Fascismens vanvid er et udtryk for en historisk krise og kapitalismens dødvande. Men det kunne have være undgået, hvis arbejderklassen havde en militant ledelse. 

Mange er bekymrede over tiltagende “fascisme”. Men hvad betyder det? Mange mente da Bolsonaro blev valgt, at dette repræsenterede fascismens sejr i Brasilien. Nogle er endda gået så vidt som at beskrive Donald Trump som fascist. For liberale og endda dele af venstrefløjen, er “fascist” blevet et begreb brugt til, at beskrive politikere man ikke kan lide. Men som marxister, har vi et videnskabeligt syn på verden. For at kunne kurere en sygdom, må man have en korrekt diagnose. Derfor er det nødvendigt at have en sober analyse af hvad fascisme er, for at kunne bekæmpe den. 

Leon Trotskij analyserede fascismens udvikling under dens fremgang i 1920erne – først i Italien og senere i Tyskland. Han argumenterede for, at fascisme var anderledes end traditionelle former for reaktion, hvor et lille lag af den herskende klasse forsøger at tage magten. I stedet er fascismen baseret på en massebevægelse – bestående hovedsageligt af panikslagne/rabiate dele af middelklassen og lumpenproletariatet. Dens mål er at smadre al form for organisering af arbejderklassen. 

Fascismens sejr i Italien, Tyskland og Spanien var kun mulig, som resultat af de socialistiske revolutioner der led nederlag i disse lande. Nederlag der skete, på grund af de fejl eller forræderi er begået af reformistiske og stalinistiske ledere. Udsigten til en fascistisk fremmarch i dag, er meget usandsynlig. Arbejderklassen er langt stærkere i dag, end den var i begyndelsen af det 20. århundrede. På trods af at der eksisterer små fascistiske grupper, og som skal bekæmpes af arbejderklassen, er fascismens sociale base markant reduceret. Kun på baggrund af en række alvorlige nederlag til arbejderklassen, vil fascismen kunne stikke sit grimme hoved frem igen.