som udviser bare en smule interesse for Grønland, selvom det mere eller mindre begrænser sig til et årligt togt til landet. De danske politikere, derimod, viser kun en snert af interesse for Grønland, når de har brug for de nordatlantiske mandater i det politiske magtspil på Christiansborg. Det danske establishment priser desuden rigsfællesskabet som en forening af ligeværdige nationer. Rigsfællesskabet er imidlertid en kolonial administrativ institution, som blev opbygget gennem århundreder, og som til stadighed fastholder Grønland i en kolonial spændetrøje. Rigsfællesskabet normaliserer dansk imperialismes dominans over Grønland, og kan derfor aldrig blive et redskab, der tjener det grønlandske folks interesser. Det danske borgerskab har i århundreder legitimeret udbytningen og undertrykkelsen af Grønland ved at sprede racistiske fordomme om, at grønlændere er ude af stand til at tage vare på dem selv og deres land. I stedet, påstås det, er det i grønlændernes interesse, at danskerne styrer deres affærer; danskerne gør ligefrem grønlænderne en tjeneste, må vi forstå! I dag er det gamle koloniale kulturelle argument om, at Danmark kontrollerer Grønland for at civilisere befolkningen, blot blevet udskiftet med et økonomisk om, at grønlændere er for svage til at klare sig selv. Men i realiteten er argumentet det samme gamle, da konklusionen i begge tilfælde er et forsvar for dansk kolonialisme. Denne formynderiske og racistiske attitude er intet andet end et slet skjult forsøg på at legitimere de danske kapitalisters interesser i Arktis og deres fortsatte dominans over Grønland. Hvis grønland ikke kan klare sig selv, er det ene og alene på grund af imperialismens aggressive rovdrift på Grønlands naturlige og menneskelige ressourcer. Det er ikke grønlænderne, der ikke kan udvikle Grønland, men dansk og vestlig imperialisme, der på barbarisk vis gør alt for at tilbageholde Grønlands udvikling for at føje deres egne snævre interesser.
Fortalerne for dansk overherredømme over Grønland ynder at bruge argumentet om, at Grønland er økonomisk bedre stillet under Danmark, end hvis landet stod alene, grundet det bloktilskud som Grønland årligt modtager fra den danske stat. I virkeligheden er det lige omvendt: Danmark er markant bedre stillet med Grønland, også økonomisk. Danmarks tætte relation til USA kan udelukkende forklares ved, at USA via Danmark har adgang et af de vigtigste geopolitiske områder, med den korteste vej til Rusland og Kina. Danmark, der ellers er et ubetydeligt lille landområde, bliver med Grønland en central geopolitisk spiller og et vigtigt medlem af NATO. Selvom den økonomiske effekt af denne politiske betydning er vanskelig at opgøre, er der ingen tvivl om at den langt overstiger de ”håndører” som bloktilskuddet er i den sammenhæng, både i form af direkte aftaler med danske virksomheder og på mere indirekte politisk vej. Set isoleret er bloktilskuddet en brøkdel af de to procent af BNP, som Danmark har for forpligtet sig til at bruge på forsvarsbudgettet via NATO, og som ville betyde næsten en fordobling af det nuværende budget. Selv, hvis man ser isoleret på bloktilskuddet betyder danmarks de facto handelsmonopol at to tredjedele af de varer, som Grønland importerer, kommer fra Danmark. Det bloktilskud, som den danske stat på “gavmild” vis giver til Grønland, ender altså i realiteten i lommerne på de private danske virksomheder, der eksporterer til Grønland. Bloktilskuddet er derfor blot statsfinansieret erhvervsstøtte – Den danske stat betaler de danske kapitalister, med Grønland som transitland. Samtidig bliver al økonomisk udvikling i Grønland, som ikke går op med dansk kapitalismes interesser blokeret.
Som revolutionære og internationalister må vi ikke blot afvise den herskende klasses racistiske ideer, men forklare hvordan de har en dybt reaktionær effekt: De svækker arbejderklassens enhed ved at splitte den over nationale skel. Racisme over for grønlændere, og national-chauvinisme generelt, er gift for arbejderklassen. En gift, der har spredt sig langt ind på den parlamentariske venstrefløj, der agerer venstre-dække for dansk imperialisme ved at forsvare dansk overherredømme i Grønland. Den danske arbejderklasse har ingen interesse i at undertrykke det grønlandske folk. En sejr for det grønlandske folk, imod danske imperialisme, vil svække den herskende klasse i Danmark, og er derfor ligeledes en sejr for den danske arbejderklasse. Dette er den eneste politik over for Grønland, der bør høre hjemme på den danske venstrefløj. På den danske venstrefløj er der meget snak om kampen mod imperialisme i andre dele af verden, men det er lettere at se splinten i sin broders øje end bjælken i sit eget. Dansk imperialisme fremhæves som bedre, grønnere og mere demokratisk end f.eks. den amerikanske, hvorfor kontrollen med Arktis, ifølge denne logik, skal forblive på danske hænder. Så længe den danske arbejderbevægelse ikke har en selvstændig klasseposition på spørgsmålet om Grønland, stiller den sig ubevidst i samme lejr som det danske borgerskab. Dermed bliver det umuligt for arbejderbevægelsen at have en konsekvent selvstændig klasseposition overfor det danske borgerskab, ikke bare på spørgsmålet om Grønland men i sin helhed. Så længe det er tilfældet, er det umuligt at føre en revolutionær kamp mod denne. Den danske arbejderklasses befrielse hænger altså sammen med den grønlandske.
Revolutionære Socialister forsvarer det grønlandske folks ret til selvbestemmelse, inklusiv retten til løsrivelse, hvis dette er hvad de ønsker. Vi kæmper for at bringe disse ideer ind i arbejderbevægelsen. Som revolutionære socialister er det vores vigtigste opgave at kæmpe imod vores eget borgerskab og udstille deres undertrykkelse og chauvinisme. Det betyder imidlertid ikke, at vi skærer alle grønlændere over én kam. Også i Grønland er der klasseskel. Vi støtter det grønlandske folk, men ikke den grønlandske politiske elite, der på kynisk vis udnytter befolkningens ønske om frihed til at tjene deres personlige karrierer, så de kan beholde deres privilegier.
Det må være det grønlandske folk, som bestemmer over landets skæbne, og dets forhold til Danmark. Men som socialister og internationalister har vi en holdning til, hvad vi mener der bør gøres, hvis det grønlandske folks kamp for frigørelse skal lykkes. Så længe kapitalismen og imperialismen består, er reel selvstændighed en utopi. Skal kampen for frihed vindes, kan det kun være som led i en kamp for socialisme. Den irske marxist James Connolly forklarede i 1897, at hvis Irlands kamp mod britisk imperialisme skulle være succesfuld, så måtte den føres som en kamp for socialisme:
Selv hvis du fjerner den engelske hær i morgen, og hejser det grønne flag over Dublin Castle, vil din indsats have været forgæves, med mindre du begynder organiseringen af den Socialistiske Republik. England vil stadig regere dig. Hun vil herske over dig gennem hendes kapitalister, gennem hendes godsejere, gennem hendes finansfolk, gennem hele viften af kommercielle og individualistiske institutioner, som hun har plantet i dette land, og som vandes af tårerne fra vores mødre og blodet fra vores martyrer.
De samme forhold gør sig gældende for Grønland. Et selvstændigt Grønland, på kapitalistisk basis, ville stadig være underlagt udenlandske imperialister, igennem deres gigantiske olie- eller mineselskabers dominans over Grønlands beskedne økonomi, hvis ikke danske så andre landes. Argumentet om at Grønland ikke kan klare sig uden Danmark er falsk, men så længe kapitalismen består vil de danske kapitalister blot blive erstattet af andre. Selv hvis det lykkedes det grønlandske folk at løsrive sig fra dansk imperialismes kløer, så ville USA ikke tillade et reelt selvstændigt Grønland. Grønland er alt for vigtig en brik i USA’s stormagtsspil. Amerikansk imperialisme ville direkte eller indirekte undertvinge sig Grønland. Det grønlandske folk ville blot få erstattet én gruppe af imperialistiske undertrykkere med en ny. Derfor er det grønlandske folks kamp for frihed fra dansk imperialisme, direkte knyttet til kampen for socialisme. Det er kun igennem socialisme at Grønland kan blive fri fra undertrykkelse og imperialistisk udbytning. Kampen mod imperialisme og for socialisme kan imidlertid ikke begrænses til Grønland. Den må i første omgang sammenkobles med den danske arbejderklasses kamp imod det danske borgerskab. Vi kæmper imod den samme fjende, det danske borgerskab, så lad os derfor kæmpe sammen!
Intet land, stort som småt, kan sætte sig ud over verdensmarkedets enorme kræfter. På kapitalistisk basis er der ingen reel selvstændighed for små nationer, hverken for Danmark eller Grønland. RS er derfor medlem af IMT, som kæmper for en socialistisk verdensrevolution. Vi støtter helhjertet grønlændernes kamp for frigørelse, men hvis denne kamp skal lede til fremgang og frihed for det grønlandske folk, og ikke blot undertvingelse under andre imperialistiske magter, så må denne kamp ikke begrænse sig til en kamp imod national undertrykkelse. Lige så vigtigt må kampen også tage sigte på den økonomiske undertrykkelse, som udspringer af selve det kapitalistiske system. Så længe kapitalismens udbytning og klasseskel består, vil der ikke eksistere virkelig frihed. I sidste ende er det kun ved at vælte kapitalismen på verdensplan, og ved at forene os i en frivillig socialistisk føderation, at det grønlandske folk kan få opfyldt sit krav på den retfærdighed, der i 300 år er blevet dem frarøvet.
Ned med dansk imperialisme!
For retten til selvbestemmelse!
For en socialistisk verdensrevolution!
