Perspektiv for klassekampen i Danmark 2020/21

Vi offentliggør hermed følgende dokument som blev vedtaget på Revolutionære Socialisters konference i november 2020. 

Kapitalismen er gået ind i den mest alvorlige krise i historien. Verdensøkonomien er i knæ, og kun staternes massive og konstante tilførsel af “stimuli” afholder den fra et lodret fald. Allerede inden corona-pandemien var det tydeligt at modsætninger der havde været under opbygning i årtier, nærmede sig et punkt hvor de måtte komme til udtryk i en massiv overproduktionskrise. I mere end en generation er økonomiske kriser gang på gang blevet stoppet fra at udvikle sig, ved hjælp af kredit. Systemet har således skubbet et kæmpe bjerg af gæld foran sig, samtidig med at statslig intervention for at holde hånden under kapitalismen forhindrer markedets “usynlige hånd” i at fungere, hvilket fordrejer prissignaler der er vitale for kapitalismens funktion. Finansmarkederne er boomet mens vækstraterne i produktion, for verdenshandlen og produktivitet har været støt faldende i samme periode. 

Covid-19 pandemien der ramte med et brag i marts 2020 har accelereret alle processer. Fra at staterne helst skulle holde fingrene væk fra den private sektor, er hele industrier, ja hele kapitalismen nu direkte på støtten. Statsstøtten er ikke bare midlertidig men fungerer som narkotika. Dosis skal hele tiden sættes op for at få noget der ligner den oprindelige effekt. 

Med de gigantiske redningspakker fra verdens centralbanker og regeringer, med renter på nul eller i negativt territorium og massive støtteopkøb, stoppede staterne økonomiernes bratte fald i marts. Mængderne af “gratis penge” var uden fortilfælde og afspejler situationens alvor. På tre måneder i foråret 2020 sendte regeringer og centralbanker lige så mange støttemidler i omløb som på tre år efter krisen i 2008. Hvis verdensøkonomien var grundlæggende sund, kunne planerne fra kapitalens strateger måske lykkes. Men verdensøkonomien var på vej i krise inden Corona ramte. Allerede i slutningen af 2019 balancerede bl.a. Tyskland og USA på randen af recession og produktionen var allerede faldende i en række lande. 

Men økonomerne jublede ikke desto mindre efter de historiske hjælpepakker. De var henrykte over at de undgik at coronakrisen blev til en finansiel krise. Men de skal ikke glæde sig for tidligt. Alt hvad de er lykkedes med er endnu engang at skabe gigantiske, spekulative bobler på de finansielle markeder, samtidig med at den virkelige økonomi falder. Det er tale om bobler på overfladen af et hav af zombie-virksomheder, zombie-banker og hele zombie-økonomier. Zombie-begrebet der lyder ganske kulørt, bliver nu officielt brugt af bl.a. Bank of International Settlements, hvilket i sig selv viser noget om verdensøkonomiens absurde tilstand. Begrebet dækker virksomheder og endda hele økonomier som er de facto bankerot og altså ikke er i stand til at betale afdragene på deres gæld fra deres profit på en længere tidshorisont, men som kun kan fortsætte deres halvdøde vaklen-videre gennem konstant tilførsel af nye “gratis” penge udefra. Andelen af børsnoterede zombier i USA er ifølge Deutche Bank vokset fra næsten ingen i slut 90’erne til omkring 20% i dag, det dobbelte af niveauet i 2013. De tynger hele verdensøkonomien og er en tikkende bombe, der før eller siden vil gå af og betyde et nyt finansielt krak. Den virkelige økonomi, som finansmarkederne er nu er helt adskilt fra vil nemlig ikke bare springe i gang nu når de første nedlukninger er ophævet. Det er først nu, i skrivende stund i efteråret 2020, at det umiddelbare økonomiske kaos fra nedlukninger osv. er ved at være drevet over og de underliggende, mere strukturelle problemer i verdensøkonomien begynder at træde frem. Det er nu ikke længere bare serviceindustri og flyselskaber der fyrer, men også industrikapitalisterne. 

Den største politisk-økonomiske faktor som adskiller den nuværende krise fra andre i perioden siden Anden Verdenskrig er at protektionisme og økonomisk nationalisme er tilbage – i stor stil. Det var protektionismen der gjorde krakket i 1929 til en depression. Og det er protektionisme der vil gøre det samme i dag. Hjælpepakker og gratis penge i de første måneder efter krakket i foråret har sløret den barske virkelighed, men ændrer ikke på det grundlæggende: Vi står i begyndelsen af en epoke med økonomisk depression. 

EU i opløsning 

Da gældskrisen ramte Grækenland og EU i 2012, i kølvandet på krisen i 2008, var tonen hård fra Berlin: Der kunne ikke være tale om at betale for deres gæld. De såkaldte PIIGS-lande (Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien) kunne maksimalt få yderligere lån, på betingelse af strenge reformer hvis brutalitet skulle stå til skræk og advarsel for alle andre lande. Men i sommeren 2020 skete noget mærkværdigt. Pludselig bakkede Tyskland i harmonisk forening med Frankrig helhjertet op om en gigantisk hjælpepakke på 750 mia. euro, hvoraf hele 390 mia. euro skulle komme i form af rent tilskud fra de rigere EU-lande til de fattigere. Selv hardliner og tidligere finansminister Wolfgang Schäuble, som svingede pisken over Grækenland og en overgang talte om at EU var bedre tjent uden Grækenland, støtter nu helhjertet denne massive overførsel. 

Årsagerne til 180 graders vendingen siger ikke så lidt om omfanget af den nuværende krise. For det første handler krisen denne gang ikke om et perifert land som Grækenland (1,2% af EU’s BNP), men hele EU og især lande som Italien (11%) og Spanien (8%). Med den økonomiske nationalismes fremvækst på verdensmarkedet har tysk eksport til USA og Storbritannien oplevet massiv nedgang (hhv. -20,7% og -15,7%). Det har gjort andre eksportmarkeder (Kina og EU) så meget desto vigtigere for Europas værksted og vigtigste økonomi, Tyskland. Så Merkels støtte til de sydeuropæiske lande er lige så meget en støtte til tysk eksport. Men redningspakken skyldes også politiske hensyn: frygten for opløsning af EU og indtrængen af fremmed (læs: kinesisk) kapital, som risikerer at ødelægge magtbalancen på kontinentet. 

Under sidste krise var Kina på indkøbsjagt blandt fallitte firmaer i EU og blev i høj grad inviteret ind af den herskende klasse i EU, der så kinesisk kapital som “gratis penge”. Blandt andet blev Grækenland de facto tvunget til at sælge den strategisk vigtige containerhavn i Piræus, for at rejse penge til at betale sine kreditorer. Herhjemme overtog Huawei driften af TDCs og 3’s mobilmaster og deres udstyr blev indtil for få måneder siden brugt i hele det danske mobilnetværk. Men med Kinas relative styrkelse det sidste årti, er kinesisk kapital nu blev en trussel for den herskende klasse i Europa. Tonen fra EU er nu således anderledes fjendtlig i forhold til sidst. Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager udtalte således i april 2020, direkte rettet mod Kina, da epidemien rasede på sit højeste, og kinesiske giganter begyndte at rasle med pengeposen foran nødlidende europæiske industrier: »Vi har ikke nogen indvendinger mod, at medlemslandene handler som aktører på de finansielle markeder, hvis det skønnes nødvendigt for at hindre en fjendtlig overtagelse.« 

Tysklands Europaminister og kommissær for tysk-fransk samarbejde Michael Roth (SPD) gik videre end Margrethe Vestager: 

“Europa må også blive mere uafhængig når det gælder logistik, energi og naturressourcer. En mere strategisk industripolitik, investeringer i stor skala i forskning og udvikling og et digitalt indre marked er støttepiller for et fremtidssikret europæisk hjemland. Når det gælder det globale ræs for teknologisk overherredømme, er det for nuværende Kina og USA der sætter tempoet. Men vi må stræbe mod at selv at mestre nøgleteknologier og besidde patenter over sådanne i Europa.”

Og videre:

“Beijing tager primært EU seriøst fordi det er verdens største handelsblok og økonomiske område. Vi skal derfor bruge vores handelspolitik og vores indre marked mere effektivt som et værktøj til at forsvare vores værdier og interesser.” Ovenstående er interessant, fordi det er uhørt protektionistisk, og et kæmpe brud med den liberale tilgang EU hidtil har lagt for dagen.

Med de tyske penge i redningspakken kommer også kravet om at følge disciplinen. Ikke så meget i forhold til økonomiske reformer, som det tidligere var tilfældet, men politisk som et forsøg på at skabe en samlet blok udadtil. Og det så umiddelbart ud til at virke i løbet af sommerperioden 2020. Tyskland og Frankrig lykkedes i at opnå enhed i EU for en tid. Men det er altid let at få enhed når der deles penge ud. Når modydelserne skal leveres af medlemslandene, i form af underkastelse til EU’s dominerende (læs: tyske) interesser på verdensmarkedet og den geopolitiske scene, som uundgåeligt vil gå imod ét eller flere medlemslandes interesser, kommer problemerne. EU er nemlig ikke som USA ét land (det tog en borgerkrig og revolution at skabe dette), men 27 nationalstater der alle har forskellige økonomiske og geopolitiske interesser. Og netop derfor er en fælles europæisk udenrigs sikkerheds- og industripolitik en illusion der vil bryde sammen ved første modstand, og yderligere accelerere de centrifugale kræfter medlemslandene imellem. Brexit var således ikke bare et produkt af indre britiske forhold, men også en tilfældighed der udtrykker en dybere nødvendighed i EU-projektet: Umuligheden af på kapitalistisk basis at forene 27 økonomier og nationalstater der trækker i hver sin retning. 

Med de forhøjede spændinger på verdensmarkedet og mellem nationale interesser er det uundgåeligt at spørgsmålet om EU igen og igen vil komme tilbage på dagsorden i den næste periode. Det er derfor afgørende at vi følger situationen tæt og fremsætter et revolutionært klasseperspektiv, som både går imod det kapitalistiske EU og ideen om at noget som helst bliver løst ved at Danmark træder ud af EU så længe det sker på kapitalistisk basis. Men det er også meget muligt, at EU-spørgsmålet, ligesom det er sket i Storbritannien og Italien bliver et indenrigspolitisk spørgsmål i Danmark. 

Brexit 

Efter hvad der synes en uendelig proces, udløber Storbritanniens overgangsordning den 1. Januar 2021. Udsigten til et såkaldt hårdt brexit, altså at Storbritannien forlader EU uden en handelsaftale, sendte for få år siden rystelser gennem de europæiske markeder og fik EU-landene til at lave omfattende beredskabsplaner. Nu virker det som et lille bølgeskvulp, i sammenligning med den tsunami der har ramt verdensøkonomien i marts måned. Ingen taler længere om brexit, selvom sandsynligheden for et hårdt brexit næppe har været større og stiger for hver dag der går. Men ikke desto mindre vil et hårdt brexit have store konsekvenser for dansk økonomi, da Storbritannien aftager ca 8-9 % af dansk eksport. Særligt fiskeriet og landbruget vil blive hårdt ramt, hvilket kan få konsekvenser for bankerne der ejer næsten hele det danske landbrug som er dybt forgældet. Men de økonomiske konsekvenser vil blot lægge sig ovenpå effekterne fra den generelle krise. 

De politiske konsekvenser er mere markante. Brexit har åbnet pandoras æske for opsplitning mellem de europæiske nationalstater. SNP i Skotland taler for en ny afstemning om løsrivelse fra UK. Det betændte spørgsmål om Nordirland og tilbagevenden til “the troubles” truer i horisonten. I Italien er folkestemningen overfor EU skiftet til et flertal der er for løsrivelse, efter at Brussel i høj grad lod Italien sejle sin egen sø, både i forhold til krisen i 2008, flygtningekrisen i 2015 men også corona-epidemien, hvor Tyskland tilbageholdt sendinger af værnemidler. I parentes bemærket hjalp lille Danmark også til øge modviljen mod EU da den danske regering sendte ubrugelige respiratorer som “hjælp” til Italien. 

Efterkrigstidens enhed og relative fred i Europa, som var baseret på et historisk økonomisk opsving er ved at give plads til Europas normaltilstand: konflikt og nationale spændinger. I sådan en situation bliver det vigtigere end nogensinde at fremføre en internationalistisk politik, baseret på klassesolidaritet på tværs af grænser. 

Corona-krisens effekter på bevidstheden 

Corona-pandemien har i land efter land bragt alle modsætninger til overfladen. Og frem for alt har vi kunnet observere markante skift, ikke kun hos de i forvejen politisk bevidste lag, men også blandt bredere lag af arbejderklassen. Skiftet i den objektive situation har også afspejlet sig i fremgang til de mest venstreorienterede organisationer, ikke mindst IMT’s sektioner i forskellige lande, i et omfang der minder om begyndelsen på masseradikaliseringen i slutningen af 60’erne. 

Dette er en ekstrem vigtig observation. En revolution er når arbejderklassens bevidsthed indhenter den objektive virkelighed. Og i lang tid har arbejderklassens bevidsthed haltet langt bagefter virkeligheden. Ja, faktisk har arbejderklassens bevidsthed i de udviklede kapitalistiske lande i høj grad været formet af efterkrigsopsvinget og dens såkaldte velfærdssamfund. Det på trods af at det i gennem årtier gradvist er blevet afmonteret. Men menneskets bevidsthed er konservativ. Det er en måde at overleve på. At gå ud fra at verden nok er “som den plejer”, og at modgang kan klares på samme måde som man har gjort før. 

Men spændet mellem bevidstheden og krisen i kapitalismen er ved at have nået sit maksimum. Med coronaudbruddet og dens pludselige chokeffekt rystes bevidstheden hos masserne i snart det ene og snart det andet land. Hverken velfærd eller sundhed kan systemet levere. Stadig bredere lag vågner op til en erkendelse af, at noget er fundamentalt galt i det nuværende system. Det vigtigste land for verdenskapitalismen og det mægtigste land i verdenshistorien blev i sensommeren rystet af en opstandslignende bevægelse i forbindelse med Black Lives Matter over den systemiske racisme og politibrutalitet mod sorte amerikanere. Denne monumentale bevægelse viser de kræfter og frustrationer der lurer under overfladen i alle lande. Sorte amerikanere er i årtier, blevet undertrykt, chikaneret og skudt af politiet. Men det var nu at dråben fik bægret til at flyde over. Efter nedbrændingen af den første politistation viste meningsmålinger at hele 56% af amerikanerne bakkede op om handlingen – en helt exceptionel udvikling. 

Vigtigheden af krisen i USA kan ikke overvurderes. Selv hvis vi lukker øjnene for resten af verden og kun ser på USA, så har den specifikke krise her globale implikationer. Vi taler om det vigtigste, rigeste og mægtigste kapitalistiske land på jorden, “beskytter” af den internationale orden og verdensmarkedet. Dets krise er per definition en krise i selve verdenskapitalismen. Den politiske krise og massebevægelsen er et produkt af kapitalismens generelle krise, men virker selv tilbage i det at USA’s internationale position svækkes, hvilket øger ustabiliteten i hele systemet. 

Corona-epidemien, i sig selv en tilfældighed, har slået hul på den størknede skal af lava der har holdt de underjordiske kræfter i ave. Corona-krisen har vist arbejderne i de lande hvor den har ramt mest alvorligt, at de blot er råstof til udbytning, at kapitalistklassen, der selv kan sidde indenfor hjemmets trygge vægge, er fuldstændig ligeglade med arbejderklassen. Vi er ikke i samme båd! Selvom mange lande startede med nationale nedlukninger, lader konsensus blandt verdenslederne til at være, at det ikke sker igen. Økonomien, konkurrenceevnen, kort sagt den kapitalistiske akkumulation er for vigtig til at hensyn til arbejderklassens liv og førlighed har nogen vægt. For kapitalisterne eksisterer arbejderklassen kun for at øge deres kapital. I alle andre henseender er de selvsamme arbejdere (“essentielle” eller ej), de der skaber verdens værdier blot et irritationsmoment, en besværlig og utaknemmelig pøbel. Men i land efter land begynder denne “pøbel” at røre på sig og kæmpe tilbage. Corona-epidemien har vist sig fantastisk effektiv i at afsløre det politiske og økonomiske systems utilstrækkelighed. På frygtelig, men også meget håndgribelig vis, har den demonstreret klassesamfundets barbari. 

Danmark 

I Danmark fik den nye socialdemokratiske regering en ubeskriveligt heldig start. For skade kom Mette Frederiksen som nyslået statsminister til at fornærme den nærtagende og narcissistiske Donald Trump over hans kluntede offentlige købstilbud over den danske koloni Grønland. Hendes offentlige afvisning, som formentlig ikke var velovervejet, og hans hysteriske reaktion gjorde at hun ganske uforvarende kom til at stå som fornuftens forsvarer imod den store tyran. En ubetalelig PR-sejr indenrigspolitisk, som regeringen lukrerede på i flere uger. 

Ved sin første nytårstale 2019/2020 forsøgte statsministeren at tegne et skræmmebillede af en utryg verden op, hvor den store (og socialdemokratiske) stat – altså Mette Frederiksen – måtte overvåge og beskytte det danske folk mod indre og ydre trusler og fjender. Og sørme om ikke 

en international pandemi bryder ud få uger senere. Det spillede perfekt ind i regeringens fortælling. Og modsat regeringer i mange andre lande – og stik imod embedsapparatets anbefalinger – fulgte den den danske regering sin beskytterfortælling og greb hurtigt og hårdt ind med omfattende nedlukninger. Disse fik effektivt bremset smittens accelererende spredning. Alle partier, politikere, kommentatorer og journalister stimlede sammen om flaget, regeringen og statsministeren. Selv monarken blev støvet af og talte til nationen om behovet for national samling. Alle bakkede op om Mette Frederiksen. De facto var der under nedlukningen en national samlingsregering bestående af alle partier i Folketinget – inklusiv Enhedslisten. 

De danske kapitalister bakkede også op, ikke mindst fordi de kunne se nedlukninger i resten af verden, og fordi de fik lov til at fortsætte produktionen, mens det var den offentlige sektor og seviceindustrien som måtte holde for. Det vil sige at de tunge lag af kapitalistklassen blev ladt urørt, i modsætning til mange andre lande hvor ikke-essentiel produktion også blev lukket. Med den danske nedlukning blev industriens konkurrenceevne altså ikke truet, og de største kapitalister i Danmark gik derfor med på et hurtigt og hårdt indgreb i det håb at de så kunne komme hurtigere tilbage end deres konkurrenter. Derfor sluttede de op om regeringens kurs og gik aktivt ind i krisestyringen. Hele vejen igennem har repræsentanter for de største virksomheder og arbejdsgiverforeninger således siddet med i den Nationale Operative Stab (NOST) som har fastlagt regeringens corona-politik. Men nedlukningen var en dyr manøvre og efter den historisk store krise i verdensøkonomien har alle lande nu øjnene rettet imod at forsvare deres andele på et svindende verdensmarked. Derfor gjorde den danske erhvervstop også for flere måneder siden klart, at en ny nedlukning ikke kunne komme på tale igen. En ny smittebølge måtte tackles på anden vis, selvom det måtte betyde flere døde og invaliderede. Kapitalismens hjul skal fortsætte med at snurre for at skabe profit, om så nogle arbejdere ryger i svinget. 

Arbejderklassen er, med sin instinktive kollektive bevidsthed, villig til at yde enorme ofre for fællesskabets bedste, og den gjorde det i foråret. Det var arbejderne der holdt landet kørende, behandlede de syge, passede de ældre og fyldte supermarkedshylderne, og kørte busserne trods risiko for smitte af sig selv og deres familier. Der er kun én forudsætning for arbejderklassens villighed til opofrelse for det fælles bedste – at alle bidrager til at trække læsset. Og den illusion blev i det store og hele opretholdt i forårets nedlukning. Virksomheder lukkede ned og sendte arbejdere hjem. Alle fik statsstøtte, i et omfang så statsgælden steg fra 33,3% i 2019 til 46,3% i 2020 og krydsede 1.000 mia. Men det betød at alle virkede til at være i samme båd.

Over sommeren faldt smittetallet markant og livet i Danmark blev gradvist normaliseret. Mens verden brændte var der tilsyneladende den bedste af alle verdner i den hjemlige andedam. Mange fik en fornemmelse af, at nu var krisen overstået. Vi havde klaret os igennem – sammen. Og Mette Frederiksen fik i høj grad æren. Socialdemokratiet registrerede den største vælgeropbakning i årtier. 

Der er bare ét problem. Krisen er ikke slut – den er først begyndt. Det gælder både i forhold til corona, men i højeste grad også økonomisk og politisk. 

En ny bølge 

Efter sommerferien er smittespredningen så småt vokset igen, og må forventes at stige kraftigt med efteråret og forkølelsessæsonnens komme. De lokale udbrud i Århus, Silkeborg og Ringsted i august måned viser hvilken tilgang regeringen vil tage: lokale indsatser og restriktioner, i et forsøg på at holde økonomien i sving. Men selv disse mini-udbrud midt i sommervarmen, som giver vanskelige forhold for virus, gav myndighederne voldsomme vanskeligheder. Der manglede værnemidler hvis pris steg voldsomt og ressourcerne til kontaktopsporing kunne kun lige netop følge med det yderst begrænsede udbrud. Denne lille forsmag viser, at myndighederne vil få endog overordentligt svært ved at køre en differentieret indsats mod smitten, når næste bølge rammer. 

Den differentierede indsats har også en vigtig politisk bivirkning: Befolkningen vil ikke længere alle være i samme båd men alle vil blive ramt forskelligt. Det udelukker den samme “rally around the flag”-effekt som vi så i foråret. En ny bølge kan meget vel komme til at stille de danske arbejdere i samme situation som i andre lande; at det bliver tydeligt at profit tæller over arbejderliv, at de bliver sendt ud i farlige arbejdsforhold for at profitten fortsætter med at flyde til kapitalejerne, mens de mere velstillede kan arbejde hjemmefra i sikkerhed. 

Den økonomiske krise i Danmark 

Dansk økonomi er blevet hårdt ramt. Første kvartal faldt BNP med 2% og i andet kvartal med 6,9%. Men sammenlignet med mange andre lande har slaget været mindre. Det skyldes primært to forhold: 1) eksportens sammensætning og 2) de massive hjælpepakker. 

At dansk eksport har været relativt forskånet indtil nu skyldes i høj grad medicinalindustrien der tæller for 20% af den danske industriproduktion og ca. lige så stor andel af den danske vareeksport. Da coronavirussen ramte hamstrede mange lande, inklusiv det vigtige amerikanske marked medicinalprodukter. Dette øgede salg og fremgangen for medicinalindustrien har givet indtryk af, at dansk eksport har klaret sig relativt uskadt gennem krisen indtil nu, med et beskedent fald i vareeksporten på 1% i første halvår af 2020 i forhold til samme periode sidste år. Men ser man bort fra medicin er vareeksporten faldet med 7% i første halvår af 2020. Mens eksport i det hele taget direkte og indirekte berører over 800.000 job, er der kun 22.000 ansat i medicinalindustrien. Så med andre ord skjuler hovedtallene en anderledes alvorlig virkelighed for den “almindelige” eksportvirksomhed i Danmark. Mange af disse har brugt lønkompensationsordningen, indtil denne stoppede den 28. august. Men flere og flere kapitalister er ved at indse, at den nuværende krise ikke bare er en corona-krise, men mere strukturel. De vil derfor forsøge at trimme deres medarbejderstab til det mindre marked, samt opsige lokalaftaler osv. for at sænke deres lønomkostninger. “Mean and lean” er deres kodeord. Krisens byrde læsses over på arbejderklassen, for at redde kapitalejernes overskud. 

Samtidig med at samfundet blev lukket ned iværksatte regeringen en række økonomiske redningspakker af historiske dimensioner. 400 mia. måtte Nationalbanken hente på pengemarkederne, og finansministeriet skønner at statens finansieringsbehovet i 2020 ender på 375 mia. mens nettofinansieringsbehovet (forskellen mellem indtægter i form af skatter osv. og udgifter til løn, støtteordninger osv.) skønnes at udgøre hele 248 mia., godt og vel 20% af finanslovens budget for 2020 eller 11% af BNP. Kompensationsordningerne var så omfattende, at antallet af konkurser i månederne med nedlukning var markant lavere end normalt. 

Ud over forskellige kompensationsordninger betyder udskydelsen af indbetalingen af A-skat og moms også meget i denne sammenhæng. Moms i to kvartaler udgør godt og vel 100 mia mens personskatterne er omtrent det dobbelte. Disse er altså penge som staten regner med at få ind igen startende fra september 2020 og løbende ind i foråret 2021. Men for mange mindre solide virksomheder kan netop denne gældspukkel blive dråben der får bægret til at flyde over i de 

næste kvartaler. Allerede nu oplever mange håndværkere og andre virksomheder at deres virksomhedskunder er bagud med betalingerne. Når først SKAT skal have sine penge ind, kan vi meget vel se en regulær konkursbølge. 

Under den første smittebølge var de borgerlige økonomer henrykte over det faktum, at folk købte huse og sommerhuse som aldrig før. De tog det som indikation på at husholdningerne var optimistiske og at krisen ikke ville blive dyb eller langvarig. Men som bekendt lyser en glødepære kraftigere netop inden tråden brænder over. Det samme gjaldt for boligmarkedet. Mange der havde planer om at søge ud af byen blev ekstra tilskyndet af nedlukningens halv-klaustrofobiske effekt kombineret med at langt de fleste ikke oplevede økonomisk tilbagegang pga. kompensationsordninger. Ja flere sparede tværtimod penge ved ikke at kunne tage på ferie. Men det er slut nu. Når fyringer og konkurser tager fart, særligt udenfor servicesektoren, så vil boligmarkedet blive hårdt ramt, da de danske husholdninger er nogle af de mest forgældede i verden, som vi har forklaret tidligere. Denne gældsbyrde vil vende tilbage med dobbelt kraft i en hård nedtur. 

Samlet set er det altså en historisk alvorlig krise vi ser ind i. En krise som arbejderklassen bliver bedt om at betale regningen for. Men også en krise der i høj grad vil udstille kapitalismens manglende evne til at levere et nogenlunde anstændigt liv for de brede masser. Og der er altså intet økonomisk grundlag for regeringens lovede udbygning af velfærden og progressive miljøpolitik. Kapitalismens krise er en krise i reformismen. Den herskende politiske strømning i arbejderbevægelsen – højre-socialdemokratismen – vil i stadig højere omfang blive udstillet. Hele deres verdenssyn er formet af ideen om, at hvad der er godt for den danske arbejdsgiver også godt for den danske arbejder. Når økonomien går i krise, og arbejdsgiverne fattes penge, og trues af de internationale konkurrenter så stiller reformismens sølle eksistenser også i stigende omfang på kapitalistklassens side, overfor arbejderklassen for at gennemtvinge lavere omkostninger for kapitalistklassen. 

Regeringens hvedebrødsdage lakker mod enden 

Efter sommerferien skulle regeringen præsentere sit længe ventede udspil til en pensionsreform der skulle give mulighed for tidligere tilbagetrækning til nedslidte arbejdere. Dette var måske det vigtigste løfte som havde sikret socialdemokraterne valgsejren. Det var selve krystalliseringen af 

deres re-branding som socialdemokratiet-classic. Op til valget havde regeringen være meget vag om hvem præcis der ville blive omfattet af den nye ret til tidlig tilbagetrækning. Så mere eller mindre alle arbejdere kunne se sig selv som værende målgruppe. Dette blev ikke mindre af at Danmark har Europas højeste pensionsalder som blot vil stige fremover, mens kun ganske få arbejdere vil kunne se sig selv fortsætte på jobbet indtil de er 70 eller endda 74 år, som velfærdsforliget fra 2006 lægger op til. 

Uden at gå ind på de mange og meget komplicerede spidsfindigheder i socialdemokraternes udspil kan vi bare konstatere at det trods de meget store forventninger berører utroligt få personer. Men ikke bare det. Socialdemokraternes udspil lykkes også i at spille forskellige grupper af arbejdere ud mod hinanden i en absurd diskussion om hvem der har det værst. Det er naturligvis ikke tilfældigt. Formålet er at fjerne fokus fra det faktum, at regeringen vil stemme for at hæve pensionsalderen endnu engang i efteråret 2020. Samtidig vil de også gennemføre en kontanthjælpsreform for at hente et eventuelt “tabt arbejdsudbud” tilbage ved at presse flygtninge og indvandrere endnu hårdere, i et forsøg på at modstille velfærd og indvandrere. 

At regeringens udspil ville blive elendigt, har vi vidst siden deres oprindelige udspil i 2019. Men det var påfaldende i hvor høj grad det faldt pladask på maven ved dets lancering. Til trods for stor ros fra samtlige forbundsformænd og den socialdemokratiske troldehær på sociale medier, sidder de fleste arbejdere tilbage med en fornemmelse af, “var det det?” Selv hvis man opfylder deres komplicerede krav, kan man måske få lov at gå på pension som 70 årig i stedet for som 73 årig. Men hvad hjælper det hvis man er nedslidt ved 60? 

Pensionsspørgsmålet er første gang Mette Frederiksens socialdemokrati bliver testet på dets løfter om at have lagt Helle Thorning bag sig og være vendt tilbage til socialdemokratiet classic. Hele vejen igennem har RS, som drengen i H.C. Andersens eventyr, påpeget at socialdemokraterne ikke har noget tøj på. De kan ikke både føre en “ansvarlig” økonomisk politik inden for rammerne af en kapitalisme i nedgang, og forsvare arbejderklassens interesser. De to hensyn er direkte modsatrettede. 

Klimaspørgsmålet

Socialdemokratiet kom til magten efter hvad der blev døbt “klimavalget”, fordi alle partier (med få undtagelser) blev presset til at fremstå “grønne” af en massiv klimabevægelse. Det var en bevægelse med revolutionære implikationer, hvor millioner af især unge blev mobiliseret verden over. Unge der begyndte at drage den konklusion, at det var nødvendigt med en systemforandring for at løse klimakrisen. Også herhjemme blev klimabevægelsen stor og titusindvis af unge radikaliseredes. Men bevægelsen blev hurtigt overtaget af forskellige NGO’ere, der afsporede bevægelsen ad “ufarlige” systembevarende kanaler. Fra at have haft systemforandrende krav blev hele bevægelsen rettet ind mod parlamentet og kravet om en klimalov.

Hvor tomt og indholdsløst dette krav var, blev tydeligt, da den nyvalgte socialdemokratiske regering indfriede kravet og gennemførte en klimalov. Fra klimabevægelsen og venstrefløjen blev den nye lov rost til skyerne. Enhedslisten kaldte den “vores partis største politiske sejr!” og SF som “definerende for vores tid”. Men realiteten er, at klimaloven er varm luft . NGO’ere fik med hjælp fra venstrefløjen lukket al luft ud af klimabevægelsen og de tusindvis af unge, der kunne have draget revolutionære konklusioner, står efterladt tilbage uden svar eller løsninger.

Alt tyder på at regeringen nu, på foranledning af især de Radikale, af konkrete tiltag på klimaområdet vil indføre afgifter, dvs. få arbejderklassens til at betale. Det vil have den reaktionære konsekvens at sætte en kile ned mellem arbejderklassen og de unge, der ser klimaspørgsmålet, som det afgørende.

Men klimakrisen kan kun løses som en del af klassekampen. Det faktum at 100 virksomheder alene står for mere end 70 procent af verdens CO2-udledning er et klokkeklart bevis herpå. Hvis klimakampen adskilles fra klassekampen kan det have ekstremt reaktionære implikationer, som som vi f.eks. har set det i Østrig, hvor De Grønne er gået i regering med de Konservative. Såkaldt grønne tiltag bruges som rambuk til at smadre arbejderklassens forhold. Arbejderklassen er den eneste gruppe, der har magten til at skabe et samfund, hvor hensyn til mennesker og miljø sættes over profit. De titusindvis af unge der blev vækket politisk til live i klassekampen kan vindes til revolutionære ideer, men kun ved en klar klasselinje.

Klimabevægelsen døde ned, da klimaloven blev vedtaget. Men de tusindvis af unge, der troede at nu skete, der rent faktisk noget, er blevet slemt skuffet. En stor del af dem begynder at drage konklusioner om, at en lov ikke er nok, men at der må systemforandring til. Men denne radikalisering sker på individuelt niveau. Selvom XR og FFF forsøger at mobilisere til en ny klimabevægelse fejler de, må de nu sande, at det koster at så illusioner – deres ukritiske fokus på klimaloven har gjort dem ude af stand til at mobilisere på stor skala. De folk, der indser behovet for systemforandring, kan vindes til revolutionære ideer, til RS, hvis ikke risikerer vi, at de desillusioneres eller drager ultravenstre konklusioner.

Når tilliden til systemet smuldrer 

For at forstå perspektivet for den næste periode, må vi se på hvor vi kommer fra. Op til den socialdemokratiske regerings tiltræden i 2019 var gået en række år hvor mistilliden til politikere og samfundsinstitutionerne var steget støt. Men denne udvikling blev for en tid brudt af ovennævnte årsager som gav en midlertidig illusion af at “fornuften”er vendt tilbage i systemet, mens virkeligheden er, at Mette Frederiksen var heldig. At hendes formynderiske taktik rent undtagelsesvis stemte overens med den virkelige situation. Men det betyder ikke at den ophobede mistillid er forsvundet. Den ligger stadig under overfladen. Så når tilliden til regeringen begynder at smuldre, så vil det ikke bare resultere i en tillidskrise for regeringen og en historisk krise i socialdemokratiet, men accelerere mistilliden til selve systemet. 

Danskerne har indtil nu handlet “fornuftigt” og fulgt myndighedernes retningslinjer meget tæt. Men de 15.000 unge til til BLM demonstrationen i juni, mens truslen om smitte var allestedsnærværende, bekræfter at store kræfter lurer under overfladen. Det er en energi som vil komme til overfladen i den næste periode. 

Socialdemokratiet som borgerskabets støttepunkt

Efter flere valgperioder med Lars Løkke som leder, er borgerskabets primære parti Venstre i dyb krise og ingen borgerlige partier har styrken til at tage over. Det borgerlige Danmarks krisetilstand skyldes dog ikke Lars Løkkes person, men mere dybtliggende årsager. Siden den store recession i 2008 har de forskellige danske regeringer i større eller mindre grad været præget af krise. Det skyldes at de –  dikteret af hensyn til verdensmarkedet og den internationale finanskapital – har skullet gennemføre en afvikling af velfærden. Det er en politik som der i realiteten ikke er flertal for i befolkningen. Mens Helle Thorning og Bjarne Corydon bare klappede hælene sammen og “gik reformamok” – med det resultat af Socialdemokratiet opbrugte store reserver af sin historiske autoritet – forsøgte Lars Løkkes regeringer efter dem med alle mulige krumspring at undgå det uundgåelige, og holde fast i magten for enhver pris. 

Men det var ikke uden omkostninger. I hans overlevelseskamp har han gennem årene brændt alle broer og i høj grad været medvirkende til at den borgerlige blok nu er en rygende ruinhob. På den måde afspejlede Lars Løkke tydeligt borgerskabets krise. Da Lars Løkke til sidst måtte kaste håndklædet i ringen, var der ikke mere tilbage at give af for de borgerlige. Kapitalistklassen havde intet andet valg end at svinge bag Mette Frederiksen, som den eneste garant for stabilitet. Stabilitet har da også været kendetegnende for hendes regering, indtil nu. Men den herskende klasses dilemma er, at Mette Frederiksen kun er stærk og stabil idet omfang hun ikke angriber arbejderklassen. Men sådanne angreb er netop hvad verdensmarkedet og den internationale konkurrence dikterer, og hvad kapitalistklassen skal bruge hendes styrke til. Med andre ord står de og regeringen i en umulig situation, som at løse cirklens kvadratur. Hun kan kun fejle. Og i det øjeblik regeringen fejler, har kapitalistklassen ikke noget stabilt alternativ at falde tilbage på, hvilket vil kaste det politiske system, ikke bare tilbage i ustabilitet, men ud i en ustabilitet på et langt højere niveau, hvor én kriseregering vil afløse den næste.

Denne proces er allerede begyndt, men af uventet vej. Metoo-bølgen ramte som et lyn fra en klar himmel i oktober. Ikke fordi sexisme og kvindeundertrykkelse er et nyt fænomen. Kvindeundertrykkelse har eksisteret i tusindvis af år, helt tilbage fra klassesamfundets opståen, og er en integreret del af kapitalismen. Det “nye” er at sexisme og kvindeundertrykkelse er blevet sat på dagsordenen og ikke mindst at det har kostet nogle af de mest magtfulde politikere deres positioner, heriblandt den magtfulde socialdemokratiske overborgmester. At en bølge af metoo sager vælter frem til overfladen netop nu, er symptom på tre ting:

1) et gennemråddent politisk system. I de officielle partier har politiske principper ingen plads. Alt handler om det mest nederdrægtige karrieremageri: At finde sine modstanderes personlige svagheder, ydmyge dem, for at for at hævde sig selv. Alt sammen for selv at komme til truget. Sexisme er blot ét af mange værktøjer til dette. Sålænge karriere og ikke politiske principper er det drivende formål med politik (som det altid er tilfældet i borgerlig parlamentarisme) er det umuligt at fjerne det giftige miljø.

2) en underliggende politisk radikalisering, særligt blandt unge. Ligesom i forhold til klimaspørgsmålet vil store dele af ungdommen ikke længere finde sig i hykleri, men kræver handling og opgør med uretfærdighed og de problemer der eksisterer i samfundet. Den selvtilfredse og hovne politiske elite der har set sig hævet over alt og alle kan ikke længere skubbe unge kvinder rundt som de plejede. En ny generation er ved at rejse sig.

3) at den politiske stabilitet som har præget Danmark siden den nye regering kom til, har været en tynd skorpe over et sydende kaos af ustabilitet. Et kaos der afspejler den dybe krise i kapitalismen. De krænkelser der er kommet frem er således hverken nye og mange af dem heller ikke ukendte. Den tidligere overborgmester er fx i årevis blevet refereret til som “slikke-Frank”. Det er ikke tilfældigt, at det er netop NU at disse gamle sager, der så længe har været ufarlige, pludselig kan fælde selv magtfulde folk som en overborgmester og måske endda udenrigsministeren. I den sammenhæng var metoo en tilfældighed der udtrykte en dybere nødvendighed. Stabiliteten måtte brydes. Havde det ikke været gennem metoo, så havde det sket igennem noget andet. Men metoo har også sin egen logik. Metoo-sager har vist sig som et kraftfuld våben mod politiske modstandere og kan udnyttes af den ene karrieremager imod den anden. Og næsten alle politikere har noget på hinanden. Således er landets journalister i skrivende stund blevet bombarderet med tips om skeletter i skabet hos den ene politiker efter den anden – både fra ofrene selv, men i høj grad også for andre politikere der kan drage personlig fordel af en skandale. Bolden ruller. Det er usandsynligt at metoo vil blive “lagt død” og stabiliteten genoprettet. Tværtimod må vi forvente, at det eneste der vil stoppe metoo skandalerne er at de drukner i endnu større kriser. Den generelle politiske krise der har præget så mange andre lande er ved at gøre sit indtog i Danmark.

Enhedslisten i krise 

Interne konflikter i Enhedslisten har ikke den store betydning for klassekampens forløb i Danmark. Alligevel må vi, som en lille revolutionær organisation dvæle lidt ved de seneste udviklinger i partiet, fordi Enhedslisten er det parti som de fleste radikaliserede studerende og arbejdere har som referencepunkt. Enhedslisten har altid haft vanskeligt ved at forholde sig til Socialdemokratiet, det store, traditionelle arbejderparti. Og da Enhedslisten aldrig har været et revolutionært parti, men derimod fra start fokuseret på det borgerlige parlament (det startede som en fælles opstillingsliste), har forholdet til storebroderen redet partiet som en mare. For hvis man ikke ser ud over rammerne af det borgerlige parlament, så gælder “mandaternes logik” som Enhedslistens politiske ordfører udtrykker det: Altså; vil man ikke lægge stemmer til socialdemokratiske forringelser, så risikerer man at de laver politik med de borgerlige eller endda at den socialdemokratiske regering vælter og at en borgerlig regering kommer til. Denne parlamentsfikserede tilgang er de facto det samme som en blankocheck til socialdemokratiets folketingsgruppe. Siden valget i 2011 hvor Enhedslisten gik fra at være parlamentarisk ligegyldigt med 2-3% af stemmerne og blev til en reel faktor med 6-7% af stemmerne har dette dilemma stået stadig mere smertefuldt frem. 

Partiet har siden sin dannelse haft et modsætningsforhold imellem sine programmatiske mål og selvforståelsen blandt de aktive medlemmer udtrykt i Hovedbestyrelsen på den ene side og den parlamentariske virkelighed og folketingsgruppen/apparatets ageren i denne på den anden side. 

Et sådant modsætningsforhold kan ikke bestå for evigt, men må løses. Enten ved at partiets ageren ændres så den stemmer overens med programmet, eller visa versa. 

Med den større repræsentation i Folketinget fra 2011 og markant større statsstøtte har Enhedslisten fået et betragteligt apparat. Et apparat der næsten udelukkende er fokuseret på parlamentet. Dette forstærkes af det faktum, at partiet ligesom alle andre partier i Folketinget er økonomisk afhængig af støtten fra staten, som er bundet op på den parlamentariske repræsentation. Fra partiapparatets synspunkt er medlemmerne, ud over at være hænder til at føre valgkamp, et irritationsmoment i det daglige parlamentariske arbejde. Og særlig hovedbestyrelsen som formelt har noget at skulle have sagt, spænder ofte ben for en strømlinet kommunikation til medierne og et gnidningsfrit parlamentarisk arbejde, ved at kræve at blive involveret, og ved at visse af dens medlemmer ofte udtrykker offentlig kritik af den førte politik. Dette modsætningsforhold er kommet til udtryk i stadig større og mere giftige konflikter i hovedbestyrelsen, mellem den traditionalistiske venstrefløj der vil fastholde mindretalsbeskyttelse og en relativ flad partistruktur og en “fornyerfløj” der ønsker at professionalisere og normalisere partiet, så folketingsgruppen bliver de facto helt politisk uafhængig i sin ageren. 

Konkret ønsker fornyerfløjen at fjerne det besværlige mindretal i hovedbestyrelsen ved at indføre urafstemning til hovedbestyrelsen. Dette vil drukne det mere kritiske mindretal som har relativt stor opbakning blandt de aktive medlemmer, i et hav af passive medlemmer som vil stemme på dem de kender, dvs. de kendte folk der har været i medierne, altså folketingsgruppens og apparatets folk. 

Hvis apparatet og folketingsgruppen får held med deres foretagende vil det sende den relativt lille venstrefløj ud i en alvorlig eksistentiel krise, fordi den altid har støttet sig på positioner i partiet. Politisk vil det betyde en yderligere højredrejning af partiet og at flere unge som ser sig som socialister, i mindre grad vil blive tiltrukket til Enhedslisten men vil se andetsteds. 

Som det er praksis i partiet blev spørgsmål til landsmødet i Enhedslisten udskudt. Men et opgør nærmer sig ikke desto mindre. Og en succesfuld intern kampagne fra apparatet vil stille resterne af de oprindelige organisationer som dannede Enhedslisten (VS, DKP og ikke mindst SAP) i en overordentlig vanskelig situation. De har været vant til at leve af Enhedslistens organisatoriske ressourcer, og har aldrig haft en klart defineret alternativ politik, for slet ikke at tale om en revolutionær eller marxistisk politik. Uden mindretalsbeskyttelsen er de prisgivet og må i højere grad støtte sig på egne ressourcer, hvilket de ikke har været vant til i årtier. Igen må vi understrege at dette ikke vil have den store betydning for klassekampen, men for RS, som en lille organisation der henvender sig til et relativt smalt lag af politisk bevidste arbejdere og unge, vil udviklingerne i Enhedslisten være et emne der vil blive diskuteret. 

Kampagne mod SUF og SUF’s store potentiale 

SUF har i en del år være i krise, men ikke desto mindre er det stadig den største organisation på den yderste venstrefløj, og en organisation som tiltrækker de mest venstreorienterede og radikaliserede unge. 

SUF har altid været en torn i øjet på de lag i Enhedslisten som vil “normalisere” partiet. De vil have en medgørlig ungdomsorganisation, en kampagneorganisation, en rugekasse for karrierepolitikere. De ønsker en ungdomsorganisation som de andre partier på Christiansborg har, i stedet for en semi-selvstændig organisation som SUF, som fra tid til anden giver alvorlige problemer (som da de korrekt undsagde Enhedslistens støtte til krigen i Libyen), men som også er arnested for mere venstreorienterede profiler som siden får positioner i Enhedslisten, og skaber problemer. 

Gennem årene har forskellige forsøg på konkurrerende formationer været startet op (Enhedslistens Ungdomsnetværk etc.), som forsøg på at lave en konkurrerende ungdomsorganisation, med en langt mere reformistisk politik. Men hver gang har de slået fejl og SUF har lykkedes i at få dem fejet af banen. 

I foråret blev et nyt sådant forsøg imidlertid søsat, men med langt større kraft end tidligere. I al hemmelighed afholdt over 80 personer en stiftende kongres for en ny organisation kaldet Rød-Grøn Ungdom (RGU). Målet var at skabe et fikst og færdigt velfriseret alternativ til SUF – et fait accompli – som Enhedslistens årsmøde så kunne anerkende. Drivkræfterne i initiativet var foruden prominente folk i toppen af Enhedslisten ex-SUF’ere, der efter at have indset at de ikke fik flertal i SUF for en mere reformistisk politik, brød ud og forsøgte sig med i stedet at udmanøvrere SUF. RGU er på den måde Enhedslistens højreorienterede gøgeunge. Politisk er RGU ikke til at kende fra SFU og er derfor dømt til at vegetere i konstant krise når den første adrenalin hos initiativtagerne har lagt sig. Men én ting har RGU i hvert fald haft succes med: Den har fungeret som et filter der filtrerede de mest reformistiske elementer fra og dermed efterlod SUF med en mere venstreorienteret medlemsbase. Det åbner en meget interessant mulighed for SUF. 

Under de nuværende forhold, med dyb krise i kapitalismen, radikalisering af unge og en begyndende krise i Socialdemokratiet har SUF, som en selvstændig, revolutionær ungdomsorganisation med et simpelt revolutionært program overordentlig store muligheder. 

RS har med sin relativt begrænsede størrelse kunnet gøre sig bemærket både blandt studerende, men også ved forskellige arbejdskampe, gennem disciplineret arbejde, baseret på et klart politisk grundlag. 800 unge organiseret over hele landet kunne, med en klassebaseret og konsekvent revolutionær politik – en marxistisk politik – ikke bare gøre sig bemærket, men få direkte indflydelse på klassekampen og blive en enorm inspirationskilde for også den ældre del af arbejderklassen. 

Med unge på mere eller mindre alle ungdomsuddannelser og på dusinvis af arbejdspladser kunne koordinerede politiske kampagner, som forbandt unge studerendes kamp med arbejderklassens ditto virkelig sætte dagsordenen. Hvis bare en brøkdel af de SUF’ere der har et studiejob blev aktive i deres ungdomsfagforening og fremførte en nogenlunde ens klassebaseret politik, kunne DSU’s historiske dominans udfordres og et nyt kapitel åbne sig i ungdomsfagbevægelsens historie. Det kunne blive et første skridt til tilbagevenden til en kamplinje for dansk arbejderbevægelse. Mulighederne for SUF er med andre ord enorme. 

Barrieren for at udnytte disse muligheder er politiske. Som svar på den seneste offensiv fra apparatet i Enhedslisten har SUF i høj grad forsøgt at tilpasse sig den officielle politik fra Enhedslisten – som bliver fastlagt af partiets apparat og folketingsgruppe, i et forsøg på at elske deres modstandere til døde. Men i stedet for at afværge angrebet, svækker det SUF, både internt og blandt Enhedslistens medlemmer. 

Lad os slå fast: Vi støtter helhjertet SUF i kampen mod Enhedslistens højrefløj. Og netop derfor må vi sige tingene så klart og ærligt som muligt: Den organisatoriske manøvre og smædekampagne fra Enhedslistens højrefløj skal ikke mødes af tilpasning, men af en politisk offensiv. Jo mere klar, klassebaseret og jo mere åbent socialistisk en sådan bliver, jo mere entusiasme vil det vække blandt SUF’s egne medlemmer og blandt de bedste lag i Enhedslisten, og jo flere ville kunne mobiliseres til aktivt forsvar for SUF og en socialistisk politik. 

Hvis SUF derimod forsøger at efterligne RGU’s politik, eller gøre sig mere “politisk spiselig” vil det undergrave ethvert argument for hvorfor det er værd at fastholde SUF. Det vil demobilisere SUF’s medlemmer og støtter. Der er i stedet mere end nogensinde brug for en socialistisk politik der i klare vendinger afslører Christiansborgs hykleri og stiller SUF 100% på arbejderklassens side, på et revolutionært grundlag. Og for første gang i mange år vil et sådant rent faktisk reflektere den objektive situation i det kapitalistiske system som den udvikler sig netop nu. SUF vil på den måde kunne blive et omdrejningspunkt for alle de unge (og gamle) der er lede og kede af den grå grød på midten, og som er frustrerede over at Enhedslisten er på vej i den retning. 

En sådan radikal politisk omstilling er vanskelig men ikke umulig. Men det kræver et teoretisk grundlag at navigere ud fra, og et klassestandpunkt hvilket også vil betyde et politisk opgør med identitetspolitikken og andre småborgerlige ideer som, i mangel på et marxistisk program, har fået en del spillerum i SUF, og efter landsmødet i SUF ser ud til at være blevet befæstet i SUFs ledelse. Et opgør der ikke kan tages organisatorisk, men gennem grundig politisk diskussion, hvor alle medlemmer involveres.

Hvad SUF’s videre fremtid vil byde på er altså et åbent spørgsmål. Det lader til, at højrefløjen i Enhedslisten har valgt en belejringstaktik for langsomt køre SUF ned, gennem smædekampagner og sabotage, mens RGU løftes op som skinnende alternativ. Dette, samme med en større plads til identitetspolitikken, vil skabe en meget negativ situation i SUF hvor hundredvis af potentielt revolutionære unge risikerer gradvist at blive desillusionerede og falde ud af politik. Men der sker også en modsatrettet udvikling. Vi ser lag i SUF på lokalt plan som bevæger sig i retning af en marxistisk position og politik. Denne udvikling er ekstremt positiv, og må tilskyndes og assisteres i videst muligt omfang af alle der kalder sig marxister. RS vil gøre sit til at forbinde sig med disse lag og vise et perspektiv der rækkere videre end den interne fnidder og manøvrer fra Enhedslistens apparat.

En ny virkelighed på fabriksgulvet 

I et par år op til coronakrisen og efter den første bølge så vi en række små, men succesfulde faglige konflikter, organiseret fra bunden. Det var arbejdere der gennem resolut strejke og kollektiv handling mange gange var i stand til at presse deres krav igennem. Disse konflikter afspejlede den energi der ligger og ulmer i arbejderklassen efter at have bøjet nakken i et årti efter den sidste krise. Men nu har verdenskrisen ramt os. På en række virksomheder, endda i Københavns Zoo har arbejdsgiveren bevidst fyret tillidsrepræsentanten op til en lokalforhandling. Det samme sker på andre arbejdspladser, op til fyringsrunder. Det er ikke normal praksis i følge den højt besungne danske model. Ifølge den er tillidsmanden bindeled mellem ledelsen og arbejderne og han er beskyttet. Det koster virksomheden bod at fyre ham, og han er normalt den sidste der ryger. Men det er klart, at når kapitalisterne vil stramme skruen og sænke lønnen, så kan omkostningerne ved en bod (et par hundrede tusinder) være en investering værd, hvis de forventer at kunne spare mere samlet set. Denne fremgangsmåde tyder på et skift blandt arbejdsgiverne, som vil have prisen på arbejde presset ned, og er villige til at svække den danske model som i årtier har hjulpet dem med at holde arbejderklassen i ro. 

Det fagretslige system og den danske model er i det hele taget magtesløse i en krise som den nuværende. I det omfang de bruges til noget er det for at påtvinge arbejderklassen lønnedgang og fleksibilisering af deres forhold, som vi så det med corona-trepartsaftalerne, der tillod hjemsendelse uden løn, suspendering af lokalaftaler og lønnedgang gennemtrumfet med trussel om fyring. 

Krisen gør det mere tydeligt end tidligere, at arbejderklassen kun kan stole på sine egne kræfter. Kun resolut handling fra arbejderne på gulvet i form af strejke har effekt. Det vil også blive tilfældet når en ny smittebølge rejser spørgsmålet om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Det var spørgsmål der i forårets smittebølge gav anledning til flere spontane arbejdsnedlæggelser. Derfor er der behov for at genoplive netværket der blev bygget op i forbindelse med OK20 og sætte det i aktion nu, så lokale kampe kan forbindes på tværs af virksomheder og fag, ud fra parolen; et slag mod én er et slag mod alle. For at stå stærkest og for at generalisere kampene. Coronaens effekt på klassekampen er ikke sekundær. Spørgsmålene om arbejderklassens sikkerhed og sundhed under en epidemi er sprængfarlige for den herskende klasse. De er farlige fordi de meget hurtigt bevæger sig fra det rent faglige område til det politiske, fra det lokale til det nationale og mod regeringen. Politiske strejker er en højere form for klassekamp. 

Denne nye situation hvor fagligt aktive og arbejdere på flere og flere arbejdspladser selv handler, uden at vente på det fagretslige system, har vigtig betydning for RS. Det giver os en chance for at forbinde os og de marxistiske ideer med de mest bevidste arbejdere. Det er ideer som lå til grund for den internationale og danske arbejderbevægelse, men som har været forvist til sidelinjen så længe. Tidligere rystede mange på hovedet når vi dukkede op til faglige aktioner. Det er der stadig enkelte die-hard socialdemokrater der gør. Men noget er ved at ændre sig. Tillidsmænd og endda lokale fagforeningsfolk stiller nu ofte gerne op til interview til vores avis. Vi er flere gange blevet inviteret med til aktioner. Argumenter fra vores artikler blev brugt direkte af en fagligt aktiv taler til demonstrationen mod højere pensionsalder. Arbejdere og fagligt aktive i hele landet tager varmt imod vores agitatoriske plakater med overgangskrav som rækker ud over hvad kapitalismen kan levere. Det er alt sammen små skridt og anekdoter. Men de viser at der er en åbning i dansk arbejderbevægelse, som vi må udnytte så godt som muligt. 

Vi har nu muligheden for at knytte vores studenterkammerater og organisation i det hele taget tættere til arbejderklassen og begynde at slå rødder. Fagligt arbejde og agitatorisk arbejde generelt vil være områder som vil få højere prioritet i den næste periode og der er ingen tvivl om at nye muligheder vil åbne sig op, ikke mindst blandt lærlinge og ungarbejdere. Fagligt arbejde blandt unge i denne kontekst vil ikke være som for ti år siden. Krisens omfang betyder at bredere lag bliver radikaliserede og dermed at grobunden for de marxistiske ideer bliver stadig mere frugtbar også blandt fagforeningernes medlemsbase. Den betyder, at ikke bare unge studerende men også unge arbejdere ledere efter sammenhængende forklaringer af en verden i krise – forklaringer som kun marxismen kan give. 

Byg kimen til et revolutionært parti 

Som ovenstående forhåbentligt viser, er den periode vi er gået ind i ikke som nogen anden RS har oplevet tidligere. Ja, faktisk er der ingen der har direkte erfaringer at kunne trække på. Med andre ord stiller krisen nye krav til os som marxister og klassekæmpere. Alene corona-epidemien er en gigantisk udfordring for kontinuerligt politisk arbejde, med den stadige regn af restriktioner. Men omstilling mellem fysisk og online-aktivitet er den mindste udfordring. Den næste periode kommer til at stille os overfor nye spørgsmål og nye muligheder, om det så er indenfor studenterarbejde, hvordan vi forholder os til andre organisationer, åbninger for fagligt arbejde eller noget helt fjerde. 

Samtidig skal vi holde vores øjne på bolden: RS er alt for lille i forhold til de store opgaver der står foran os. Al teori og politik i verden giver kun mening hvis vi bygger en organisation der kan føre ideerne ind i arbejderklassen og her spiller unge studerende en nøglerolle. Som vi har forklaret i vores manifest, så er det den gruppe som er umiddelbart mest åben overfor revolutionære ideer og perspektivet for at bygge et revolutionært parti fra bunden. Mens det for år tilbage var studenterbevægelsen der så at sige satte tempoet i forhold til protester, har den været næsten helt død de sidste år. Det betyder, at de bedste unge naturligt retter deres blik mod arbejderklassens kampe. Fokus er skiftet og det er vores opgave at hjælpe dette på vej. At vinde de mest bevidste unge på universiteter og gymnasier og bringe de dem ind i klassekampen, og på den anden side bringe klassekampen ind på universiteter og gymnasier. 

I en sådan usikker og omskiftelig periode er det vigtigere end nogensinde at vi fastholder og udbygger vores teoretiske fundament. Det er vores vigtigste styrke. I lang tid har det været relativt abstrakt når vi har sagt, at marxisme er en guide til handling. Men i den næste periode vil det blive meget konkret, når vi skal forholde os til helt nye spørgsmål og navigere mellem forskellige forhindringer, for at få det maksimale udbytte af vores begrænsede ressourcer, og for at kunne modstå pres fra fremmede klasser. Alle kammerater må derfor stræbe mod at uddanne sig selv i marxistisk teori, så hurtigt som muligt. For vi får brug for alle kræfter: Kadrer der har lært af historien, der er stålsatte omkring principperne og samtidig maksimalt fleksible i forhold til taktik. Kadrer som har den politiske selvtillid til at turde gribe chancer når de byder sig, og som forstår at bygge en dynamisk organisation hvor kollektivet står over individet. “Arbejderklassen har kun sine lænker at tabe, men en verden at vinde”. Men det kræver et revolutionært masseparti for at lykkes. Det er vores opgave.

Tilbage