Verdenspespektivet er blevet diskuteret af alle sektioner i den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) igennem foråret, hvor Revolutionære Socialister er en af dem. Det endelig dokument blev vedtaget i slutningen af juli denne sommer på IMTs verdenskongres 2016.

Året 2016 blev indledt af store fald på børsen i Kina, der fejede hen over hele kloden, i en afspejling af den panik-stemning der findes blandt investorerne. Denne nervøsitet udtrykker borgerskabets frygt for, at verden er på vej mod en ny krise. Kapitalismens historie er en historie om opsving og kriser. Denne cyklus vil fortsætte, indtil der er gjort en ende på kapitalismen, ligesom en person ånder ind og ud, indtil han eller hun dør. Men ud over disse begivenheder kan man skelne mellem længere perioder, kurver med udvikling og tilbagegang. Hver periode har forskellige kendetegn, der har en afgørende indflydelse på klassekampen.

Nogle, eksempelvis Kondratiev og hans moderne efterlignere har forsøgt at forklare dette mekanisk. Kondratievs ideer er på mode for tiden, fordi de forudsætter, at hver nedtur uundgåeligt vil blive efterfulgt af en lang periode med opsving. Denne tanke giver de borgerlige økonomer, der gransker deres hjerner i forsøget på at forstå krisens karakter og finde en vej ud, et tiltrængt gran af trøst.

Den nuværende verdenssituation er karakteriseret af krise på alle niveauer: økonomisk, miljømæssig, finansiel, social, politisk, diplomatisk og militært. Krisens hovedårsag er kapitalismens manglende evne til at udvikle produktivkræfterne på verdensplan. OECD mener, at der ikke vil være nogen betydelig vækst i mindst halvtreds år. Opsving og kriser vil stadig fortsætte, men den overordnede tendens vil være nedadgående. Det betyder, at masserne står foran årtier med stagnerende eller faldende levestandard, og situationen vil være endnu værre i de såkaldte udviklingslande. Det er en sikker opskrift på klassekamp overalt på kloden.

En ny krise truer

De mere seriøse kapitalistiske strateger har tendens til at drage de samme konklusioner som marxisterne, dog med en vis forsinkelse, og fra deres eget klassesynspunkt. De borgerlige økonomers pessimisme viser sig i deres forudsigelser om en periode med “sekulær stagnation”. Den Internationale Valutafond (IMF) påpeger, at den globale finanskrise var værre end tidligere finansielle turbulente episoder og advarer om, at de fleste af verdens førende økonomier bør forberede sig på en længere periode med lavere vækstrater.

IMF’s rapporter er dyster læsning. De har nedjusteret deres prognoser gentagne gange. I forhold til prognoserne i 2012 har IMF revideret sine estimater for omfanget af det amerikanske BNP i 2020 ned med 6%; Europa med 3%; Kina med 14%; ”vækstøkonomierne” (emerging markets) med 10% og 6% for verden generelt. Væksten i de industrialiserede lande har ikke oversteget 2% de seneste fire år.

IMF skønner, at vækstraten i de rige lande i gennemsnit vil ligge på bare 1,6% årligt fra 2015 til 2020. Det er marginalt højere end vækstraten de sidste syv år, men markant lavere end vækstraterne før krisen, hvor den potentielle produktionen voksede med 2,25% om året. Selv dette tal er miserabelt sammenlignet med den moderne industri, videnskab og teknologis kolossale potentiale. Men nu snegler økonomien sig frem, og selv det perspektiv er usikkert. Alt peger på en ny og dyb krise på verdensplan.

Med Christine Lagardes (leder af IMF) ord, “Derudover er udsigterne for væksten på mellemlang sigt blevet svagere. Den ‘nye middelmådighed’ som jeg advarede om for præcis et år siden – risikoen for lav vækst i lang tid – kommer truende nærmere […] Høj gæld, lave investeringer, og svage banker fortsætter med at være en byrde for nogle avancerede økonomier, især i Europa; og ‘vækstøkonomierne’ står fortsat over for økonomiske justeringer efter deres post-krise kredit- og investeringsboom.”

Lagarde advarer om, at afmatningen i Kina vil have afsmittende effekt på de lande, der er stærkt afhængige af den kinesiske efterspørgsel på deres råvarer. Hun sagde, at der var en mulighed for en længere periode med lave råvarepriser, især hos de store råvareeksportører. Hun klagede over, at lav produktivitet holder væksten tilbage. Men det er en forklaring, der intet forklarer.

“Risiciene stiger”, advarer Lagarde. “Vi har brug for en ny opskrift.” Desværre oplyser hun os ikke om, hvad denne nye opskrift kunne være. Men Fonden har åbnet sin kogebog på den side, hvor en meget gammel opskrift står skrevet: at opfordre politikerne i “vækstøkonomierne” til “gennemføre strukturreformer”, dvs. at åbne deres markeder for udenlandske kapitalisters udplyndring, privatisere statsejendom og gøre arbejdsmarkederne mere “fleksible”: det vil sige, at gennemføre tiltag der vil føre til yderligere angreb på jobs, lønninger og arbejdsforhold.

I hjertet af krisen står det faktum, at produktive investeringer – nøglen til ethvert opsving – er faldende. Udgifterne til investeringer forventes at forblive under før-krise niveau, selv hvis det nuværende træge økonomiske opsving fortsætter. Det betyder, at det kapitalistiske system har nået sine grænser på verdensplan og i virkeligheden er gået langt ud over dem. Det faktum kommer til udtryk i det bjerg af akkumuleret gæld, der er blevet videregivet fra den sidste periode. I mange år investerede multinationale selskaber kraftigt i “vækstøkonomierne”, men dette er nu aftaget på grund af den overproduktion (“overkapacitet”), som deres økonomier lider af.

Kapitalisterne har mistet troen på systemet. De sidder på bunker af milliarder af dollars. Hvilken pointe er der i at investere for at øge produktionen, når de ikke kan bruge den produktive kapacitet, som de allerede har? Lavere investeringer betyder også, at arbejdskraftens produktivitet stagnerer. Produktiviteten i USA vokser med sølle 0,6% om året. Kapitalisterne investerer kun for at opnå profit, men det forudsætter, at der er markeder, hvori de kan sælge deres produkter. Den grundlæggende årsag til, at de ikke investerer tilstrækkeligt til at udvikle produktiviteten, er, at der er en overproduktionskrise på verdensplan.

I stedet for at investere i nye fabrikker, maskiner og teknologi forsøger de at øge profitraten ved at sænke reallønnen overalt, i et kapløb mod bunden. Men dette tjener kun til yderligere at forværre selvmodsigelsen ved at reducere efterspørgslen, hvilket igen fører til yderligere fald i investeringerne.

Faldende priser og lave renter, der i normale tider ville være gode nyheder, er nu blevet en dødelig fare. De er et spejlbillede af den økonomiske stagnation og faldende efterspørgsel. Renterne er faldet i det seneste årti. De har nået bunden og er endda blevet negative. Ifølge Andy Haldane, cheføkonom i Bank of England, er det de laveste renter i 5.000 år.

Lav vækst, lav inflation og nul renter er, hvad de borgerlige økonomer betegner som sekulær stagnation. Den økonomiske motor i de industrialiserede økonomier kører ikke meget over tomgang. Det kan ikke holde ret længe. Ifølge Kapitalens strateger ser de farer, som den globale økonomi står over for, mere alvorlige ud nu end på noget tidspunkt siden Lehman Brothers’ konkurs i 2008.

Borgerskabets frygt blev udtrykt godt i en tale fra Andy Haldane i september 2015. Han advarede: “De seneste begivenheder udgør det sidste led i det, man kunne kalde, en tredelt krisetrilogi. Første del af denne trilogi var den ‘angelsaksiske’ krise i 2008/09. Anden del var ‘Euro-områdets’ krise i 2011/12. Og nu er vi måske ved at indtræde i de tidlige stadier af tredje del af trilogien, ‘vækstøkonomiernes’ krise fra 2015 og frem.”

Borgerskabets problem er, at de allerede har opbrugt de mekanismer, de har brug for, for at komme ud af en krise eller mindske dens omfang. Når den næste krise rammer (og det er et spørgsmål om hvornår, ikke hvis) mangler de værktøjer til at kunne reagere på den. Renterne er fortsat meget lave, og de fortsat høje mængder gæld udelukker yderligere kæmpe indsprøjtninger af statslige penge i økonomien. “Instrumenterne til at håndtere en sådan tilstand er ikke uden videre tilgængelige,” som Martin Wolf drilsk udtrykker det.

Global gæld og BRIK-landene

Siden krisen begyndte er den globale gæld faktisk steget. Den finansielle bedring, man havde forhåbninger om, er kun sket i nogle få spredte dele af den globale økonomi. Gældsniveauet er af et hidtil uset omfang. Statsgælden har kun tidligere nået de nuværende niveauer i krigstid, men aldrig i fredstid, og husholdningernes og virksomhedernes gæld er aldrig før nået sådanne højder. Før krisen steg gælden overalt. I USA nåede den 160% af BNP i 2007, og næsten 200% i Storbritannien. I Portugal nåede gælden 226,7% af BNP i 2009. I 2013 var den stadig på 220,4%. I USA er den samlede gæld i øjeblikket 269% af BNP. Kun én gang før i historien har den nået et sådant niveau. Det var omkring 1933, da den nåede 258%, hvorefter den hurtigt faldt til 180%.

Hele meningen med nedskæringsregimet var at sænke gældens omfang, især statsgælden. Men tallene viser, at dette langt fra er tilfældet. I en rapport fra McKinsey Global Institute fra februar 2015 ser vi, at den globale gæld er steget med 57.000 mia. dollars siden 2007, eller fra 269% af verdens BNP til 286%. Det sker i alle sektorer af verdensøkonomien men især med statsgælden, der stiger med 9,3% om året. Denne stigning i gældsniveauerne (“gearing”) sker også i stort set alle lande. Kun nogle få lande, der er afhængige af Kina eller oliepriserne, reducerede deres gæld, men dette er blevet bragt til en brat afslutning i løbet af de sidste to år. Dette enorme bjerg af gæld er en tung byrde på verdensøkonomien, der kvæler efterspørgselen, og trækker produktionen ned.

Alle de såkaldte BRIK-økonomier er i krise: Brasilien, Indien og Rusland er i vanskeligheder. Brasilien og Rusland er faktisk i krise. Afmatningen i de såkaldte vækstøkonomier ser ud til at blive endnu hårdere end i de udviklede kapitalistiske lande. IMF forudser, at deres potentielle produktion, som fortsatte med at vokse i tiden op til krisen, forventes at falde fra 6,5% om året mellem 2008 og 2014 til 5,2% de næste fem år.

Væksten i disse økonomier var en af de vigtigste faktorer, i at forhindre krisen i 2008 fra at udvikle sig til en dyb krise i verdensøkonomien. I løbet af de seneste fem år har de såkaldte vækstøkonomier stået for 80% af den globale vækst. Disse markeder, især Kina, fungerede som lokomotiv for verdensøkonomien før og efter krisen. De var tidligere et vigtigt område for investeringer, når profitable områder var knappe i Vesten.

Men nu har det forvandlet sig til sin modsætning. Fra at være en faktor, der trak verdenskapitalismen op, er det blevet den største trussel, der truer med at trække hele verdensøkonomien med sig ned. Det er ikke kun i de traditionelt udviklede økonomier, at gælden er steget dramatisk. Gælden i de såkaldte vækstøkonomier er svulmet op til hidtil usete dimensioner. Undersøgelsen fra McKinsey viser, at den samlede gæld i “vækstøkonomierne” er steget til 49.000 mia. dollars ved udgangen af 2013, og at de dermed tegner sig for 47% af væksten i den globale gæld siden 2007. Det er mere end dobbelt deres andel af gældens vækst mellem 2000 og 2007.

Ifølge IMF led vækstøkonomiernes samlede valutareserver (en vigtig indikator for kapitalstrømme) i 2014 deres første årlige tilbagegang siden optegnelserne begyndte i 1995. Disse kapitaltilstrømninger minder om blodtilførsel til en person med behov for blodtransfusion. Uden en konstant strøm af kapital vil de såkaldte vækstøkonomier ikke have penge til at betale deres gæld og finansiere deres underskud, samtidig med at de investerer i infrastruktur og udvidelse af produktionen.

BBC citerer tal fra the International Center for Monetary and Banking Studies (ICMBS):

“Siden dengang [2008] er det udviklingslandene [the developing world] især Kina, der har drevet stigningen i gælden. I Kinas tilfælde beskriver rapporten gældens vækst som ‘astronomisk’. Eksklusiv finansielle virksomheder er den steget med 72 procentpoint til et niveau langt højere end nogen anden vækstøkonomi. Rapporten siger, at der også har været markante stigninger i Tyrkiet, Argentina og Thailand.”

”Vækstøkonomierne bekymrer især rapportens forfattere: ‘De kunne blive epicentret for den næste krise. Selvom gearingsniveauet er højere i de udviklede markeder, er hastigheden af den seneste gearingsproces i vækstøkonomierne, og især i Asien, utvivlsomt en stigende bekymring’.”

Nogle af de mest bemærkelsesværdige kapital outflows udspringer i lande, der ophobede gæld hurtigst. Sydkorea, for eksempel, oplevede sin gæld stige i forhold til BNP med 45 procentpoint mellem 2007 og 2013, mens Kina, Malaysia, Thailand og Taiwan oplevede, at gælden steg med henholdsvis 83, 49, 43, og 16 procentpoint.

Disse økonomier bremser også op eller er i recession, hvilket forbereder en dyb global krise i den kommende periode.

Problemer i Kina

Det mest alvorlige er, at den kinesiske økonomi oplever en kraftig opbremsning. Opbremsningen i “vækstøkonomierne” skyldes på den ene side den langvarige nedgang i efterspørgslen i de udviklede kapitalistiske økonomier og på den anden side tilbagegangen i Kina. Dette scenarie vil blive omsat i betydeligt svagere verdenshandel. Dialektisk set er alt indbyrdes forbundet, således at svag efterspørgsel og markeder fører til svag produktion og investeringer. Lave investeringer medfører svage opsving, hvilket igen fører til svag efterspørgsel.

Den eksplosive vækst i industrien i Kina kan ses i statistikkerne, mellem 2010 og 2013 støbte Kina f.eks. mere cement end USA gjorde i hele det 20. århundrede. Men den enorme produktionskapacitet i den kinesiske industri opvejes ikke af en tilsvarende vækst i efterspørgslen på verdensplan. Det uundgåelige resultat er en overproduktionskrise.

I perioden frem til 2007 blev den globale efterspørgsel drevet af kredit og boligbyggeri, især i USA og Spanien. Det kollapsede og efterspørgselen blev samlet op af Kina, der øste milliarder ud i infrastruktur og banklån. Over 40% af BNP blev investeret, hvilket opbyggede produktivkræfterne og efterspørgsel efter råvarer. Det opbyggede også enorm overkapacitet.

At boblen sprang i Vesten begyndende i 2008 førte til, at den kinesiske stat pumpede enorme mængder penge ind i økonomien. Dette førte igen til en enorm spekulativ boble og en massiv ophobning af gæld på alle niveauer i den kinesiske økonomi. Denne boble er i færd med at sprænge med vidtrækkende konsekvenser. Kina går samme vej som Japan, vejen med langvarig stagnation. Den økonomiske opbremsning i Kina har til gengæld betydet et kollaps i råvarepriserne, som har ramt “vækstøkonomierne” hårdt. Endnu vigtigere så står Kina for 16% af verdensproduktionen og 30% af verdens vækst. Når Kina bremser op, bremser verden op.

Overproduktion i Kina påvirker stål og andre forarbejdede varer. Der har været en massiv ophobning af gæld, og der er frygt for et sammenbrud af det overophedede ejendomsmarked. Mere end 1.000 jernmalmminer er på randen af økonomisk kollaps. The Financial Times forudsiger: “Kina, i særdeleshed, kunne se en kraftig nedgang i væksten i den potentielle produktion, i forsøget på at skifte balancen i sin økonomi væk fra investeringer og mod forbrug.”

Den kinesiske premierminister Li Keqiang fortalte den amerikanske ambassadør, at han baserede sin bedømmelse af den økonomiske vækst på tre ting: elforbrug, godsmængder og bankudlån. På dette grundlag har økonomer på Fathom udarbejdet en “Kina Momentum Indikator” fra de tre sæt tal. Indikatoren viser, at det faktiske tempo i væksten kan være så lav som 2,4%. Godsmængder er faldet kraftigt og elforbruget ligger næsten fladt. Som et resultat af faldende vækst har Kina sat renten ned seks gange i løbet af de sidste tolv måneder. De har også devalueret deres valuta for at genoplive eksporten, hvilket intensiverer konflikten med amerikanerne og skaber massiv ustabilitet overalt.

Den faldende vækst i Kina har ramt de økonomier, der er afhængige af eksport af råvarer, især dem der er stærkt afhængige af Kina. Frygten for en kinesisk opbremsning i økonomien kunne mærkes i Kina selv, især i faldet på aktiemarkedet. Myndighederne intervenerede med 200 mia. dollars for at stabilisere markedet, men måtte opgive i sidste ende. Panik har grebet investorerne. “Hvis vi ikke reformerer, bremser den kinesiske økonomi måske så meget op, at den kollapser,” siger Tao Ran, professor i økonomi ved universitetet i Beijing. “Alt det, som vi har opnået i de sidste 20 eller 30 år, vil blive tabt.”

Forskningsafdelingen i Japans næststørste mæglervirksomhed, Daiwa, gjorde, hvad ingen andre har gjort før, og udgav en rapport, hvori den gjorde en global finansiel “nedsmeltning”, som følge af intet mindre end en kinesisk økonomisk katastrofe, til dens ”best case scenario”. Den tilføjede, at virkningen af denne globale nedsmeltning ville “være det værste, verden nogensinde har set.”

Verdenshandlen

En af de mest alvorlige trusler mod verdensøkonomien er gen-fremkomsten af protektionistiske tendenser. Væksten i verdenshandelen i de foregående årtier og intensiveringen af den internationale arbejdsdeling (“globalisering”) fungerede som den vigtigste drivkraft i verdensøkonomien. Med disse midler lykkedes det borgerskabet, delvist og midlertidig, at overvinde begrænsningerne ved nationalstaten. Men nu har alt dette vendt sig til sin modsætning.

Et slående eksempel på dette er Den Europæiske Union, som det europæiske borgerskab (oprindeligt ledet af Frankrig og Tyskland, nu af Tyskland alene) forsøgte at forene i et indre marked med en fælles valuta, euroen. Marxisterne forudsagde, at det ville mislykkes, og at den første alvorlige økonomiske krise ville føre til genopstandelse af alle de gamle nationale splittelser og rivaliseringer, som blev forklædt men ikke afskaffet af det indre marked.

Euroens krise, som er styrtdykket i forhold til dollaren, afspejler den økonomiske krises alvor. Den græske krise er kun det mest åbenlyse udtryk for en krise, der kan føre til euroens sammenbrud og endda selve EU’s opløsning. En sådan udvikling vil få de mest alvorlige konsekvenser for hele verdensøkonomien. Det er derfor, at Obama opfordrer europæerne til at løse den græske krise for enhver pris. Han forstår, at et sammenbrud af EU vil føre til en krise i USA.

2015 markerede femte år i træk, hvor den gennemsnitlige vækst i “vækstøkonomierne” er faldet og har trukket den globale vækst med ned i processen. Før 2008 voksede verdenshandlens omfang med 6% årligt ifølge WTO. I de seneste 3 år er væksten faldet til 2,4%. I de første 6 måneder af 2015 har vi set det dårligste resultat siden 2009.

Før i tiden var handel en vigtig faktor i at drive produktionen frem, men ikke længere. Siden 2013 har hver 1% af den globale vækst produceret en handelsstigning på kun 0,7%. I USA er import af industrielle varer ikke steget som andel af BNP siden 2000. I årtiet før blev den næsten fordoblet.

Konklusionen er uundgåelig: Globaliseringen er aftagende. Den økonomiske væksts drivkraft, verdenshandlen, er gået i stå. Verdenshandlens mængde faldt i maj (2015) med 1,2%. Den faldt 4 ud af de første 5 måneder af 2015. Forhandlingerne i Doha-runden har stået på i 14 år og er reelt set blevet opgivet. USA har i stedet forsøgt at udvikle regionale frihandelsaftaler for forskellige blokke i sine egne imperialistiske interesser. De har for nylig forhandlet Trans-Pacific Partnership (TPP), som kunne omfatte 40% af verdensøkonomien, men den er fuld af modsigelser. Den skal ratificeres af et væld af lande, herunder USA, og det er ikke givet, at det sker. Obama står over for en fjendtlig kongres og får den måske ikke ratificeret inden udgangen af hans embedsperiode. Lignende, hvis ikke større, problemer vil opstå i forhandlingerne om the Transatlantic Tarde and Investment Partnership (TTIP), der har som mål at integrere USA og EU’s markeder. TTIP er endnu ikke underskrevet eller end ikke offentliggjort, men det skaber allerede store splittelser blandt de europæiske lande.

Ulighed

Koncentrationen af kapital, som forudsagt af Marx, har nået uhørte niveauer. Det har skabt ulighed uden fortilfælde. Enorm magt er koncentreret i hænderne på et lille mindretal af super-rige mænd og kvinder, der i virkeligheden styrer verdens befolknings liv og skæbner.

Unge mennesker, kvinder og etniske minoriteter lider ligeledes uforholdsmæssigt under krisen. De er de første til at blive fyret, og dem, der oplever de største fald i lønningerne. Krisen forværrer virkningerne af ulighed og kønsdiskrimination samt fodrer en stemning af racisme, fremmedhad og intolerance overfor minoritetsgrupper blandt tilbagestående lag af befolkningen.

Unge mennesker lider under de værste økonomiske fremtidsudsigter i flere generationer. Det anerkender alle de borgerlige økonomer. Yngre mennesker har oplevet den største nedgang i indkomst og beskæftigelse. De lider under de konstante angreb på alle uddannelsesniveauer, som bliver nådesløst skåret og privatiseret i finanskapitalens interesse. Unge fra arbejderklassen mødes i stigende grad af høje omkostninger og et liv i gæld, hvis de læser på universitetet, hvilket afskrækker nogen fra helt at starte.

Flertallet af unge nægtes de muligheder, der tidligere blev taget for givet. Det medvirker væsentligt til ustabilitet og truer med at skabe sociale eksplosioner. Det var en vigtig faktor i det såkaldte arabiske forår, og lignende opstande er underopsejling overalt.

Overalt bliver de fattige fattigere og de rige rigere. Anti-fattigdoms velgørenhedsorganisationen Oxfam offentliggjorde en rapport, der viser, at andelen af verdens rigdom, der ejes af den rigeste 1%, blev øget fra 44% i 2009 til 48% i 2014, mens de fattigste 80% i øjeblikket kun ejer 5,5%. Ved udgangen af 2015 ejede verdens rigeste 1% allerede mere velstand (50,4%) end de resterende 99% tilsammen.

De mere klarsynede dele af borgerskabet forstår den fare, som denne polarisering mellem rig og fattig udgør for deres system. OECD siger, at deres resultater rejser sociale og politiske spørgsmål i tillæg til økonomiske. Winnie Byanyima, administrerende direktør for Oxfam International, sagde, at den øgede koncentration af rigdom, som vi har set siden den dybe recession i 2008-09, er “farlig og bør vendes”.

Velmenende reformatorer har opfordret verdens ledere til at løse problemerne med ulighed, diskrimination og social udstødelse samt klimaforandringer og andre af menneskehedens presserende spørgsmål. Men hvordan disse mirakler skal opnås under kapitalismen, er aldrig blevet forklaret. Topmøder og konferencer kommer og går. Taler leveres. Resolutioner bliver vedtaget. Og intet ændrer sig.

Permanent nedskæringspolitik

Perspektivet er for en langstrakt periode, hvor økonomiske kriser afbrydes af perioder med træg økonomisk vækst med stadig stigende økonomiske trængsler: med andre ord permanent nedskæringspolitik. Det er en ny situation, helt anderledes end den vi så i de udviklede kapitalistiske lande i efterkrigstiden. De politiske konsekvenser vil derfor også være helt anderledes.

Vi har mange gange forklaret, at ethvert forsøg fra borgerskabets side på at genoprette den økonomiske stabilitet vil ødelægge den sociale og politiske stabilitet. Og det er netop, hvad der sker på verdensplan. En langvarig økonomisk krise skaber økonomiske trængsler og forstyrrer den gamle stabilitet. De gamle visheder forsvinder, og der er en universel stillen spørgsmål ved status quo, dets værdier og ideologier.

Siden begyndelsen af den globale finansielle krise i 2008 er mere end 61 millioner arbejdspladser gået tabt. Ifølge skøn fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) vil antallet af arbejdsløse fortsætte med at stige i løbet af de næste fem år, og vil nå mere end 212 millioner i 2019. ILO erklærer, at den “globale økonomi er trådt ind i en ny periode, der kombinerer lavere vækst, udvidelse af uligheden og turbulens.” Hvis vi inkluderer det enorme antal mennesker, der har marginal beskæftigelse i den såkaldte uformelle sektor, vil det reelle tal for verdens arbejdsløshed være intet mindre end 850 millioner. Dette tal alene er tilstrækkeligt til at bevise, at kapitalismen er blevet en utålelig hindring for fremskridt.

I de udviklede kapitalistiske lande forsøger regeringerne at reducere mængden af gæld akkumuleret i løbet af krisen ved at skære i lønninger og pensioner. Men nedskæringspolitikken har kraftigt reduceret levestandarden uden at have nogen alvorlig indvirkning på bjerget af gæld. Alle de smertefulde ofre, som er blevet pålagt masserne i de sidste syv år, har ikke formået at løse krisen; Tværtimod har de gjort den værre.

Hverken keynesianisterne eller de ortodokse monetarister har nogen løsning at tilbyde. De allerede uacceptable niveauer af gæld fortsætter med at vokse ubønhørligt, som en dødvægt på væksten. Regeringer og virksomheder forsøger at flytte byrden over på arbejderklassen og middelklassens skuldre for at nedbringe deres egen gæld. Det har dybtgående virkninger på de sociale relationer og alle klassers bevidsthed.

Krisens politiske effekter

Men her står vi med, hvad der ved første øjekast synes, at være et uforklarlig paradoks. Indtil for nylig lykønskede bankfolk og kapitalister hinanden med at have passeret gennem den dybeste krise i historien uden at have fremprovokeret en revolution. Dette overraskende resultat fik dem til at udvikle i en usmagelig følelse af selvtilfredshed, der var ligeså malplaceret, som den var dum.

Det største problem for disse mennesker er, at de mangler selv den mest elementære forståelse af dialektik, der forklarer, at alt før eller senere ændrer sig til sin modsætning. Under den tilsyneladende ro på overfladen er der en voksende vrede mod de politiske eliter: mod de rige, de magtfulde og privilegerede. Denne reaktion mod status quo indeholder såsæden til revolutionære udviklinger.

Det er et grundlæggende udsagn i dialektisk materialisme, at den menneskelige bevidsthed altid halter efter begivenhederne. Men før eller senere indhenter den begivenhederne med et brag. Det er netop det, en revolution er. Hvad vi er vidne til i mange lande, er begyndelsen på en revolutionær forandring i den politiske bevidsthed, som ryster etablissementets institutioner og partier i sin grundvold. Det er rigtigt, at bevidstheden i høj grad er udformet af minderne om fortiden. Det vil tage tid, før de gamle illusioner til reformismen er slettet fra massernes bevidsthed. Men under begivenhedernes hammerslag vil der ske pludselige og skarpe skift i bevidstheden. Ve dem, der forsøger at basere sig på bevidstheden fra en fortid, der allerede er forsvundet og aldrig kommer igen! Marxister må basere sig på den levende proces og på perspektiverne for den kommende periode, der ikke vil være en ren gentagelse af fortiden.

Krisen ryster massernes bevidsthed på en skala, der ikke er set i generationer, og fremprovokerer store bevægelser i det ene land efter det andet. Hvad vi så i Grækenland, Spanien, Portugal, Frankrig, USA, osv., er et første skridt i den politiske genopvågning, ét stadie vil blive fulgt af andre, endnu bredere og dybere.

Hvad er kendetegnende ved disse mobiliseringer? Vi kan faktisk tale om en mobilisering, der ser en fælles front mellem arbejderklassen og store dele af de semi-proletariske lag og endda småborgerskabet, destabiliseret af kapitalismens krise.

Selv i de udviklede kapitalistiske lande, hvor lønmodtagere udgør det store flertal af den erhvervsaktive befolkning, er der store semi-proletariserede dele af småborgerskabet, intellektuelle, relativt privilegerede dele af arbejderklassen, osv., som er blevet dybt rystet af den økonomiske krise. Ja, i nogle henseender har den relative forringelse af dele af småborgerskabets økonomiske forhold været endnu mere voldsomme end for arbejderklassen, på grund af deres fragmenterede sociale karakter, og deres vanskeligheder med at forsvare sig selv gennem kollektiv handling.

Den forvirring og de illusioner, som ledende figurer som Pablo Iglesias, Sanders, Corbyn, Tsipras, osv. udtrykker, er dels en afspejling af bevægelsens første stadie, som ikke træder ind på den politiske arena med et fuldt udarbejdet program for omstyrte kapitalismen. Men dette er kun en del af sandheden. Disse programmers heterogene, selvmodsigende og i sidste ende utopiske karakter er også en afspejling af interesserne og dagsordenerne hos forskellige klasser, især småborgerskabet, som har stærke kontaktpunkter og samhørighed med de ledende lag i arbejdernes organisationer.

Det er fra disse lag, at de “utopiske” paroler såsom et “reguleret marked” (i modsætning til deregulering af den internationale handel, som de store multinationale selskaber stræber efter); udviklingen af det indre marked (og dermed en reduktion af “uforholdsmæssigt store” sociale uligheder); svækkelse af de store bankers magt eller opsplitning af dem i mindre enheder; efterspørgslen efter “ærlighed” i politik, osv., stammer. Den politiske syntese af disse ideer er kravet om et “mere ægte” demokrati, en genoplivning af det politiske demokrati, hvori den almindelige borger kan tælle lige så meget som milliardæren.

“Corbyn revolutionen”, den “politiske revolution mod milliardærklassen” som Sanders nævnte og Iglesias’ hyper-demokratiske retorik, forsøger alle at afbilde et perfekt demokrati, et demokrati som aldrig har eksisteret under kapitalismen, og endnu mindre kan eksistere i dag. Men det udøver stor tiltrækning på millioner, endda milliarder af mennesker, der med rette føler sig bedraget og frarøvet deres ret til at træffe beslutning om deres egen og samfundets fremtid.

Kampen mod nedskæringer fra brede lag af arbejdere, arbejdsløse, unge og også fra ikke strengt proletariske lag, der er blevet ruineret af krisen, har forsøgt at finde et politisk udtryk, især på den parlamentariske front. Derfra stammer Syrizas vælgermæssige fremkomst, valget af Jeremy Corbyn som formand for det britiske Labour parti, stemmerne på Podemos og dets allierede i Spanien og på venstrefløjen i Portugal, eller Bernie Sanders succes i USA mod Hillary Clinton i Demokraternes primærvalg. Massebevægelsen, som brød ud i Frankrig, vil på et tidspunkt føre til en lignende udvikling, selv om det endnu ikke er muligt at forudsige præcist hvordan og hvor, de vil forekomme.

Hver gang en af disse figurer fremkommer på scenen og opnår gode resultater og stor synlighed, har venstrefløjens intellektuelle travlt med at “analysere” dem, og forsøge at opdage hemmeligheden bag deres succes og efterligne dem. De forstår ikke, at hvis Tsipras og Iglesias pludselig fremkom som sande giganter, er det ikke på grund af deres egen statur eller nogle skjulte træk i deres partier, men fordi de bliver presset frem af en kæmpe bølge. I stedet for at se på de kviste, der presses op af tidevandet, er vi nødt til at forstå den bølge, der skubber dem (og som også kan opgive dem, hvilket vil få dem til at falde med samme pludselighed, som de blev presset frem).

I hvert af disse tilfælde har bevægelsen fulgt forskellige veje ved empirisk at udnytte de muligheder, der åbnede sig. I Grækenland har det omdannet et lille parti på 4% (Synaspismos) til landets største parti; i Spanien har det skabt et helt nyt parti (Podemos); i Storbritannien har det revolutioneret et masseparti, der har eksisteret i over et århundrede, Labour, med tilstrømningen af hundredtusindvis af mennesker, især unge, der pludselig i formandsvalget så en kanal til at lade deres stemmer blive hørt.

Men i dagens kapitalisme kan ingen reel massebevægelse mod den herskende klasse udtrykke sig uden arbejderklassens deltagelse, givet dens økonomiske vægt og dens altoverskyggende antal. Således sameksisterer der inden for alle disse bevægelser, på eklektisk og selvmodsigende vis, småborgerlige eller endda borgerlige programmer, sammen med krav, der delvist udtrykker arbejderklassens interesser (mindsteløn på 15$ i Sanders’ kampagne eller forslagene om offentlige og universel uddannelse, sundhed, osv.).

”Masserne går ind i en revolution, ikke med en forberedt plan for en social rekonstruktion men med en skarp følelse af, at de ikke længere kan holde det gamle regime ud. […] Revolutionens fundamentale politiske processer består derfor i en klasses gradvise forståelse af de problemer, der udspringer af den sociale krise – massernes aktive orientering gennem en metode med successive tilnærmelser.” (L. Trotskij, Forord til historie den russiske revolution).

Undtagen under meget specifikke omstændigheder er det generelt umuligt for masserne i første omgang at tage et færdigt revolutionært program til sig. Selv når de frastødes af den situation, de lever i, selv når de begynder at mobilisere sig mod status quo, er den første konklusion, de når, ikke, at hele det socio-økonomiske system må væltes og hives op ved roden. De søger en enklere løsning: en ny regering, nye politiske ledere, bedre love, angreb på det ene eller det andet særligt frastødende aspekt af systemet – i håb om, at tingene vil blive bedre.

Den sociale revolution er ikke den første mulighed, der er afprøves, men den, der er nås, når alle andre har fejlet.

Det betyder ikke, at masserne er “moderate” eller “tilbagestående”. Kun ved at teste de forskellige politiske tendenser kan masserne nå den konklusion, at deres had mod dette system kun kan finde et gennemført udtryk i marxismens revolutionære program . Dette er også læren fra alle store revolutioner, herunder den russiske revolution.

Den bevægelse, som vi nu ser de første faser af, vil uundgåeligt blive splittet af klassemodsætninger, og kun gennem denne proces vil den ende med at udføre sine historiske opgaver ved at omvælte dette system.

Marxismen er ikke kun et værktøj til analyse af den økonomiske og politiske krise. Det er den skarpe klinge, vi bruger til en efter en at skære de politiske og ideologiske bånd over, som den herskende klasse konstant forsøger at tøjle og aflede massernes bevægelse med, især ved at lægge pres på de mest privilegerede og konservative lag (fagforeningsbureaukratiet, parlamentsmedlemmerne, lederne der, når de bliver skubbet ind på den “nationale politiske scene”, har en uhelbredelig tendens til at blive adskilt fra deres base).

Marxismen kan og må bevæge sig væk fra at være en mindretalstendens, som den eneste teori, der kan lede denne afklaringsproces og opbrud i massebevægelsen, og for bekræftelsen indenfor den af proletariatets klasseinteresser.

I det masserne søger efter en vej ud af krisen, bliver det ene parti efter det andet testet. De gamle ledere og programmer analyseres og kasseres. De partier, der vælges, og forråder folkets forhåbninger ved at gennemføre nedskæringer i strid med deres valgløfter, vil hurtigt finde sig selv miskrediteret. Hvad, der før blev betragtet som mainstream ideologier, bliver foragtede. Ledere, der var populære, bliver sat for had. Skarpe og pludselige skift er nu på dagsordenen.

Der er en voksende vrede mod etablissementet, som rækker ud over den umiddelbare økonomiske situation. Folk tror ikke længere på, hvad politikerne siger eller lover. Der er en voksende desillusionering med det politiske etablissement og med de politiske partier i almindelighed. Der er en generel og dybtliggende følelse af utilpashed i samfundet. Men det mangler et redskab, der er i stand til at give det et organiseret udtryk.

I Frankrig markerede kampen mod den såkaldte Arbejdslov et kvalitativt spring frem i udviklingen af klassekampen og den politiske radikalisering af en enorm andel af de unge og arbejderklassen. Som under mobiliseringerne i 2010 mod nedbrydelsen af pensionssystemet, begyndte en bølge af vedvarende strejker i flere nøglesektorer af økonomien (energi, havnene, dampere, transport, etc.) på fagforeningsmedlemmernes eget initiativ. Under pres fra sine aktivister var ledelsen af CGT (det største fagforbund) tvunget til at støtte – i hvert fald i ord – disse strejker, mens CGT i 2010 fordømte dem. En stor del af de fagligt aktive kritiserede åbent strategien med spredte “aktionsdage” og krævede hårdere kampmetoder.

På samme tid udtrykte “Nuit Debut” de unges radikalisering som i Spanien, Grækenland og USA i 2011. De var fra starten karakteriseret ved deres vilje til at forbinde sig med arbejderbevægelsen og presse den i retning af mere radikale tiltag (“generalstrejke”). Mere væsentligt stillede disse massemøder spørgsmålstegn ved ikke kun kontrareformerne, men også selve det kapitalistiske system og dets institutioner.

Bevægelsen mod Arbejdsloven vil få politiske konsekvenser på kort sigt. Socialistpartiet (SP) er endnu mere miskrediteret. Francois Hollande er den mest upopulære præsident siden 1958. Dette åbner en kæmpe politisk plads til venstre for SP. Med udsigt til præsidentvalget i 2017 kunne Melenchon bevægelsen (La France Insoumise – OprørsFrankrig) krystallisere en venstrefløjsopposition omkring sig mod nedskæringer og “systemet”, på et langt højere niveau end i 2012.

I Grækenland så vi PASOK’s sammenbrud og Syrizas opstigning til magten. I Spanien har vi fænomenet Podemos. I Skotland så vi fremkomsten i SNP. I Storbritannien som helhed har vi set fremkomsten af Jeremy Corbyn. Alt dette er et udtryk for den dybe utilfredshed, der eksisterer i samfundet, og som søger et politisk udtryk.

Vi så den samme proces finde sted i Irland i den nylige folkeafstemning. I århundreder var Irland et af de mest katolske lande i Europa. For ikke så længe siden havde Kirken det absolut herredømme over alle livets aspekter. Resultatet af folkeafstemningen om homoseksuelle ægteskaber, hvor 62% stemte ja, var et lamslående slag mod den romersk-katolske kirke. Det var en massiv protest mod dens magt og indblanding i politik og i folks liv. Det repræsenterede et fundamentalt skift i det irske samfund.

USA

USA var det eneste af de vigtigste kapitalistisk lande, der oplevede i det mindst en mindre økonomisk bedring, selv om det var svagt og blodfattigt. Det meste af den vækst, der blev registreret sidste år, skyldtes opbygning af lagre (usolgte beholdninger). I virkeligheden er væksten aftagende i USA og er allerede aftaget i Japan og EU. Siden juli 2015 har IMF spredt minustegn med rund hånd i deres prognoser. Således er intet tilbage af det højt besungne opsving.

Verdensøkonomien og især de såkaldte vækstøkonomiers svaghed har ført til en voldsom trængsel mod dollaren, som stadig ses som en sikker tilflugt i krisetider. Men dollarens styrke er i sig selv et problem for USA, da det giver en konkurrencefordel til konkurrenterne og skader den amerikanske eksport. Sidste år faldt eksport og import til USA, hvilket afspejler verdensøkonomiens generelle svaghed.

Krisen polariserer det amerikanske samfund. Obama-administrationen ses som en fiasko. Den omstændighed, at anti-establishment budskabet hos Donald Trump og Bernie Sanders har vundet genklang hos så mange amerikanere, er en illustration af millioner af menneskers fremmedgørelse. Der er en polarisering til venstre og til højre – en proces der finder sted internationalt.

Trumps reaktionære retorik går rent hjem hos folk, der føler sig fremmedgjort af den politiske elite i Washington. Hans kraftigt stigende popularitet er kommet som et chok for det Republikanske partis ledelse, og partiet står over for kriser og splittelser.

Det amerikanske præsidentvalg repræsenterer en højest interessant udvikling. Det er naturligvis umuligt at forudsige udfaldet med nogen grad af sikkerhed på grund af den ekstremt ustabile og turbulente situation i amerikansk politik, selvom det er tydeligt, at Hillary Clinton er den herskende klasses foretrukne kandidat. Medierne har fokuseret ensidigt på den republikanske Donald Trumps person. Imidlertid er den massive støtte til Bernie Sanders, der åbent taler om socialisme langt mere bemærkelsesværdigt end Trump eller Clinton. Bernie Sanders’ fremkomst som en seriøs udfordrer til posten som Demokraternes præsidentkandidat er et symptom på dyb utilfredshed og uro i samfundet. Hans angreb mod ”milliardærklassen” og hans opfordring til en “politisk revolution” giver genlyd hos millioner af mennesker, mens titusinder deltager i hans politiske massemøder.

Ordet “socialisme” bruges nu oftere i mainstream medierne. En meningsmåling fra 2011 viste, at 49% af de 18-29 årige havde et positivt syn på socialisme, mod kun 47% med et positivt syn på kapitalisme. En nyere meningsmåling fra juni 2014 viste, at 47% af amerikanerne ville stemme på en socialist, hvilket gjaldt for 69% af dem under 30 år.

Et stort antal, mange af dem unge, men også mange fagforeningsmedlemmer, er ivrige efter at høre Bernie Sanders’ budskab. Det er sandt, at hans forslag er beslægtet med socialdemokratisme i skandinavisk stil, snarere end ægte socialisme. Alligevel er dette det tydeligste symptom på, at noget er under forandring i USA.

Bernie Sanders har forbundet sig med den generelle stemning af had til etablissementet, milliardærer-regeringen og Wall Street bankfolkene. Den verdensomspændende krise har rystet USA i sin grundvold. En ud af fem amerikanske voksne bor nu i husholdninger enten i fattigdom eller på kanten af fattigdom. Næsten 5,7 millioner er faldet til landets laveste indkomstniveau siden den globale finanskrise.

Den amerikanske administration har pralet af, at ledigheden er faldet til 5%. Men grunden til dette er ikke økonomisk vækst, men fald i arbejdsstyrkedeltagelsen. Hvis andelen af dem, der er i arbejde eller aktivt søger arbejde, var den samme som i 2008, ville arbejdsløsheden være over 10%. Arbejdere er blevet tvunget ind i lavtlønnede usikre job.

Med stagnerende vækst og høj arbejdsløshed i euroområdet; Japan på vej i recession; og den amerikanske vækst stagneret igennem hele “opsvinget” omkring blot 2 til 2,5%, er der nu intet land, der kan tjene som drivkraften i et nyt opsving. I den sidste periode har de udviklede industrilande derfor været afhængige af “vækstmarkederne” til at understøtte den globale økonomi. Det er ikke længere en mulighed.

Europa

Over hele Europa er folk ved at vågne op til den kendsgerning, at nedskæringspolitikken ikke blot er en midlertidig omjustering, men et permanent angreb på levestandarden. I lande som Grækenland, Portugal og Irland har disse politikker allerede resulteret i store nedskæringer i de nominelle lønninger og pensioner uden at have løst problemet med budgetunderskuddet. Dermed har alle folkets lidelser og afsavn været forgæves.

Europa står over for en lang periode med lav vækst og deflation. Forsøget på at reducere gælden under de omstændigheder vil være “hårdere og blodigere”, end vi hidtil har set. Taget som helhed er eurozonens økonomi endnu ikke nået til niveauet før krisen 2007. Det er på trods af en række faktorer, der burde fremme vækst: lave oliepriser, Den Europæiske Centralbanks (ECB) program med kvantitative lettelser (QE, der beløber sig til 60 mia. euro om måneden) og en svagere euro, som burde stimulere eksporten.

Men den ekstremt lave inflation er ikke en afspejling af en sund økonomi, men af kronisk sygdom; det afspejler forbrugernes manglende efterspørgsel, som igen er en konsekvens af den enorme akkumulerede gæld og faldende indkomster. Det kan føre til en nedadgående spiral, der kan ende i en langvarig recession. Som et resultat heraf taler de om yderligere nedskæringer i indlånsrenten og en stigning i QE-programmet.

I en kommentar til situationen skriver præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi: “Det tog mellem fem og otte kvartaler for de lande, som nu udgør euroområdet, at genvinde deres før-recessions niveau af reel produktionen efter kriserne i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. Under den seneste krise – som ganske vist var den værste siden 1930’erne – tog det den amerikanske økonomi 14 kvartaler at nå før-krise højdepunktet. Hvis vores aktuelle vurdering er korrekt, vil det tage euroområdet 31 kvartaler at vende tilbage til før-krise niveauet af output – det vil sige i 2016.”

Selv dette er en over-optimistisk vurdering. I sin nuværende svækkede tilstand er EU følsom overfor chok . Den økonomiske opbremsning i Kina og krisen i “vækstøkonomierne” har en skadelig virkning først og fremmest på Tyskland, som er eksportør af maskinprodukter til Kina. Da eksport tegnede sig for 45,6% af Tysklands BNP i 2014, er det eneste land, der kunne have fungeret som drivkraft for en økonomisk genoplivning af Europa, nu ikke i stand til at opfylde denne rolle.

Jo lavere vækst, desto højere vil gældsbyrden blive. Det er læren fra Grækenland. Under disse betingelser vil bankrotter og økonomiske tab følge, som nat følger dag, ledsaget af en bølge af konkurser og kollapser i det ene land efter det andet.

Det økonomiske dødvande har haft den virkning at uddybe alle modsætningerne og fremprovokere alvorlige spændinger mellem Europas nationalstater. Flygtningekrisen, og spørgsmålet om hvem, der skal betale for den, var en katalysator, der bragte alle disse modsætninger frem i lyset. Det har ført til opildnede konflikter mellem Tyskland og de østeuropæiske lande (Polen, Ungarn), der for ikke så længe siden næsten var blevet reduceret til rollen som virtuelle tyske kolonier.

Frankrig og Tyskland er låst fast i en konflikt over tanken om en bankunion, som Frankrig presser på for, mens Tyskland sætter bremserne i. Berlin er naturligvis ikke begejstret for udsigten til at stille garanti for andre landes banker, som de ser snarere som en mand, der med en sund kreditvurdering udlåner sit kreditkort til sin nabo, der flere gange er gået konkurs.

”Redningen” af Grækenland er stadig ikke lykkedes, trods Tsipras’ kapitulation. Det vil ikke være let for ham at gennemføre de store nedskæringer, der efterspørges af Merkel og Co. Der vil komme en yderligere intensivering af klassekampen, når de græske arbejdere gør modstand mod nedskæringer og privatiseringer. På et vist tidspunkt vil det fremprovokere en krise i regeringen og et nyt sammenstød med trojkaen, som endnu engang vil fremmane spøgelset om Grækenlands exit fra euroen og en krise i euroområdet.

Så er der også det ”lille” spørgsmål om Storbritanniens kommende EU folkeafstemning. Cameron repræsenterer det Konservative parti, som er uforsonligt modstandere af yderligere EU-integration. Forhandlingerne vil være vanskelige. Cameron skal vise, at han har vundet nogle væsentlige indrømmelser, og Merkel skal vise, at hun har givet ham ingenting.

Udvidelsen af EU er bremset kraftigt op. Det er ikke længere i stand til at integrere nye og vordende østeuropæiske medlemmer. Efter at have dinglet en gulerod foran snuden på Ukraine med udsigt til tættere bånd til Europa, vil det ulykkelige land nu blive overladt til synke eller svømme – og det er allerede synkende. Desuden er den europæiske integration (som gik videre, end hvad vi troede, var muligt) nu gået i bakgear, mens grænsebomme igen ser dagens lys.

Krisen i Europa skaber store forandringer i bevidstheden. Regionalvalget i december 2015 i Frankrig indikerer den proces, der finder sted. Front Nationale blev det førende parti i første runde, med Socialistpartiet på tredjepladsen bag Sarkozys konservative “Les Républicains”, men langt det største parti var sofavælgernes parti (dem der ikke stemte), som fik over 50%. Det udtrykker en stor del af befolkningens generelle fremmedgørelse fra alle mainstream partier.

I Spanien i 2011 vandt det borgerlige parti Folkepartiet (PP) valget. Forklaringen på dette ligger i, at den tidligere “venstreorienterede” regering ledet af Socialistpartiet (PSOE) gennemførte en politik med nedskæringer, der skuffede masserne og uundgåeligt førte til til PP’s sejr. Men nu ser vi den modsatte proces med fremkomsten af Podemos, som voksede fra ingenting til en bevægelse af hundredtusinder i løbet af 18 måneder.

Der er uro og en radikaliseringsproces i Spanien, der stadig er under udvikling. Parlamentsvalget i december i Spanien løste ingenting. PP har mistet sit flertal, og resultatet er en krise i regeringen, der næsten helt sikkert vil føre til nyvalg. Den udbredte støtte til Podemos, som forøgede antallet af pladser fra ingenting til 69 får alarmklokkerne til at ringe hos den herskende klasse.

Podemos’ hurtige vækst var en afspejling af en dyb utilfredshed med hele den eksisterende politiske orden. På nuværende tidspunkt kan man sige, at masserne ikke ved præcis, hvad de vil have, men de ved udmærket godt, hvad de ikke vil have. Pablo Iglesias’ åbenhjertige kritik af bankfolkene og de rige og hans beskyldninger mod det politiske etablissement, som han kalder “Kasten” (La Casta), afspejler meget præcist vreden blandt masserne.

Det er rigtigt, at lederne af Podemos’ ideer er forvirrede og uklare. Men det svarer til den nuværende tilstand i massernes bevidsthed, som kun lige er ved at vågne op til politisk liv, og det vil derfor ikke forhindre Podemos i at vokse, i hvert fald i den indledende periode. Men hvis denne uklarhed ikke bliver korrigeret, kan det i sidste ende tilintetgøre Podemos. Snart vil partiet blive nødt til at beslutte, hvor det står, og i hvilken retning det agter at gå.

Alle disse processer vil accelerere i tilfælde af en dyb økonomisk krise. Europa vil stå over for en situation langt mere lig 1920’erne og 30’erne end de årtier, der fulgte efter slutningen Anden Verdenskrig: en længere periode med sociale og politiske omvæltninger med voldsomme sving til venstre og højre. Men såvel som der er ligheder, er der også store forskelle i forhold til perioden mellem de to verdenskrige. Styrkeforholdet mellem klasserne er helt anderledes.

Det betyder, at det europæiske borgerskab står overfor et uløseligt dilemma. Det er tvunget til at forsøge at afskaffe de reformer, som arbejderklassen har vundet det sidste halve århundrede, men konfronteres med den stædige modstand fra arbejderklassen. Netop af denne årsag vil krisen fortsætte i årevis med op- og nedture.

Donald Tusks prognoser

De generelle tal for arbejdsløsheden i eurozonen skjuler dybe skel mellem rigere og fattigere lande. Før krisen var arbejdsløsheden i regionens største økonomier stort set ens.

I 2016 vil EU forsøge at fremskynde den brutale nedskæringspolitik under den beroligende parole “finansiel konsolidering”. Kapitalens seriøse strateger kan se de farer, der ligger implicit i situationen. De er kommet til de samme konklusioner som marxisterne. I Financial Times den 15/6/14, advarer Wolfgang Münchau om, at Europa er underlagt en “konstant trussel om konkurs og politisk oprør… faktum er, at den samlede post-krise tilpasning vil være langt mere brutal, end den var i Japan for 20 år siden. I et sådant miljø ville jeg forvente, at de politiske bagslag vil blive mere alvorlige … Selv hvis nedgearingen kunne virke – hvilket ikke er sikkert – det virker måske ikke rent politisk… De vil ende med at øge den finansielle ustabilitet, når de reducerer den politiske ustabilitet.”

For nylig sagde Donald Tusk, den tidligere polske premierminister, som nu står i spidsen for det Europæiske Råd, at han frygtede den græske krises ”politiske smitte” langt mere end dens finansielle efterspil:

“Jeg er virkelig bange for denne græske krises ideologiske eller politiske smitte, ikke den økonomiske,” sagde han. “Det har altid været det samme forspil til de største tragedier i vores europæiske historie, denne taktiske alliance mellem radikalister fra alle sider. I dag kan vi uden tvivl observere det samme politiske fænomen.”

Det var den samme Tusk, der spillede en central rolle (sammen med Angela Merkel) i at tvinge Alexis Tsipras til at acceptere de brutale vilkår, der indebar omfattende nedskæringer, herunder privatiseringer for 50 milliarder euro af græske offentlige aktiver, nedskæringer i pensionerne, skattestigninger og andre hårde nedskæringer. Den samme Tusk protesterede senere over, at han ikke kunne acceptere argumentet om, at “nogen blev straffet, især Tsipras eller Grækenland. Hele processen handlende om at hjælpe Grækenland.”

Men Tusk sagde også, at han var bekymret over den yderste venstrefløj, som han mener, agiterer for “denne radikale venstreorienterede illusion, at du kan bygge en eller anden form for alternativ” til EU’s nuværende økonomiske model. Han argumenterede for, at disse ledere af den yderste venstrefløj pressede på for at bortkaste de traditionelle europæiske værdier som “nøjsomhed” og liberale, markedsbaserede principper, som har tjent EU så godt.

Som i andre dele af verden er de unge særlig hårdt ramt, med vedvarende høj arbejdsløshed. I øjeblikket er ungdomsarbejdsløsheden i regionens største økonomi, Tyskland, på 7,1%. I Italien er mere end 40% af befolkningen under 25 år arbejdssøgende. Tallene for Frankrig er 24%, og i Storbritannien 17%. Men det er over 45% for både Grækenland og Spanien.

Den herskende klasse er godt klar over den fare, som dette udgør for deres system. Ms Reichlin fra London Business School udtalte: “Der er en stor bestanddel af unge i Italien, som risikerer at blive tabt for evigt, og det vil skabe politisk pres over tid. Den italienske opposition er fragmenteret i øjeblikket, men det vil ikke nødvendigvis altid være tilfældet.”

Donald Tusk sagde, med henvisning til Tsipras, at den febrile retorik fra ledere langt ude fra venstrefløjen, kombineret med høj ungdomsarbejdsløshed i flere lande, kan være en eksplosiv kombination: ”For mig minder stemningen lidt om tiden efter 1968 i Europa,” sagde han. ”Jeg kan mærke, måske ikke en revolutionær stemning, men en udbredt utålmodighed. Når utålmodighed bliver oplevet ikke som en individuel, men som en social følelse, er det starten på revolutioner.”

Virkningen af den græske krise har kunnet mærkes langt ud over Grækenlands grænser. Idéen om europæisk integration er blevet knust. I forhandlingerne var Tyskland som den diktatoriske leder af et orkester. Merkel skjulte på ingen måde, at hun var ansvarlig for hele showet. Det franske borgerskab, der engang havde den illusion, at de var de fælles herskere i Europa, skulle passe på ikke at fremføre eventuelle bekymringer, de måske måtte have haft for ihærdigt. Disse spændinger vil vokse sig endnu skarpere, jo mere krisen tiltager.

Det borgerlige demokratis sande natur som en falsk facade blev eksponeret for millioner. Merkel sagde meget tydeligt: folkeafstemninger og valg er af absolut ingen værdi: de store magter og de reelle magthavere i Europa, bankerne og kapitalisterne, vil træffe alle beslutningerne, uanset flertallets mening. Ligeledes har den ydmygende underkastelse af Tsipras blotlagt grænserne for reformismen og socialdemokratisme.

Dette er en periode med krige, revolution og kontrarevolution. Men det betyder ikke, at fascisme eller bonapartisme er en overhængende fare. På lang sigt vil den herskende klasse, naturligvis, forsøge at bevæge sig i retning af reaktion, hvis arbejderklassen ikke tilbyder en vej ud. Men på grund af det ændrede styrkeforhold mellem klasserne vil det ikke tage form af fascisme som tidligere, men en form for bonapartistisk regime. Alligevel kunne de ikke umiddelbart indføre et militærdiktatur uden at løbe risikoen for borgerkrig, som de ikke ville være garanteret at vinde.

Før eller senere vil den herskende klasse beslutte, at demokrati er en luksus, de ikke længere har råd til. Men de vil bevæge sig forsigtigt, et skridt ad gangen, ved gradvist at udhule de demokratiske rettigheder, mens de kanter sig i retning af parlamentarisk bonapartisme. Men i en kapitalistisk krise vil et reaktionært bonapartistisk regime være ustabilt. Det ville ikke løse noget, og ville sandsynligvis ikke vare længe. Det vil kun bane vejen for endnu større revolutionære omvæltninger, ligesom det græske Junta-styre i 1967-1974 endte i en revolution. Vi må være forberedt på den slags udviklinger og ikke tillade os at blive kastet ud af balance af begivenhederne.

Storbritannien

Valget af Corbyn som leder af Labour med stort flertal, ændrede situationen i Storbritannien, praktisk talt fra den ene dag til den anden. Denne udvikling var blevet foregrebet af begivenhederne i Skotland, hvor oprøret mod etablissementet blev afspejlet i SNP’s massive fremgang. Det var ikke en bevægelse til højre, men til venstre. Det var ikke udtryk for nationalisme men mere for et brændende had mod den udslidte elite, som regerer i Westminster. Labour blev, som resultat af ledelsens kujonagtige klassesamarbejdspolitik, set som en del af det etablerede system.

Valget af Corbyn var i sig selv et produkt af en række tilfælde. Men som Hegel har fremhævet, udtrykker nødvendighed sig gennem tilfældigheder. Det faktum, at Corbyn formåede at få sit navn på valgseddelen, falder ind under den filosofiske kategori “tilfælde”- dvs. noget som måske, måske ikke, vil finde sted. Men gennem dette tilfælde blev nødvendigheden af et afløb for de britiske arbejdere og unges frustrationer udtrykt. Presset for et sådan afløb havde opbygget sig i den forløbne periode på grund af desillusionering med etablissementet, og havde det særlige tilfælde, at Corbyn fik plads på stemmesedlen, ikke fundet sted, ville denne nødvendighed have udtrykt sig gennem andre kanaler – som den gjorde i Skotland. Det forvandlede hele situationen.

Fra hans første medvirken i en tv-debat skilte Corbyn sig tydeligt ud sammenlignet med de øvrige kandidater. Han stod for noget andet, mere friskt, mere ærligt, mere radikalt og mere i tråd med de reelle forhåbninger hos millioner af mennesker, der havde fået nok af status quo og ønskede at udtrykke deres afstand til etablissementet.

Før valget var der meget lidt, eller intet, liv i Labour. Men Corbyn-kampagnen forandrede situationen. Det var den katalysator, som var nødvendig som et samlingspunkt for samfundets akkumulerede utilfredshed, som indtil da ikke havde fundet noget referencepunkt, og mindst af alt i Labour domineret af højrefløjen.

Valget af Jeremy Corbyn tilvejebragte en af de ting, som manglede i England: et referencepunkt for massernes akkumulerede utilfredshed og frustration. En bevægelse er begyndt, der bruger Labour til at gøre modstand, og denne bevægelse presses til venstre. Det udgør en dødelig fare for den herskende klasse, som vil gøre alt for at forpurre det.

I årtier har Labour, under højrefløjens ledelse, været en hjørnesten i bevarelsen af det eksisterende system. Den herskende klasse opgiver det ikke uden indædt kamp. Den første forsvarslinje for det kapitalistiske system er selve Labours Parlamentsgruppe (PLP). Det blairistiske flertal i PLP er direkte og helt bevidst bankernes og kapitalisternes agenter i denne kamp. Det forklarer også deres fanatiske beslutsomhed i forhold til, for enhver pris, at komme af med Jeremy Corbyn. Grunden forberedes for et split i Labour, der vil skabe en fuldstændig ny situation i Storbritannien.

Ikke bare Labour, men også De Konservative, er splittet, specielt på spørgsmålet om EU. Resultatet af den britiske folkeafstemning er svært at forudsige, men et britisk exit fra EU vil have voldsom effekt på både Europa og Storbritannien. Det vil accelerere disintegrationsprocessen, som i sidste ende kan betyde EU’s opløsning. På den anden side vil de skotske nationalister, som er for EU, kræve en ny folkeafstemning om selvstændighed, hvis Storbritannien forlader EU, hvilket kunne føre til en opsplitning af den forenede britiske stat, Storbritannien.

Revnerne i det Konservative parti vil blive dybere og formentlig lede til en udsplitning fra den anti-europæiske højrefløj, der kunne fusionere med det anti-europæiske og anti-immigrationsparti Ukip, og forme et bonapartistisk-monarkistisk parti til højre for de Konservative. På den anden ekstrem bevæger den blairistiske højrefløj sig også tydeligvis i retning at et split fra Labour. Og selv om både de og borgerskabet frygter for konsekvenserne af et sådan skridt, er det sandsynligt, at højrefløjen i Labour på et givent stadie vil være tvunget til at splitte og gå sammen med “venstrefløjen” hos de Konservative og Liberal-Demokraterne for at gå med i en eller anden form for samlingsregering.

Det ligner den eneste måde hvorpå, den britiske herskende klasse kan forhindre en Labour regering ledet af Corbyn. Men denne strategi er meget risikabel. Det ville betyde massiv polarisering, og presse Labour yderligere mod venstre. I en periode med dyb krise ville Labour i opposition komme igen og forberede vejen for en venstreorienteret Labour regering. Generaler i den britiske hær har allerede truet med et kup, hvis Corbyn kommer til magten.

En højtstående General har efter sigende advaret om, at en Jeremy Corbyn regering risikerer “et mytteri” fra hæren, hvis den forsøger at nedgradere dem. Han udtalte til Sunday Times: “Hæren ville simpelthen ikke finde sig i det. Generalstaben ville ikke tillade, at en statsminister bringer dette lands sikkerhed i fare, og jeg tror, at folk ville bruge alle tilrådighed stående midler for at forhindre det. Du kan ikke sætte en maverick i spidsen for et lands sikkerhed.”

“Der ville komme massefratrædelser på alle niveauer, og man ville stå over for den meget reelle udsigt til hvad, der i realiteten ville være et mytteri.” (The Independent d. 20. september 2015)

Det vil øjeblikkeligt åbne op for et sammenstød mellem klasserne og en revolutionær krise i Storbritannien.

Perspektivet åbner sig nu for for en mulig krise og splittelse i Labour, hvilket vil tilbyde endnu større muligheder for den marxistiske tendens. Men vores prioritet er stadig at vinde og uddanne unge. Det vil forsyne os med de kadrer, vi har brug for, hvis vi skal kunne udnytte mulighederne. Dette er ikke en normal krise. Skarpe og pludselige skift er indbygget i situationen. Vi må forvente det uforventede. Det kan være nødvendigt at skifte taktik i løbet af 24 timer.

Alle disse begivenheder er en refleksion af de omfattende forandringer, som finder sted i samfundets dyb. Det blev beskrevet meget vel af Trotskij, som den socialistiske revolutions molekylære proces: en proces hvor en række små forandringer gradvist akkumuleres, indtil det når et kritisk punkt, hvor kvantitet forandres til kvalitet.

Borgerskabets illusioner

Med Sovjetunionens kollaps og enden på den Kolde Krig åbnede der sig for det europæiske borgerskab en fantastisk udsigt til permanent fremgang og konstant stigende europæisk integration, som ville ende ud i at Europa (under tysk kontrol) ekspanderede sine grænser til Uralbjergene. Berusede af disse drømme om storhed opgav det europæiske borgerskab en stor grad af deres nationale selvstændighed på nogle meget ømtålige områder. Skabelsen af eurozonen er nok det mest slående eksempel.

Marxisterne påpegede, at det er umuligt at have en økonomisk union uden en politisk union. Vi forudså, at euroen kunne fastholdes, så længe de økonomiske omstændigheder forblev fordelagtige, men i tilfælde af en krise ville alle de nationale fjendtligheder genopstå, og euroen ville kollapse “under gensidige modbeskyldninger”. 25 år senere bibeholder denne forudsigelse sin fulde styrke.

Marxister går utvetydigt ind for afskaffelsen af alle grænser og for Europas forening. Men på et kapitalistisk grundlag er dette en reaktionær utopi. Det reaktionære aspekt viste sig gennem den brutale behandling, som Grækenland blev tildelt af Bruxelles og Berlin. Under bankernes og kapitalisternes dominans står EU for en permanent nedskæringspolitik. En ikke-valgt og uansvarlig klike af bureaukrater kan diktere politikken og underkende beslutninger truffet af valgte regeringer, som Syriza regeringen i Grækenland.

I alliance med NATO og amerikansk imperialisme spiller EU også en reaktionær rolle på verdensplan. EU har interveneret i Balkan, der medvirkede til den forbryderiske opdeling af Jugoslavien. Det “intrigerede” for at opsplitte Tjekkoslovakiet – som hverken tjekkerne eller slovakkerne nogensinde blev taget med på råd om. Dens indblanding i Ukraine, sammen med amerikansk imperialisme, har skabt det nuværende katastrofale rod. Alt det var grundlæggende i tysk imperialismes interesse, som er den virkelige herre i den Europæiske Union, og som har stræbt efter at bekræfte sin dominans over Østeuropa og Balkan.

De øvrige imperialistiske magter i Europa, først og fremmest Storbritannien og Frankrig, finder nu sig selv i rollen som “juniorpartnere” underordnet Tyskland. Men de har deres egne imperialistiske interesser i Afrika, Mellemøsten og Caribien, som de forsat forfølger under EU’s banner. Frankrig og Storbritannien ledte vejen til bombningen af Libyen. Briterne var amerikanernes mest entusiastiske allierede i den forbryderiske invasion af Irak, og Frankrig spiller nu en lignende rolle i Syrien. Alle forfølger deres egne kyniske interesser, selvfølgelig under “humanismens” banner.

Sammen med euroen er Schengen-aftalen en af hjørnestenene af den Europæiske Union. Den har betydet en reduktion af tid og udgifter i forbindelse med fragt af varer på tværs af Europa, fordi lastbiler ikke længere behøver vente i timevis for at krydse de internationale grænser. Aftalen er kommet turister og folk, som lever i grænsebyer, til gode, fordi pas og visa ikke længere er nødvendige. Det fjerner det absurde spild af penge på at patruljere forældede grænser. Denne traktat skulle fungere som et vigtigt skridt i skabelsen af et føderalt Europa.

I 1995 eliminerede Schengen-aftalen grænsekontrollen mellem dets underskrivere og skabte en samlet visapolitik for 26 lande. Men nu er processen mod større europæisk integration vendt i modsat retning. Krisen i den Europæiske Union blev tydeligt udstillet af flygtninge-spørgsmålet.

Europa og flygtningekrisen

Med massakren i Paris i november 2015 måtte almindelige arbejdere betale prisen for det barbari og den rædsel, som imperialismen har spredt i Mellemøsten. Samtidig har ankomsten af tusindvis af desperate mennesker på flugt fra krigens rædsler, sult og undertrykkelse stillet de europæiske regeringer over for et dilemma. I virkeligheden er flygtningekrisen global, ikke bare mellemøstlig. Antallet af mennesker fordrevet fra deres hjem af krig, undertrykkelse af minoriteter og brud på menneskerettighederne på verdensplan, var i slutningen af 2014 tæt på 60 millioner. Det afspejler tydeligt det kapitalistiske systems verdensomspændende krise – dets manglende evne til at sikre folk de mest grundlæggende menneskerettigheder – retten til at leve. Flygtningestrømmen fra Syrien, Afghanistan og andre krigshærgede og fattigdomsramte dele af verden har ført til krav om strengere grænsekontrol.

Angela Merkel åbnede hurtigt armene for de stakkels flygtninge, der bankede på hendes dør. Det var uden tvivl delvist et forsøg på at udnytte de reelle følelser af sympati, der blev givet udtryk for hos den tyske befolkning. De almindelige mennesker, hvis tanker og handlinger ikke bliver dikteret af de kolde kalkulationer, der motiverer bankfolk og kapitalister, udviser altid sympati og solidaritet med de fattige og undertrykte. På den anden side støttede de store virksomheder en åben-dør politik, ikke af empati for andres lidelse, men som en måde at sikre et stort udbud af menneskelig arbejdskraft til spotpriser.

Men Merkels godhjertethed holdt ikke længe. Tyskland forventede at modtage over 1 million asylansøgere i 2015. Men antallet af angreb mod asylcentre i Tyskland stiger, og det samme gør stemmerne på anti-indvandringspartier som Alternativ für Deutschland. Nu tigger Merkel Tyrkiet om, ikke bare at stoppe strømmen af flygtninge, men om at tage dem tilbage. Berlin kræver, at der hurtigt bliver foretaget proportionel fordeling af migranter i hele EU – et forslag der bliver mødt med meget lidt entusiasme i London og Paris, og direkte afvisning fra Warszawa og Budapest.

Skarpe modsætninger er opstået mellem EU’s medlemmer. Franske og østrigske myndigheder har anklaget Rom for at tillade (og endda opfordre) asylansøgere til at forlade landet, og har truet med at lukke deres grænser til Italien; Frankrig fulgte endda op på truslen, og lukkede kortvarigt grænsen i slutningen af juni. Det rigeste land i Europa, Tyskland, var i en position, hvor de kunne absorberede et stort antal flygtninge. Andre var ikke så heldigt stillet. Italien og Grækenland har taget en større mængde flygtninge end de fleste andre. De har gentagne gange krævet flere ressourcer og indførsel af immigrationskvoter i EU. Men deres bønner bliver ikke hørt. Central- og østeuropæiske lande afviste øjeblikkeligt ideen om kvoter.

Problemet er nu: Hvad skal man gøre med Schengen-aftalen, som gør det muligt for immigranter at bevæge sig frit mellem medlemslandene. Allerede før begivenhederne i Paris udtalte den polske formand for det Europæiske Råd, Donald Tusk: ”Der kan ikke være nogen tvivl; Schengens fremtid er på spil, og tiden er ved at løbe ud… vi er nødt til at genvinde kontrol med vores ydre grænser.” Angrebene i Paris gav regeringerne en belejlig undskyldning for ”midlertidig” indførsel af grænsekontrol, ikke bare i Frankrig men også andre medlemslande inklusiv Tyskland og Sverige.

I hele Europa er der et voksende ubehag ved og mistillid og fjendtlighed til EU. Efter den brutale behandling af Grækenland er der voksende politisk modstand mod Bruxelles fra arbejdere og unge i de sydeuropæiske lande, som er imod sparepolitik. På den modsatte side er der modstand fra højrefløjs-, anti-indvandrings- og populistiske partier i Tyskland, Frankrig, Finland, Danmark og andre nordeuropæiske lande.

Jo længere landene opretholder grænsekontrol, des mere vil princippet om et åbent Europa undergraves. Fremkomsten af nationalistiske og anti-indvandringspartier i Tyskland, Frankrig, Finland, Danmark, Sverige og Ungarn lægger yderligere pres på de europæiske regeringer for at lukke grænserne. Schengenaftalens dage er tydeligvis talte. Hvis ikke den ophæves helt, vil den helt sikkert blive revideret i en sådan grad, at der ikke vil være meget tilbage af det ”hellige princip” om fri bevægelighed i Europa.

Medlemsstater presser på for at få mere magt og råderum i spørgsmålet om genindførslen af grænsekontrol. Med eller uden en reform af Schengen kommer der til at være strengere politikontrol ved tog- og busstationer og i lufthavnene. Dette sker allerede. Indvandringslovgivninger vil blive strammet for at gøre det sværere for indvandrere at opnå velfærdsydelser. Lande som Rumænien og Bulgarien, som endnu ikke er blevet en del af Schengen, vil kræve streng kontrol. Polen og Ungarn, som var satellitter for tyske imperialisme, er nu i direkte konflikt med Berlin på flygtningespørgsmålet.

Undermineringen af Schengen vil nødvendigvis føre til en svækkelse af befolkningens frie bevægelighed – en af den Europæiske Unions hjørnesten. Når et grundlæggende princip er blevet svækket, åbnes døren for at andre ting ligeledes kan ændres. Afskaffelsen eller svækkelsen af befolkningens frie bevægelighed kan danne præcedens for svækkelsen af varers frie bevægelighed. Sammen med euroens kollaps – som er absolut sandsynlig – ville det betyde en ende på den Europæiske Union, som vi kender den. Intet ville bestå af drømmen om europæisk enhed andet end en tom skal.

Under kapitalismen vil ideen om et kontinent uden grænser forblive en uopnåelig drøm. Foreningen af Europa – en historisk nødvendig og progressiv opgave – kan kun opnås, når Europas arbejdere styrter bankerne og monopolernes diktatur, ødelægger den nuværende kapitalistiske europæiske union og lægger fundamentet for en åben og frivillig forening af folkene på basis af de Europas forenede socialistiske stater som et skridt på vejen til verdens socialistiske føderation.

Internationale relationer

Med hensyn til de internationale relationer er den tidsperiode, vi gennemgår nu, uden historisk fortilfælde. Før har der altid været mindst tre eller fire stormagter, som kæmpede om dominans på en europæisk eller global skala. Derfor havde internationale relationer i lang tid en tendens mod en form for ligevægt, periodisk afbrudt af krige.

Den økonomiske ustabilitet kommer også til udtryk gennem stigende politisk ustabilitet. Ikke siden Anden Verdenskrig har internationale relationer været så fyldt med spændinger. Amerikansk imperialismes aggressive ekspansionistiske tendenser siden Sovjetunionens fald har forårsaget en kaotisk situation alle steder: på Balkan, i Mellemøsten, Centralasien, Nordafrika, Pakistan og senest også i Afrika.

Før Anden Verdenskrig havde Leon Trotskij allerede forudsagt, at USA ville fremkomme som den dominerende verdensmagt, men han tilføjede, at USA ville have dynamit indbygget i sit fundament. Den forudsigelse blev på dramatisk hvis bekræftet med terrorismens fremvækst i USA og internationalt og amerikanernes manglende evne til at at påtvinge andre deres vilje, som de havde kunnet før.

USA etablerede sig selv som den dominerende verdensmagt i 1945. Fremkomsten af amerikansk magt blev ledsaget af de europæiske imperialistiske staters kollaps. Anden Verdenskrig havde knust både Japan og Vesteuropa. USA dominerede økonomisk, militært og politisk, men blev dog konfronteret af Sovjetunionens magt.

En ustabil ligevægt blev etableret, som varede næsten et halvt århundrede. Magten var ikke i London, Paris eller Warszawa. Den lå i Moskva og Washington. Der var på det tidspunkt ikke noget spørgsmål om amerikansk indblanding i lande som Irak, Syrien og Jugoslavien, som lå i den sovjetiske indflydelsessfære. Endnu mindre kunne Washington tænke på at blande sig i Ukraine eller Georgien, som stadig var en del af Sovjetunionen.

Alt det ændrede sig med Sovjetunionens kollaps for lige over to årtier siden. Trukket ned af interne kriser og under pres fra massive protestbevægelser var Moskva nødt til at trække sig ud af Østeuropa. Den sovjetisk ledede Warszawapagt gik i opløsning. Men NATO blev ved med at eksistere som en potentiel trussel mod Rusland.

I 1980’erne gav den amerikanske præsident Ronald Reagan den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov et mundtligt løfte om, at NATO ikke havde nogen intention om at udvide NATO østpå ind i Sovjetunionens indflydelsessfære. Det var løgn. I de sidste to årtier har USA systematisk udvidet NATO mod øst, og inkorporeret adskillige lande, der tidligere lå i Sovjetunionens indflydelsessfære.

Tysk og amerikansk imperialisme stod bag opdelingen af Jugoslavien – en fuldstændig reaktionær udvikling for den jugoslaviske befolkning og en komplet ydmygelse af Rusland. Selv om Rusland havde tropper stationeret der, fik Vesten lov til at tage over, mens den russiske hær var degraderet til rollen som afmægtig tilskuer.

Før i tiden ville de spændinger, som vi ser på global skala nu, have ført til verdenskrig. Men det er ikke længere et muligt afløb. Styrkeforholdet på globalt plan tillader det ikke. Det betyder dog ikke en fredsepoke. Tvært imod vil modsætningerne komme til udtryk i en uendelig række mindre krige, hvilket fører til frygtelige blodsudgydelser og kaos.

Selv om USA forbliver enormt magtfuldt, er det langt fra almægtige. Krigene i Afghanistan og Irak afslørede begrænsningerne i den amerikanske imperialismes magt. Selv den mægtigste imperialistiske stat har ikke råd til at være indblandet i et stort antal krige verden over. Den vil hurtigt finde sig selv økonomisk og politisk udmattet i takt med, at den offentlige mening svinger skarpt mod udenlandsk intervention. Den kortsigtede herskende klike under George W. Bush lærte ikke af denne lektie, der i stedet måtte læres på smertefuld vis af hans efterfølger.

Rusland og USA

Tilskyndet af amerikansk imperialisme rykkede NATO helt frem til Ruslands grænser. Først blev Balkanlandene inkorporeret i NATO, og så tilsluttede Polen sig. Men da amerikanerne forsøgte at inddrage Georgien i NATO, var det et skridt for langt. Den russiske hær blev sendt ind, og Georgien blev hurtigt nedkæmpet. Nu var det amerikanernes tur til at blive ydmyget, da russerne beslaglagde store mængder våben og udstyr – selv toiletsæderne – leveret fra Washington til den georgiske herskende klike.

Det var en klar advarsel til amerikanerne. Kreml sagde: ”Her til og ikke længere!” Men de amerikanske herskende kredse er blinde, døve og stumme. Da tyskerne var klar til at trække sig ud af konflikten i Ukraine i slutningen af 2013, trådte John McCain og hans republikanske allierede ind, og tvang Obama til at handle. De ville give Rusland et slag som hævn for Georgien og trække Ukraine tættere på EU og NATO. Forestillingen om, at Putin stiltiende ville acceptere tabet af Ukraine, var ekstremt tåbelig. Det var endnu mere tåbeligt at forvente, at han ville acceptere tabet af Krim, hvor den russiske flåde har en stor base i Sebastopol.

Højrefløjskuppet i Kiev, med opbakning fra ekstreme nationalistiske og fascistiske kræfter, havde held med at vælte Yanukovychs regering, men kastede samtidig Ukraine ud i en afgrund af økonomisk kollaps og borgerkrig. Vesten levede, som man kunne forvente, ikke op til nogle af sine løfter til det ukrainske folk. De har heller ikke gjort noget for at stå op imod Rusland, på trods af alle deres rystede knytnæver og trusler.

De sanktioner som Rusland er blevet pålagt, har ikke svækket styret, men styrket det. Før den ukrainske krise og de amerikanske sanktioner stod Putin ikke særligt stærkt. Men USA’s tiltag for at ”straffe Rusland” har haft den modsatte effekt end beregnet. Putin har kunnet ride på en bølge af patriotisme og havde på et tidspunkt en opbakning på næsten 90%.

På overfladen virker det måske paradoksalt, at Putin er gået styrket ud af kriserne i Ukraine og Syrien. Vestens forsøg på at isolere ham har været en elendig fiasko. I Syrien er han nu den, som bestemmer. Og selv hvis USA fortsætter med at opretholde sanktioner på grund af Krim og Ukraine, kan vi med stor sikkerhed forudsige, at de europæiske allierede hurtigt vil droppe deres. Den kriseramte europæiske økonomi har brug for det russiske marked og russisk gas præcist lige så meget, som det europæiske borgerskab har brug for russisk hjælp til at rydde op i rodet i Syrien og stoppe den endeløse flygtningestrøm.

Men hvis vi ser dybere på situationen, bliver det klart, at den ikke er så stabil, som den ser ud. Den russiske økonomi er i fortsat fald, ramt af de faldende oliepriser og vestlige sanktioner. Reallønnen falder. Middelklassen kan ikke længere tage på behagelige weekendture til London og Paris. Den brokker sig, men gør intet. De russiske arbejdere er påvirket af den officielle propaganda om Ukraine. De blev oprørte over de ukrainske fascister og ultra-nationalisters handlinger, og Putin kunne udnytte deres naturlig sympati med deres brødre og søstre i Ukraine. På dette grundlag røg hans meningsmålinger i vejret.

Putin kan måske fastholde sit greb om magten i et stykke tid, men alting har sine grænser, og i sidste ende skal historiens regning betales. Den økonomiske krise har ført til et skarpt fald i levestandard for mange arbejdere, specielt uden for Petersborg og Moskva. Masserne er tålmodige, men deres tålmodighed har grænser. Vi så beviset på dette i slutningen af 2015, da langturs lastbilchauffører strejkede. Det er måske et lille symptom, men stadig et symptom på, at før eller siden vil utilfredsheden blandt de russiske arbejdere komme til udtryk i alvorlige protester og strejker.

I Alan Woods’ The Revolution Betrayed: A Marxist Masterpiece gives følgende analyse: “Synet af de store russiske monopoler, der beriger sig på bekostning af folket, fremprovokerer en brændende følelse af vrede. Det er ikke som i Vesten, hvor folk har haft generationer at vænne sig til kapitalismen. De kan måske ikke lide kapitalismens følger, men de fleste mennesker betragter det som uundgåelig og nærmest naturligt. De sætter normalt ikke spørgsmålstegn ved kapitalisternes gudgivne ret til at eje industrien og udnytte arbejdskraften. Men i Rusland er tingene anderledes. Over generationer vænnede folk sig til et samfund, hvor produktionsmidlerne var i hænderne på staten, og hvor staten, i det mindste af navn, stod for det arbejdende folks interesser. Den store flertal mener, at ejerne af de privatiserede virksomheder er svindlere, der har stjålet folkets ejendom. Og det er helt korrekt. Kapitalismen har ingen legitimitet i arbejderklassens øjne. Det er en meget vigtig forskel fra Vesten, og en, der kan have enorme konsekvenser i den næste periode.”

Det kan også kan også overføres til de andre eks-stalinistiske lande. Sovjetunionen og planøkonomiernes fald var det internationale proletariats største nederlag på denne side af Anden Verdenskrig. Sammen med den økonomiske fattigdom, der udsprang heraf har vi også social og moralsk fattigdom. Fremmedgørelse, korruption, højreekstreme pogromer, voldelige nationale splittelser plager disse lande, mens pro-kapitalistisk og anti-kommunistisk propaganda når hysteriske niveauer og forgifter bevidstheden. Det ville imidlertid være en fejl at drage pessimistiske konklusioner fra dette. Masserne i Østeuropa har ikke oplevet et vellykket kapitalistisk efterkrigsopsving. I modsætning til arbejderklasserne i de vestlige lande, vil illusionerne til reformismen ikke være så stærke, og revolutionære konklusioner kan nås med overraskende fart. Opstandene i Bosnien, Bulgarien, mytterierne i Ukraine og de meget militante strejker i Polen og Slovakiet er blot nogle eksempler på den eksplosive karakter af de af ting, der vil komme i de ex-deforme arbejderstater.

Putin følte sig selvsikker nok til at starte en militæroffensiv i Syrien, hvilket overrumplede Vesten. På grund af det blev manden, som det var meningen skulle være en international paria, den reelle mægler vedrørende Syriens skæbne.

For ikke lang tid siden spyede Obama og Kerry ild og svovl mod manden i Kreml. Så dukkede Putin pludseligt op i FN og blev centrum for alles opmærksomhed. Han viste sig endda offentligt sammen med den amerikanske præsident, og der er et bredt publiceret håndtryk, om end ikke et varmt et.

For Putin var det vigtigste mål i Syrien at holde Assad på magten som en pålidelig allieret, og at stoppe fremrykningen af islamistiske oprørere, som kom tættere og tættere på de vigtigste områder for Assads støtte i vest – og Ruslands baser. Man kan i det mindste sige, at Putins intentioner var klare og utvetydige. Det fik ham til at fremstå stærk.

Obama er tværtimod en mand med en skarpt opdelt kongres og en rabiat republikansk opposition. Han er akut bevidst om faren ved at blive indblandet i en krig på jorden i Irak. Det amerikanske folk er trætte af udenlandske eventyr. Det er det, ikke pacifistiske eller humanitære hensyn, der er grunden til, at han planlægger at undgå at sætte amerikanske styrker ind på jorden i Syrien.

Årsagen til modsætningerne i amerikansk politik i Syrien er ikke svær at få øje på. De eneste seriøse militæraktioner mod jihadister i Syrien er dem, der er blevet udført af russerne i samarbejde med Bashar al-Assads syriske hær. Og de eneste seriøse militæraktioner mod Isis i Irak (bortset fra kurderne, som kun vil kæmpe i deres egne områder) er udført, ikke af den såkaldte irakiske hær og deres amerikanske støtter, men af den iransk-støttede shia milits og elementer af det iranske militær.

I praksis er amerikanerne blevet tvunget til at anerkende og acceptere Rusland og Irans krav om, at Bashar al-Assad skal blive ved magten i den nærmeste fremtid. Det er derfor, at Obama var nødt til at opnå en aftale med Iran om atomvåben, som er hadet af Saudiarabien og Israel, og også af deres republikanske venner i kongressen. Kort sagt var han nødt til at pege i alle retninger på én gang. Det får ham til at fremstå svag. Den russiske leder vendte tilbage til Moskva overbevist om, at amerikanerne i Syrien ville gøre præcist det samme som i Ukraine – det vil sige intet af betydning – og han tog ikke fejl.

Russerne øgede deres våbenforsendelser til Damaskus og væltede våben og udstyr ind. De har påbegyndt en række luftangreb mod Isis og andre mål. De russiske angreb ændrede effektivt styrkeforholdet på slagmarken. Det tvang USA og deres vestlige allierede til at optrappe deres bombekampagner, som indtil da havde været halvhjertede og rettet mod at fastlåse Isis, snarere end at overvinde dem. På den måde har russerne gang på gang løbet i cirkler rundt om amerikansk diplomati. I Syrien har Washington været nødt til at sluge sin stolthed og acceptere Moskvas vilkår. Det har grundlæggende ændret styrkeforholdet, ikke bare i Syrien men i hele Mellemøsten.

Mellemøsten

“C’est pire qu’un crime, c’est une faute” (”Det er værre end en forbrydelse, det er en fejltagelse”). De berømte ord, tillagt Louis-Antione-Henri de Bourbon-Condé, duke d’Enghien er et passende gravskrift for amerikansk imperialismes politik i de sidste årtier.

De flammer, som omslutter hele Mellemøsten, er en direkte konsekvens af den kriminelle invasion af Irak og den amerikanske imperialismens fortsatte indblanding i den ulykkelige region. Efter at have destabiliseret Irak, og reduceret det til en rygende, krigshærget ruin, har amerikanerne og deres allierede støttet reaktionære styrker i Syrien, som nu udgør en alvorlig trussel mod deres interesser. Men den såkaldte krig mod terror er angiveligt blevet ført i næsten 15 år i Irak og har opnået lige præcist ingenting.

Politikerne i Washington forstod intet og forudså intet. Ironisk nok har de, ved at udslette Saddam Husseins gamle statsapparat og den irakiske hær, forrykket magtbalancen i regionen, og skabt et vakuum som blev opfyldt af deres gamle fjende Iran. Da den amerikanske hær stormede ind i Irak, var der ingen al-Qaeda til stede i landet. Nu er hele regionen i grebet på jihad-galskab. Det er et direkte resultat af den amerikanske imperialismes indblanding.

Amerikanerne er sent blevet opmærksomme på den katastrofale tilstand, de har skabt, og som nu truer dem selv. USA står nu over for den voksende trussel fra jihadistisk vold, der spreder sig som en ukontrollerbar epidemi i Mellemøsten og Nordafrika, på tværs af Sahara og ind i Nigeria og nabolandene Niger, Chad og Cameroun.

Hvordan skal verdens største militærmagt besvare denne trussel? Den var tvunget til at begrænse sig selv til at bombe fra stor højde. Men det er en åben hemmelighed, at bomber alene ikke vinder krige, mindst af alt krige som dem i Irak og Syrien. USA og dets allierede har bombet Isis’ positioner i over et år. Men effekten på Isis ser ud til at have været minimal.

Det er sandt, at den selvbestaltede Islamisk Stat med dens nedrige og inhumane straffe, korsfæstelser, halshugninger og steninger, undertrykkelse af kvinder og angreb på kultur og uddannelse repræsenterer en reaktionær afvigelse – en tilbagevenden til en mørk og primitiv fortid. Men det er alt sammen blot et spejlbillede af imperialismens forbrydelser, de vilkårlige bombninger, torturen af og overgreb mod fanger i Abu Graib og på Guantánamo. Imperialismens intervention i Mellemøsten siden 2001 har kostet mellem 1.3 og 2 millioner liv og har ført til, at mange millioner er blevet fordrevet fra deres hjem og nu er tvunget til at leve under barbariske forhold. Det falder under kategorien ”følgeskader”.

Imperialisterne mangler en undskyldning for deres kriminelle aggression i Mellemøsten, og det forsyner jihadisternes morderiske handlinger dem belejligt nok med. Den imperialistiske propagandamaskine har ihærdigt opbygget billedet af et almægtigt Isis. Men begivenhederne vil vise, at Isis ikke er så almægtige, som det så ud. Siden Ruslands indgreb er Isis og andre jihadgrupper hurtigt blevet tvunget i defensiven.

Den russiske intervention har ændret alt. Det har tvunget amerikanerne til at intensivere deres aktivitet. Men for at overvinde Isis skal de bruge støvler på jorden. Men de pågældende støvler må ikke være amerikanske. Et lille antal amerikanske specialstyrker har været indblandet på jorden, men det er ikke klart i hvor stor udstrækning.

Uheldigvis for Obama er de styrker, det kræver at overvinde Isis, ikke meget små, men meget store. Hvordan kan man løse det problem? Nogle uhelbredelige optimister satte deres lid til den irakiske hær. Men det var den mest håbløse af alle håbløse illusioner. Da de udslettede den irakiske hær i 2003, fjernede amerikanerne den eneste militære magt i regionen, som kunne være en modvægt til Irans magt. Nu er de ynkelige rester af den knuste styrke demoraliseret, og ikke i stand til at bekæmpe Isis eller nogle andre. Dens totale mangel på kampdygtighed blev vist sidste sommer, da den irakiske hær stak af som forskrækkede kaniner, og efterlod Mosul til Isis’ jihad-horders barmhjertighed.

Samtidig har den ”moderate opposition” i Syrien vist sig at være en komplet fiktion. Med få undtagelser er næsten alle grupper, der kæmper mod Assad, islamistiske fanatikere af en eller anden art. De er mere interesserede i at bekæmpe Assad-regeringen end at bekæmpe Isis. Disse ”moderates” hovedrolle er at fungere som brohoved for at kanalisere våben, sendt af amerikanerne, til jihad-grupperne. Amerikanerne annoncerede, at de ville sammensætte en kampstyrke på 5.000 ”moderate”, men indrømmer nu, at der kun er en håndfuld tilbage af dem i felten (hvor de er, og hvad de laver forbliver et mysterium). Andre er blevet dræbt af al-Qaeda-grupper – som modtog efterretninger om deres færden fra USA’s allierede Tyrkiet – eller er gået over til al-Qaeda, og har afleveret deres våben.

I sidste ende har USA været nødt til at opgive alle deres planer i Syrien. Støtten til de ”moderate” rebeller er blevet alvorligt nedskaleret. I mellemtiden har de været nødt til at lægge deres vægt bag de kurdiske styrker i YPG. Omkring YGP har de oprettet de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og den Demokratiske Syriske Kongres.

YPG har vist sig ekstremt effektive i Syrien, hovedsageligt fordi det er en folkelig milits baseret på et demokratisk og ikke-sekterisk program. Med 50-70.000 tropper overgås den kun af Assads hær, som er den underlegen i træning, moral og motivation. Med oprettelsen af den Demokratiske Syriske Kongres er den blevet en de-facto kurdisk småstat.

YPG er uden tvivl den mest progressive bevægelse i Mellemøsten på nuværende tidspunkt. Men de bliver brugt af USA af helt igennem reaktionære årsager. Amerikansk imperialisme sigter mod at bryde Syrien op i småstater, drevet af forskellige militser og krigsherrer, som de kan spille ud mod hinanden for at fastholde kontrollen. For imperialisterne er parolen om de små nationers selvbestemmelse altid et reaktionært bedrag og en fælde. I øjeblikket er de forpligtet til at bruge kurderne til at bekæmpe Isis på deres vegne, men på et vist tidspunkt vil imperialisterne uundgåeligt forsøge at bruge denne del og hersk taktik mod kurderne selv. Mens vi støtter de progressive aspekter af den kurdiske bevægelse og forsvarer det kurdiske folks rettigheder, må marxister advare mod at blande den kurdiske sag med amerikansk imperialismes intriger, og kritisere den kurdiske ledelses inkonsekvens og utilstrækkeligheder.

Skiftet i amerikansk politik overfor kurderne har forværret splittelsen mellem Washington og dets tyrkiske allierede, hvis al-Qaeda-forbundne proxier står til at miste direkte og indirekte amerikansk støtte. Tyrkiet ser YPG og dets søsterorganisation PKK som en trussel, og er blevet frastødt af den nye amerikanske linje. Det har ført til den ironiske situation med en lavintensitetskrig under opsejling mellem det amerikansk støttede SDF og de saudi- og tyrkisk støttede islamistiske proxier. Det kunne eksplodere i fuldbyrdet krig på et hvilket som helst tidspunkt.

Udover støtte til kurderne har USA indset, at de har brug for iransk-støttede styrker, såvel som Assad-regimet for at stabilisere Syrien, og forhindre det i at blive løbet over ende af fundamentalistiske islamistiske grupper. Alle ved, at hovedparten af kampene i Irak, ud over kurderne som hovedsageligt er interesserede i at kæmpe for deres egne områder, er blevet ført af de iransk-sponsorerede Shia-militser og den Revolutionære Garde, og at den irakiske hær bliver trænet og kommanderet af iranske officerer. Forsøget på at opbygge en kampdygtig styrke baseret på ”moderate islamister” er ligeledes dømt til at fejle. De forskellige fraktioner er mere opsatte på at bekæmpe Assad-regeringen og hinanden end på at bekæmpe Isis. Sammenstød mellem al-Qaeda-grupper og grupper tilhørende de nyligt dannede Syriske Demokratiske Styrker (en amerikansk støttet gruppe bestående af det kurdiske YPG og de tvivlsomme men ikke-jihadiske rester af FSA) er taget til.

Derfor er al insisteren på et regimeskifte i Syrien belejligt glemt, og amerikanerne har været nødt til at droppe deres tidligere fjendtlige attitude over for Teheran, og indgå et skrøbeligt kompromis med Iran om dets atomprogram med løfte om at reducere sanktionerne. Det var uden tvivl en ydmygende nedtur for Washington og en enorm diplomatisk triumf for Teheran. Iran har nu reel kontrol over det sydlige, østlige og centrale Irak (Isis og kurderne kontrollerer vesten og norden) og stor indflydelse i Syrien, såvel som det meste af Libanon, basen for det stærkt pro-iranske Hezbollah.

Washington har været nødt til med sammenbidte tænder og vælge den eneste holdbare mulighed: en aftale med Iran – og Rusland. Men er det ikke det samme Iran, som for ikke særlig lang tid siden blev dæmoniseret i den amerikanske presse som en del af ”ondskabens akse”? For ikke lang tid siden spyede John Kerry ild og svovl i sine krigeriske fordømmelser af Teheran. Nu er det hele pludseligt sødme og lys i Washingtons forhold til Teheran. Hr. Kerry holder forsonende taler, mens han strålende smiler fra øre til øre og synger lovsange til lederne af Iran for deres store visdom og moderation.

Det samme gør sig gældende i USA’s forhold til Rusland – bare i endnu højere grad. For ikke så lang tid siden blev Vladimir Putin betragtet som uden for civilisationens grænser, en mand som skulle udstødes og boykottes. Nu er han pludselig dagens helt i Syrien. Disse udviklinger rejser alvorlig bekymring i Ankara og Riyadh. De amerikanske imperialister forsøger at vende i to retninger på én gang, og i deres bestræbelser ender de i nye og uløselige modsætningsforhold. Disse diplomatiske forvridninger er endnu et tegn på det rod, som amerikanerne har skabt for sig selv i Mellemøsten. Regeringen i Baghdad er meget afhængige af Iran. Frygten i Saudi-Arabien og andre lande i regionen er, at Irak er ved at blive til en iransk provins. Det resultat er på ingen måde, hvad Washington ønsker, men det er den logiske konsekvens af alle USA’s handlinger.

Deres attitude til Syrien er endnu mere modsætningsfyldt. Offentligt fortsætter de med at fordømme Assad, og brokke sig over den russiske ”indblanding” i Syrien, men i praksis er der detente (afspænding). Amerikanerne brokker sig over, at russerne ikke giver dem nok information om deres mål i Syrien, at det er umuligt for dem at koordinere bombeangreb, at de risikerer uheld osv. osv. De brokker sig højlydt over, at russerne ikke bare bomber Isis men også de ”moderate oppositions”-styrker støttet af vesten, som angriber den syriske hær i vest. Men russerne ænser det ikke og fortsætter med at bombe deres mål ufortrødent.

Saudi-Arabien og Yemen

Det er en gammel diplomatisk grundsætning, at nationer ikke har venner, kun interesser. I Mellemøsten forsøger USA at balancere mellem de fire største regionale magter – Iran, Saudi-Arabien, Israel og Tyrkiet – de læner sig først op ad den ene, så den anden i en evig balancegang. I Irak udførte amerikanske jagerfly luftangreb parallelt med iranske landstyrker, mens USA i Yemen støtter luftangreb mod houthierne, som er støttet af Iran. USA siger, at de fremskynder våbenleverancer til Saudi-Arabien, men samtidig signalerer Obama-administrationen desperat Teheran om, at de ikke ønsker et sammenstød med Iran over Yemen.

Den saudiske herskende klike er centrum for kontrarevolution i hele regionen. I årtier har vestlige ledere konstant støttet det reaktionære saudiske monarki, indsmigret sig og kynisk ignoreret alle de ondskabsfulde handlinger fra de skabninger, der dominerer i Riyadh, som vi så det ved begravelsen af den afdøde ubegrædte Kong Abdullah.

Disse fromme muslimer, ”beskyttere af helligdommene” og hidtil USA’s mest loyale allierede, halshuggede mere end 50 mennesker på ét år alene, ud over andre hyggelige praksisser, som piskning og korsfæstelser. Men det rådne saudiske regime hviler på et meget skrøbeligt fundament. Der er voksende uro blandt den undertrykte shia-befolkning i Saudi-Arabien såvel som en betydelig del af ungdommen. Dette kunne føre til et oprør på et vist tidspunkt. Men der er også en voksende utålmodighed blandt de reaktionære Wahabi fanatikere, som er mere sympatisk indstillet over for Isis og al-Qaeda end den kongelige familie, som de ser som illegitime. Denne modsætning underminerer regimet, som desperat klynger sig til magten.

Disse var de vigtigste faktorer, som afgjorde den saudiske reaktion på begivenhederne i Yemen. Den amerikanske udenrigspolitiske kovending i forholdet til Iran førte til yderligere komplikationer for Washington. Det gjorde saudierne og israelerne, som ser Iran som hovedfjenden, rasende. Iran har et godt forhold til Houthi-shiamilitserne, som fejede gennem Yemen, og tog kontrol over Aden og fordrev den saudiske marionet. Som modsvar beordrede Saudi-Arabien sit luftvåben til at bombe oprørerne.

Saudierne sammensatte hastigt en koalition af ti stater, som forsøger at drukne opstanden i Yemen i blod. USA og Storbritannien er modvilligt gået ind i koalitionen, men har dog undgået direkte medvirken i bombningen. Koalitionsstyrkerne har brutalt bombet landet, pulveriseret infrastrukturen, udslettet skoler og hospitaler og dræbt et stort antal civile. Tyve millioner har akut behov for hjælp. På trods af de morderiske bombninger er houthierne ikke blevet udslettet, og der er et generelt had til saudierne og deres allierede hos befolkningsmasserne. Det faktum, at den pakistanske hær afviste anmodningen fra saudierne om at medvirke i deres militære kampagne mod Houthioprørerne, er tilstrækkeligt bevis på, at en landoffensiv i Yemen ville ende i en katastrofe.

Den nuværende herskende klike leger med ilden. Den gamle Kong Abdullah var en meget forsigtig mand, som havde tendens til at undgå direkte involvering i risikable udenlandske eventyr, der kunne forstyrre hans regimes stabilitet. Men hans efterfølgere er degenererede opkomlinge, uvidende, dumme og overdrevent selvsikre. Forblændet af deres følelse af udødelighed har de startet en krig, som ikke kan vindes. Ved at gribe militært ind i Yemen risikerer Saudi-Arabien at destabilisere sit eget regime, eller endda fremprovokere et oprør.

Saudi-Arabien opildner bevidst religiøs sekterisme mod houthierne. Det har ført til en styrkelse af al-Qaeda i store dele af landet. Henrettelsen af Nimr-al-Nimr var et retsligt mord beordret af den saudiske kongelige klike. Det var en bevidst provokation, som skulle opildne til sekteriske stridigheder mellem shiaer og sunnier og få Teherans regering til at starte en militær aktion mod Saudi-Arabien, som så ville påkalde sig hjælp fra amerikanerne.

Dette førte øjeblikkeligt til, at den saudiske ambassade i Teheran blev stormet, og Saudi-Arabien afbrød de diplomatiske relationer. Alt dette var nøje planlagt. Hændelserne forløb trin for trin, som en balletdansers koreografi. Men denne ballet er en dans med døden. Det var en desperat handling fra et regime, som er i dybe problemer og står over for udsigten til at blive væltet.

De saudiske gangstere forregnede sig i Yemen. De havde fået vækket shiaernes vrede, som udgør mindst 20% af den saudiske befolkning og er blandt de fattigste og mest undertrykte lag. Massedemonstrationer brød ud i saudiske byer med paroler som ”Død over Saudhuset!” Ved at strække sig for langt har den saudiske herskende klike sået blæst, og kommer til at høste en storm.

Tyrkiet

Sammen med Saudi-Arabien og Israel repræsenterer den tyrkiske stat den vigtigste kontrarevolutionære styrke i regionen. Selv om landet formelt er en del af Nato, har det reaktionære regime under Erdogan i praksis støttet Isis og andre islamistiske styrker i Syrien.

Erdogans personlige ambitioner er velkendte. Han ønsker at genetablere noget, der ligner det gamle ottomanske imperium, og bringe store dele af Centralasien og Mellemøsten under tyrkisk kontrol. For at fremme denne ambition forsøger han at bruge de tyrkisktalende folk som turkmenerne til sine egne kyniske formål, præcist som den russiske tsarisme førhen brugte de sydlige slavere som brikker i en ekspansionistisk udenrigspolitik.

Det er også en åben hemmelighed, at Erdogan har støttet Isis og andre islamistiske bander i et forsøg på at vælte præsident Assad, og tage dele af det syriske territorium. Det er derfor, han har tilladt et stort antal islamistiske krigere at krydse den tyrkiske grænse til Syrien, mens han blokerer våben og frivillige til anti-Isis styrkerne, og brutalt knuser kurderne, som kæmper mod Isis.

Tyrkernes nedskydning af et russisk kampfly var en provokation, som havde til formål at starte en konflikt mellem USA og Rusland. Tyrkiet er medlem af Nato og har appelleret til dets allierede om hjælp. Men selvom NATO offentligt udtrykte støtte til Tyrkiets ”ret til at forsvare sin nationale suverænitet”, har NATO intet gjort, mens Putin brugte episoden som en undskyldning for at rykke et russisk s-400 missilforsvarssystem til Syrien, og på den måde tage kontrol over syrisk luftrum.

Erdogan opnåede intet med sin provokation. Den stoppede ikke præsident Hollande fra at besøge Moskva, eller opfordre til en bredere international koalition mod Isis. I virkeligheden er Erdogan-regimet ikke stabilt.

Sidste år, da Erdogans AKP ikke vandt det tilstræbte absolutte flertal af parlamentets pladser til at konsolidere sin magt, blev et hidtil uset angreb på den kurdiske bevægelse og hele venstrefløjen sluppet løs. I parlamentsvalget i juni 2015 vandt det kurdiske venstrefløjsparti, HDP, overraskende 13% af stemmerne. Det udgjorde en eksistentiel trussel mod Erdogans AKP; især i lyset af utallige korruptionsskandaler og udtalt nepotisme. Selv efter nye valg, som blev afholdt samtidig med en ekstrem terrorisering af venstrefløjen og den kurdiske bevægelse, formåede HDP at holde sig over 10% grænsen.

Det var på dette grundlag, at Erdogan forsøgte at oppiske nationalisme ved at starte en borgerkrig mod kurderne og venstreorienterede kræfter i Tyrkiet. Det er en afspejling af Erdogan-regimets krise, som efter flere års stabilitet baseret på et økonomisk opsving står over for en voksende bølge af utilfredshed og desillusionering, som økonomien, påvirket af den globale økonomiske afmatning og Erdogans letsindighed, går ind i en krise. Under dække af en borgerkrig, forsøger Erdogan at konsolidere sit egen vaklende styre yderligere. Men ved at gøre dette destabiliserer han hele det tyrkiske samfund og lægger fundamentet for landets opløsning.

Tyrkisk kapitalisme er ude af stand til at løse massernes problemer, hvilket er grunden til, at klassekampen har været for opadgående den seneste periode. Vi så potentialet for dette i Gezi Park bevægelsen i 2013 og HDP’s vækst. Der kan ikke dækkes over modsætningerne mellem den tyrkiske arbejderklasse og regimet med undertrykkelse og splittelse på nationale skel meget længere. De mange strejker og mobiliseringer som de hurtigt spredende strejker i bilindustrien og de talrige mobiliseringer efter at Ankara bomberne – trods store politi- og militære operationer – er kun en forsmag på de kommende kampe.

Israel

Det palæstinensiske spørgsmål forbliver uløst, og forgifter fortsat det politiske liv i Mellemøsten. Abbas og de palæstinensiske myndigheders forsøg på at isolere Israel diplomatisk i FN og andre internationale fora er øvelser i meningsløshed.

Forholdet mellem Præsident Obamas administration og Israels regering er blevet åbent fjendtlig siden Netanyahu tog imod en invitation fra republikanerne om at tale for den amerikanske kongres sidste år.

Da Netanyahu blev valgt, undlod det Hvide Hus at komme med de sædvanlige lykønskninger. Der var ikke noget telefonopkald fra Obama, i stedet fik premierministeren et kort opkald fra udenrigsminister John Kerry. Denne lille hændelse, i sig selv ubetydelig, er udtryk for de voksende modsætninger mellem USA og Israel.

I et forsøg på at lægge pres på Washington har Netanyahu tyet til den mest primitive form for afpresning. Den israelske efterretningstjeneste fik fat i hemmelige detaljer fra atomforhandlingerne mellem Iran og USA fra ”fortrolige” briefinger fra amerikanske embedsmænd, såvel som informanter, diplomatiske kontakter i Europa og aflytning. De afleverede disse følsomme informationer til medlemmer af Kongressen.

Med sådanne lumske midler forsøgte Netanyahu at sabotere aftalen med Iran. Wall Street Journal citerede en højtstående amerikansk embedsmand for at sige, at ”én ting er, at USA og Israel udspionerer hinanden. Men det er noget andet, at Israel stjæler amerikanske hemmeligheder, og spiller dem tilbage til amerikanske lovgivere for at underminere amerikansk diplomati. ”

Det kølige forhold blev værre, da Netanyahu eksplicit udelukkede den såkaldte to-statsløsning – hjørnestenen i Washingtons fredsarbejde. Det Hvide Hus advarede om, at Obama administrationen kunne være i gang med at foretage ”omberegninger” i deres omgang med Netanyahu.

Israel har fastholdt sit jerngreb om Vestbredden. Gaza bliver langsomt kvalt, og jødiske bosættelser i de besatte områder bliver skånselsløst udvidet. Den palæstinensiske ledelse er fuldstændig magtesløs, hvilket fører til desperate handlinger fra de unges side, som spiller direkte ind i hænderne på Netanyahu. Det er endnu et slag mod Obama og amerikansk imperialisme, som har fejlet i dets forsøg på at finde en kompromisløsning.

Kinas fremkomst

Mod øst står USA over for en ny udfordring i Kinas fremkomst. Efter krisen i 2008 reddede Kina verdensøkonomien ved at absorbere store mængder overskudskapital (dvs. overproduktion). Men nu har Kinas rolle i verden ændret sig til sin modsætning. Som en fremvoksende økonomisk magt, sulten efter råmaterialer til at fodre sine industrier trængte Kina ind i Afrika og Sydamerika, hvor det hovedsageligt har udvundet råmaterialer. Men nu står de over for en overproduktionskrise.

Ligesom i Tyskland før 1914 kan Kinas produktivkræfter ikke rummes indenfor dets grænser. Det fører til konflikter med omkringliggende stater, såvel som de store imperialistiske magter. De enorme økonomiske stimulansprogrammer har ikke haft nogen vedvarende effekt. Kina finder sig nu tvunget til at ty til dumping for at afsætte enorme mængder af billige varer på verdensmarkedet. På den måde er Kinas rolle i verdensøkonomien blevet til sin modsætning.

Også ligesom Tyskland i fortiden forsøger Kina at opnå magt og indflydelse på den internationale scene, som afspejler dets økonomiske magt. Det forsøger at omfordele indflydelsessfærerne. For de eksisterende magter, specielt Japan og USA, bliver Kinas fremturende ambitioner opfattet som en trussel. Offentligt udtaler USA, at det byder Kinas opstigning til stormagtsstatus velkommen, så længe kineserne respekterer internationale normer og spiller en anstændig del i det ”multilaterale system”. Men i praksis forsøger USA at inddæmme Kina, hver gang de gør noget på den internationale scene.

USA har systematisk blokeret Kina fra at få mere indflydelse i de internationale finansielle organisationer som IMF. Selv et beskedent forslag om at øge IMF’s ressourcer (og give nogle få ekstra stemmer til Kina) er blevet forpurret i årevis i Kongressen. USA har også modarbejdet forsøg på at øge Kinas vægt i verdensbanken. For at modvirke Kinas voksende vægt i regionen, intrigerer USA med elleve andre Stillehavslande for at starte det trans-pacificiske partnerskab, som udelukker Kina på trods af, at det er den vigtigste økonomi i det vestlige Stillehav. Men Kina fortsætter med at udvide sin indflydelse i området, til USA’s ærgrelse.

Vi så det i sagen om den Asiatiske Infrastrukturelle Investeringsbank (AIIB). Som sædvanlig har amerikanerne vedtaget en inddæmningspolitik. Men den har ikke virket i praksis. Kina har nu verdens største valutareserver på hånde, som de planlægger at bruge på at åbne en ny bank for at hjælpe med konstruktionen af broer, veje og andre nødvendige udviklingsprojekter i Asien.

Den herskende kinesiske elite ønsker at sikre, at deres militære magt og politiske indflydelse bringes på linje med deres økonomiske magt. Deres ekspansionistiske tendenser bringer dem i konflikt med amerikansk imperialisme i Stillehavet, hvilket kommer til at blive det afgørende område i verdenshistorien. På grund af (velbegrundet) frygt for at den nye bank vil blive drivkraft for den kinesiske indflydelse i et område af afgørende betydning for dets egne interesser, forsøger amerikanerne at sabotere planen. Bag kulisserne presser amerikanerne sine allierede til ikke at gå med.

Da Storbritannien blev det første land uden for Asien til at ansøge om medlemskab, brokkede en amerikansk embedsmand sig over briternes tendens til ”konstant tilpasning” til Kina. Men det forhindrede ikke Cameron i at invitere Kinas præsident Xi Jinping til London til et statsbesøg med rød løber og middag med dronningen i Buckingham Palace. De europæiske magter falder over hinanden for at indynde sig hos Beijing. Efter England har Tyskland, Frankrig og Italien annonceret, at de også ønsker at blive stiftende medlemmer i banken.

En højhastighedsjernbanelinje fra Shanghai til Kunming kommer til at stå færdig i 2016, og vil fremme Kinas ekspansion i Sydøstasien. Og den Asiatiske Infrastrukturelle investeringsbank, den første Kina-ledede, multilaterale finansielle institution, der startede i 2015, giver Kina mulighed for at bruge sine enorme reserver til at fremme sine politiske ambitioner.

I de sidste to år har Kina været beskæftiget med en enorm kampagne med konstruktion af kunstige øer i det Sydkinesiske Hav. Som modsvar har amerikanerne sendt en destroyer på, hvad de kaldte en ”navigationsfrihedsoperation” nær en af de kunstige øer. Lederen af den kinesiske flåde var nok ikke den eneste, der så det som en ”skjult trussel”. Bortset fra at den ikke rigtig er skjult.

Admiral Wu Shengli udtalte, at hans styrker havde udvist ”enorm tilbageholdenhed” som svar på amerikanernes ”provokerende handlinger” i det Sydkinesiske Hav. Tidligere ville disse spændinger have ført til krig. Men styrkeforholdet har ændret sig enormt. Kina er ikke længere et fattigt, undertrykt semi-kolonialt land, som kunne invaderes af Japan, England eller USA. Amerikanerne kan ikke engang foretage militær aktion mod Nordkorea, som konstant provokerer dem. Endnu mindre tør de udfordre det moderne Kinas militære magt. Selvom USA kan kalde de fleste lande i regionen, såsom Vietnam, for deres ”allierede” imod Kina, kommer Kinas fremkomst til at sætte denne balance på prøve i højere og højere grad. Hver gang USA ikke formår at gribe ind, som det skete i Ukraine og Syrien, bliver det bemærket ikke bare i Beijing, men også i Hanoi, Taipei og Seoul. Kina er den største handelspartner for alle disse lande, og deres del af handlen kommer kun til at vokse. Disse modsætninger kommer i fremtiden til at skabe politisk ustabilitet i de vestlige Stillehavslande, når USA og Kina kæmper om indflydelse.

Den nye 1000 mia. dollar silkevejsstrategi omfatter specielt Pakistan, Afghanistan og Centralasien, og er motiveret af strategiske overvejelser (at undgå Malaccastrædet) men også af behovet for at eksportere overproduktion. 70% af lånene til de lande, som er en del af den nye silkevejsstrategi, bliver givet under forudsætning af, at kinesiske selskaber skal involveres. Men det fremprovokerer også konflikter med og i disse lande.

Den kinesisk-pakistanske økonomiske korridor, et kæmpe projekt som sigter mod at forbinde Gwadar Havn i det sydvestlige Pakistan med Kinas selvstyrende Xinjiang-region, er en udvidelse af Kinas foreslåede 21. århundredes silkevejsinitiativ. Det er meningen, at den skal gavne Pakistan indenfor transport, infrastruktur, telekommunikation og energi. I virkeligheden er det en plan for at gøre Pakistan til en kinesisk satellit.

Kina vil få størst gavn af at åbne handelsruter for det vestlige Kina, og direkte adgang til den ressourcerige Mellemøstregion via det Arabiske Hav, og på den måde omgå de længere logistiske ruter, der i øjeblikket går gennem Malaccastrædet. Det kommer til at omfatte konstruktionen af motorveje, jernbanelinjer og naturgas- og olierørledninger, som skal forbinde Kina med Mellemøsten. Kinas ejerandel i Gwadar vil også gøre det muligt for dem at udvide deres indflydelse i det Indiske Ocean, en livsnødvendig rute for olietransport mellem Atlanten og Stillehavet.

Den kinesiske stat planlægger dette for at hjælpe den kinesiske elites geopolitiske og strategiske interesser. Projektet er blevet modarbejdet af amerikansk imperialisme og af vigtige dele blandt nationalisterne fra Baluchistan i Pakistan. Det giver ingen fordele for indbyggerne i Gwadar, som bor og lever under desperate forhold. Tværtimod bliver de frataget deres rettigheder i området. Der er også vrede blandt sindhierne og andre nationaliteter, som bor, hvor denne ”korridor” er blevet ført igennem. På den måde forværrer Kinas ekspansionistiske politik modsætningerne i Pakistan og hele regionen.

Pakistan, Afghanistan og Indien

Mere end en femtedel af menneskeheden bor på det Sydasiatiske subkontinent, som har en overflod af naturressourcer, tilstrækkelig til at skabe paradis på jord. Men efter næsten syv årtiers formel uafhængighed, er dette gamle rige oversvømmet af elendighed, fattigdom, analfabetisme og undertrykkelse. Det har været plaget af krige og frygtelig etnisk og lokal vold. De indiske og pakistanske borgerskaber har vist sig komplet ude af i stand til at løse nogle af den borgerlige demokratiske revolutions grundlæggende opgaver. De er mere afhængige af imperialismen, end de var før deres uafhængighed. Pakistan har ikke formået at udrydde feudalismen fuldstændigt, mens Indien ikke engang har haft succes med at ophæve det grusomme og reaktionære kastesystem.

I Pakistan er massernes situation ikke bedre end i Indien. I begge lande bliver udbytningen af masserne forværret enormt af korruptionens kræftsvulst og statens udplyndring af korrumperede politikere, forretningsfolk og generaler i hæren. I begge lande bliver enorme summer spildt på militære udgifter på bekostning af sundhed og uddannelse.

Den herskende klike i Pakistans kontrarevolutionære strategi har skabt et mareridt i både Afghanistan og Pakistan selv. Den herskende klasse og hæren er dybt involveret i omfattende narkosmugling og anden kriminel aktivitet.

Det er den virkelige basis, som Taleban og andre fundamentalistiske monstre trives fra. Fejderne mellem rivaliserende fundamentalistiske kliker og staten er grundlæggende en kamp om enorme summer af sorte penge fra narkohandelen. Det blev oprindeligt startet og fremmet af det Pakistanske Efterretningsvæsen (ISI), med fuld viden og støtte fra amerikansk imperialisme for at finansiere kontrarevolutionen i Afghanistan. Resultatet er en absolut katastrofe.

De frådende fanatikere i Taleban og andre islamistiske fundamentalistiske grupper er nu ude af kontrol. Det blev vist på den mest brutale måde ved det blodige angreb på en af hærens offentlige skoler i Peshawar i december 2014, hvor det pakistanske Taleban dræbte mindst 132 børn og 9 ansatte. De var alle børn af officerer i den pakistanske hær. Resultatet var, at hæren var nødt til at optrappe sine angreb på Taleban, som før havde været deres håndlangere og marionetter.

Imperialisterne og deres regionale håndlangere har ansvaret for ødelæggelsen af det, der engang var en af de rigeste kulturer i Asien. De har skabt Frankensteins monstre: frådende hunde, som ikke tøver med at bide sin herres hånd. I Afghanistan, efter femten års imperialistisk besættelse, er intet blevet bedre for almindelige mennesker. Undertrykkelsen af kvinder fortsætter med uformindsket styrke. Menneskerettighedssituationen, som vestlige kommentatorer taler så højlydt om, er kun blevet værre.

Regeringen i Kabul er håbløst splittet og kriseramt. Dets magtesløshed er blevet afsløret af en række blodige angreb foretaget af Taleban i, hvad man troede, var sikre områder. Som følge heraf har imperialisterne været nødt til at opretholde en militær tilstedeværelse, som de havde tænkt sig at ende. Kabul-regeringen sidder på amerikanske bajonetter. Uden dem ville den straks blive væltet.

Indtil for nylig så der ud til at være ét lyspunkt i subkontinentets omfattende mørke. Det indiske borgerskab pralede med den økonomiske vækst. De snakkede om den ”asiatiske tiger”. Men det var i en periode, hvor verdensøkonomien udvidede sig. Under alle omstændigheder gik afkastet fra denne vækst hovedsageligt til et privilegeret mindretal. Forholdene for den overvældende majoritet blev ikke bedre. Nu mærker den indiske økonomi den globale krises kolde vinde. Rupien er faldet drastisk. Indien har bundet sin skæbne op på det kapitalistiske verdensmarked. De kan ikke undgå effekterne af kapitalismens globale krise.

På trods af hans triumferende demagogi er Narendra Modis regering i dybe problemer. Hans Bharatiya Janata parti (BJP) tabte valget i det vigtige delstatsvalg i Bihar. Vælgerne brokkede sig mest af alt over inflationen på mad. Takket være faldende oliepriser har den samlede inflation været under kontrol, siden Modi blev premierminister. Men de stigende priser på visse fødevarer har presset inflationen på detailvarer op i de seneste måneder. I midten af valgkampen fløj priserne på arhar dal – delte røde linser, som er en nødvendig del af folkets kost – i vejret, og blev et centralt valgemne.

Den reelle situation kom til udtryk i generalstrejken i september 2015, der var indkaldt af de ti største centrale fagforeninger, som paralyserede Indien. Fagforeningerne og de kommunistiske ledere havde forventet, at højst 100 millioner arbejdere ville deltage i strejkerne. Det tal i sig selv viser det indiske proletariats enorme potentielle magt. Men faktisk gik mere end 150 millioner arbejdere på gaden i en fuldstændig endagsstrejke, den største generalstrejke i historien.

Kun proletariatet og dets naturlige allierede, de fattige bønder, kan vise vejen ud af det mareridt, som kapitalismen og imperialismen har kastet dette gamle og potentielt rige område ud i.

Sydafrika og Nigeria

Sydafrika er nøglen til det afrikanske kontinent. Det er den anden største økonomi i Afrika, Nigeria er den største i absolutte tal. Forskellen i forhold til udviklingsniveau mellem de to kan ses i én statistik; elforbrug pr. indbygger. I perioden 2011-2015 var det 142 kWh pr. indbygger i Nigeria og 4328 kWh pr. indbygger i Sydafrika. [Verdensbankens statistik]. Nigeria er også stadig efter Sydafrika, hvad angår BNP pr. capita. Sydafrika har også en stærk og organiseret arbejderklasse. Det har den absolut største økonomi og arbejderklasse, og det er et land med en stolt revolutionær tradition. Det var de revolutionære masser og ikke ANC-ledernes forhandlingsevner, som førte til omstyrtelsen af apartheid-regimet i 1992. Ikke desto mindre har situationen efter fireogtyve års formelt borgerligt demokrati under ANC’s ledelse ikke ændret sig meget for de fleste indbyggere i verdens næstestørste producent af mineraler.

Det har lagt grundlaget for en voksende revolutionær stemning, specielt hos den yngre generation, som ikke har nogle illusioner til de gamle ledere af befrielsesbevægelsen, hvoraf mange er trådt ind i borgerskabets rækker. Marikana-massakren, hvor sorte arbejdere blev skudt i koldt blod af ANC-regeringens styrker til forsvar for de (sorte og hvide) ejere af mineindustrien, havde en dyb effekt på manges holdning til det regerende parti. ANC bliver i dag set af mange som et arnested for korruption og tyveri.

Den radikale metalarbejderfagforening NUMSA – med næsten 400.000 medlemmer – er splittet ud af treparts-alliancen. NUMSA-lederne taler om at starte et nyt parti, hvilket, hvis det skete, ville udgøre en seriøs udfordring for ANC. Men NUMSA-lederne tøver med rent faktisk at gøre det og dedikerer i stedet sig selv til bureaukratiske kampe og retssager mod ANC’s højrefløj.

Ind i dette vakuum trådte Julius Malema, den tidligere leder af ANC’s ungdom, og hans Economic Freedom Fighters. Deres radikale retorik har gjort dem meget populære, især blandt unge selvom deres program svarer til at udvikle nationalistisk ”sort” kapitalisme i Sydafrika. Alt dette afspejler det enorme revolutionære potentiale, som er under udvikling i det sydafrikanske samfund.

Revolution påvirker også resten af Afrika syd for Sahara, med begivenhederne sidste år i Togo, Burundi, og allervigtigst Burkina Faso. Revolutionære bevægelser er brudt ud i disse lande, og i Burkina Faso har vi endnu engang bevidnet en massebevægelse omstøde et forsøg på et militærkup. Dette understreger de enormt favorable forhold for revolutionen, selv i relativt underudviklede lande.

Der er gjort meget ud af Nigeria som the “Giant of Africa” siden dets økonomi overgik Sydafrikas i absolutte BNP termer, men det er mere et resultat af en omlægning af økonomien i april 2014, som på papiret skabte en stigning på tre fjerdedele af det samlede BNP for 2013 i forhold til 2012. Det reviderede tal placerede Nigeria som den 26.-største økonomi i verden. Men den virkelige situation afsløres af, at med hensyn til indkomst pr. indbygger ($2,688) rangerer landet som nr. 121. Det er den sjette største eksportør af råolie, men har ingen fungerende olieraffinaderier og må derfor importere alt brændstof.

Det er fortsat en meget underudviklet økonomi og olie udgør stadig over 90% af den udenlandske indtjening og næsten 80% af de offentlige indtægter. Udenlandske reserver i 2008 – da olieprisen stadig var meget høj – var på omkring $68 mia., men er nu nede på $27 mia., og stadig faldende.

Det sande billede af den gennemsnitlige nigerianers liv afsløres af tallene fra Human Development Index (HDI), der giver et mål for udvikling af den menneskelige kapital indenfor tre områder: indkomst, sundhed og uddannelse. De seneste tal viser, at Nigeria i HDI termer rangerer som nr. 156 ud af 187 lande.

I 1998-1999 fjernede den nigerianske herskende klasse, efter rådgivning og pres fra sine imperialistiske herrer, militærregimet for at undgå et udbrud af klassekampen fra neden og bevægede sig i retning af et parlamentarisk styre, som fik Obasanjo fra PDP valgt som præsident. PDP forblev ved magten indtil sidste år, hvor det var blevet meget upopulært.

Et vendepunkt i klassekampen i Nigeria kom i januar 2012 med “Occupy Nigeria” opstanden, som blev udløst af prisstigninger på brændstof fra den daværende Jonathan-ledede PDP regering og kom i kølvandet på den arabiske revolution, og identificerede sig åbent med bevægelsen i Egypten og Tunesien det foregående år. Denne bevægelse ændrede fundamentalt balancen i styrkeforholdet mellem klasserne i landet og fremskyndede processen med miskreditering af det daværende dominerende borgerlige parti, PDP, og såede kimen til sidstnævntes implosion og split, og eventuelle massive nederlag i meningsmålingerne i 2015.

Stillet over det gamle PDP’s bortgang, vendte den nigerianske herskende klasse sig til Buhari for frelse. De fremmede dannelsen af APC og fremsatte Buhari som dets kandidat. Det var for at udnytte hans image som en ikke-korrupt leder, der angiveligt lever en sparsommelig livsstil, og præsentere ham som “mand af folket”, som ville sætte en stopper for korruption og fattigdom. De havde brug for en figur som Buhari til at udfylde tomrummet efter PDP’s død. Det faktum, at aktiemarkedet steg, da Buhari vandt valget sidste år, var en klar indikation af, at borgerskabet mente, at han kunne administrere systemet bedre end den afgående Goodluck for dem.

Buhari blev valgt af entusiastiske masser i håbet om, at han kunne skabe virkelig forandring. Men hans program er stadig at fortsætte privatiseringer og frasalg. Hans nylige beslutning om at tillade at brændstof kan sælges til en langt højere pris, har delvist udstillet ham i i hvert fald de avancerede lags øjne. Det vil ikke vare længe, før de bredere nigerianske masserne indser Buhari regimets reelle karakter gennem deres egen erfaring.

En ting, der står klart, er, at hvis det tog PDP 16 lange år at blive udstillet og implodere, har APC ikke en sådan luksus. Det må regere med en økonomi, der er i en langt mere vanskelig situation og gennemføre sin politik blandt en kæmpe befolkning, der allerede er vækket og har testet sin magt. PDP’s implosion har med succes erstattet sig med et leddeløst APC således at status quo kunne forblive. Når Buharis virkelige natur bliver klart for masserne, kan vi forvente en ny bevægelse på niveau med 2012.

Venezuela og reformismens begrænsninger

Situationen i Latinamerika er blevet transformeret. Ti års relativ stabilitet garanteret af økonomisk vækst er slut. Det har dybtgående sociale og politiske følger.

Situationen i Brasilien har ændret sig dramatisk. Økonomien er gået i alvorlig krise, med et fald i BNP på 4.5% sidste år. Dette, kombineret med en række upopulære anti-arbejdertiltag som regeringen har gennemført, har sat fokus på det faktum, at PT (arbejderpartiet) har forsvaret kapitalismens interesser, ikke arbejdernes. Det har svækket PT enormt. Væk er den tid, hvor partiet nød enorm loyalitet fra masserne. I stedet har vi en radikalisering, især blandt de unge, som kommer til udtryk i en række strejker og protester.

Mauricio Macris sejr i det argentinske præsidentvalg er enden på tolv års Kirchneristiske regeringer, der sluttede med en økonomi i krise; svindende valutareserver; inflation på omkring 25%; og et budgetunderskud på mere end 6% af BNP. Dette skabte grundlaget for højrefløjens sejr. Nu er Macri ved at gennemføre brutale nedskæringer, med titusinder af fyringer i den offentlige sektor, brutale nedskæringer i tilskuddet til basale sociale ydelser og sociale udgifter, og barsk undertrykkelse af sociale aktivister. Det er sikkert, at hvis kandidaten Daniel Scioli havde vundet valget, ville han have været nødt til at gennemføre en lignende politik. Kapitalismens krise ville ikke have givet ham noget andet valg.

Dette udstiller begrænsningerne i den “venstreorienterede” nationalistiske demagogi, der forsøger at løse modsætningerne i kapitalismens uden at ekspropriere borgerskabet og imperialismen. Det vil sige, den forsøger at finde cirklens kvadratur. Uden dens radikale og “revolutionære” terminologi står denne “venstreorienterede” nationalisme afsløret som værende ikke meget mere end en variant af venstrereformismen tilpasset Latinamerikas traditioner og psyke.

Ikke desto mindre opretholder Kirchnerismen en betydelig støtte. Den brutalitet, hvormed Macri og det argentinske borgerskab gennemfører sin nedskæringspolitik, skaber allerede efter et par måneder med chok og desorientering, en omgruppering af folkelig uro med meget vigtige massemobiliseringer. Denne situation skaber meget gunstige muligheder for marxister til at nå de mest avancerede lag af masserne, der er begyndt at kigge efter ledelse og en vej frem, som går ud over Kirchnerismens forfejlede demagogiske politik.

Chavez i Venezuela kom nærmere end nogen anden på at omfavne den socialistiske revolution. Men han gennemførte aldrig processen fuldt ud. Efter hans død er alle modsætningerne rykket i forgrunden med katastrofale følger.

Nicolas Maduro har hverken samme karisma eller dristige udsyn som hans hæderkronede forgænger. Han minder en om Robespierre, som kunne kalde på masserne igen og igen for at redde revolutionen – indtil de en dag ikke svarede. Da Robespierre gik mod højre, handlede han som en mand, der saver i den gren, han selv sidder på. Ved at skuffe og demoralisere deres massebase har den bolivariske ledelse skabt grundlaget for dets egen udryddelse.

Valgnederlaget i Venezuela 6. december 2015 var et direkte resultat af vægringen ved at føre revolutionen til sin konklusion ved at ekspropriere den herskende klasse og ødelægge den kapitalistiske stat. Forsøget på at regulere kapitalismen gennem pris- og valutakontrol førte i stedet til massive økonomiske forvrængninger. Den bolivariske ledelse har brugt olieindtægterne til at finansiere velfærd og enorme offentlige bygningsarbejder. Olieprisens kollaps på verdensmarkedet har frataget dem al plads til at manøvrere.

De forvrængninger, som forsøget på at administrere kapitalismen skabte, førte uundgåeligt til en kaotisk situation: en ond cirkel af hyperinflation, smugling, sortbørshandel, korruption og kriminalitet. Maduro-regeringen, som holder sig fuldt og fast inden for kapitalismens rammer, har ikke været i stand til at adressere disse problemer. En vigtig sektion af masserne mistede tilliden til regeringen, og dette førte direkte til valgnederlaget. Mellem præsidentvalget i 2013 og parlamentsvalget i 2015 gik PSUV og deres allierede styrker fra 7.567.532 stemmer til 5.599.025. Med andre ord mistede den bolivariske bevægelse næsten to millioner stemmer. Den kontrarevolutionære opposition gik derimod fra 7.363.264 stemmer til 7.707.422 stemmer, og gik frem med bare 344.000.

Det, der fejlede, var ikke socialismen eller revolution, men tværtimod reformisme, halve tiltag, korruption og bureaukrati. Den kontrarevolutionære opposition, med en to tredjedeles-majoritet i Nationalforsamlingen, vil gå i offensiven for at tilbageføre revolutionens mest progressive love; for at generobre kontrol med vigtige løftestænger i statsapparatet, for at privatisere nationaliserede selskaber og jord, for at fjerne regulering på priser og udenlandsk valuta, og for at udløse en folkeafstemning om tilbagekaldelse af præsidenten.

Disse begivenheder har afsløret, hvor hul illusionen om ”oliesocialisme” er, ligesom Tsipras’ kapitulation i Grækenland har afsløret venstrereformismens begrænsninger og modsætninger. I praksis går det ud på det samme: et utopisk forsøg på at føre socialistisk politik uden et radikalt brud med kapitalismen. Sådan en politik vil i sidste ende altid demoralisere masserne, ødelægge deres tro på socialisme og bane vejen for reaktionens sejr på den ene eller den anden måde.

Marx forklarede, at kontrarevolutionen kan fungere som en pisk til at drive revolutionen fremad. Efter en periode med uundgåelig forvirring vil masserne forsøge at modstå kontrarevolutionens angreb gennem mobilisering og direkte aktion. Valgnederlaget vil også accelerere den indre differentiering i den bolivariske lejr. I ledelsen vil der være et stort pres for at gå på kompromis med oppositionen. De mest korrupte og degenererede elementer vil skifte side og træde ind i højrefløjens rækker. Men de menige revolutionære aktivister vil drage mere avancerede konklusioner, og være åbne for marxistiske idéer. Dette vil skabe nye favorable forhold for at styrke den marxistiske tendens i den bolivariske bevægelse.

Taktik og masseorganisationerne

Perspektiv er en videnskab, men taktik er en kunst. For udarbejde en korrekte taktik kan vi ikke basere os på generelle skemaer og perspektiver for fremtiden. Man må huske, at perspektiverne er betingede, en arbejdshypotese, de er ikke Stentavler, der er bragt ned fra bjerget, som gælder til alle tider og i alle situationer. Perspektiver skal udvikles og opdateres og holdes op mod den levede virkelighed. På baggrund af begivenheder må vi modificere og ændre perspektiverne, eller om nødvendigt, rive dem i stykker og starte forfra.

Taktik må baseres på konkrete omstændigheder, som er under konstant forandring. Når vi diskuterer taktik, må vi huske, at vi ikke er på udkig efter en formel, der passer til ethvert muligt scenarie. Vi har brug for en fleksibel tilgang, vi har brug for at holde øje med situationen, og hvordan den ændrer sig, og i mellemtiden bygge vores styrker så de er i stand til at intervenere, når muligheden byder sig.

Under udarbejdelsen af vores taktik må vi være meget opmærksomme på de processer, der finder sted i masseorganisationerne. Disse vil ændre sig over tid, og afspejle op- og nedgangen i massernes bevægelse. Over lange perioder med relativ klassefred kommer arbejderbevægelsen under pres fra fremmede klasser. Massepartierne og fagforeningerne ophober sig en tyk skorpe af bureaukrati.

Uden arbejdernes aktive deltagelse stagnerer partierne og fagforeningernes interne liv. Deres øverste lag falder i stigende grad under borgerskabets indflydelse. I årtierne før krisen gennemførte de såkaldte socialistiske og socialdemokratiske partier kontrareformer: deregulering, privatiseringer og nedskæringer. Da krisen brød ud i 2008, afleverede borgerskabet i mange tilfælde magten til reformisterne så de kunne udføre det beskidte arbejde med at redde kapitalismen og gennemføre brutale angreb på arbejderne (Spanien, Grækenland, osv.). Under sådanne betingelser kan gamle og etablerede partier miste deres massebasis ganske hurtigt. Den gamle ligevægt er blevet ødelagt. Vi er gået ind i en periode præget af pludselige skift, kriser, split, nogle gamle partiers forsvinden og fremkomsten af nye politiske formationer.

Det var PASOK’s forfald og degenerering, der førte til Syrizas fremgang i Grækenland. På samme måde var det PSOE’s forræderi og den reformistiske degenerering af Kommunistpartiet, der førte til Podemos’ fremgang i Spanien. Chavez og den bolivariske bevægelse i Venezuela var et forvarsel om den type fænomener.

Hvor sådanne bevægelser opstår, må vi holde et godt øje med dem og arbejde i og omkring dem. Men disse formationer har også deres begrænsninger. De har tendens til at være ideologisk forvirrede og organisatorisk skrøbelige. Hvis de ikke udvikler rødder i arbejderklassen og indtager en klar antikapitalistisk politik, kan de gå i opløsning lige så hurtigt, som de opstod.

I den seneste periode har den dominerende tendens i arbejderbevægelsen været højrereformisme. Men under forhold med krise i kapitalismen vil de reformistiske organisationer være tilbøjelige til også at gå i krise. Dette kan føre til forskydninger til venstre i retning af venstrereformisme, som vi allerede ser i Storbritannien, eller til et sammenbrud af disse organisationer, hvor ingen venstrefløj udvikler sig.

Der, hvor de traditionelle massepartier enten er brudt sammen eller er blevet alvorligt svækket, har vi set nye formationer opstå i nogle lande. Den vigtigste pointe, vi må forstå, er, at masserne ikke bevæger sig gennem små grupper. Sekterikernes ide om, at det er muligt at skabe et revolutionært parti blot ved at udråbe det, er absurd, og i modsætning til de faktiske forhold. De steder hvor de gamle masseorganisationer har forrådt, kan masserne samle sig omkring nye formationer, men altid masseformationer. Disse formationer vil tendere i retning af venstrereformisme, eller endda centrisme under pres fra begivenhederne.

Vi må aldrig glemme, at forskellen mellem højre- og venstrereformisme kun er relativ. Essensen i reformismen – uanset om det er højre- eller venstrereformisme – er ideen om, at det ikke er nødvendigt at omstyrte det kapitalistiske system, at det er muligt gradvist at forbedre forholdene for arbejderne og de undertrykte inden for kapitalismens rammer. Men erfaringerne fra Grækenland, Venezuela og alle andre steder, hvor det er blevet forsøgt, viser, at det ikke er muligt. Enten gennemfører du de nødvendige tiltag for at ødelægge kapitalens diktatur eller også ødelægger kapitalens diktatur dig.

Det er det, vi mener, når vi siger, at forræderi er indbygget i reformismen. Det er ikke et spørgsmål om bevidst forræderi men om den simple kendsgerning, at hvis du accepterer det kapitalistiske system, så accepterer du systemets love. I den nuværende situation betyder det, at du må gennemføre nedskæringer og besparelser. Tsipras’ tilfælde er yderst lærerigt i den henseende.

Mens vi giver kritisk støtte til venstrereformisterne, må vi ikke tilskynde til nogen illusioner eller acceptere noget ansvar for deres handlinger. Lad os ikke glemme at Tsipras nød stor popularitet, indtil hans politik blev sat på prøve. I sidste ende gik han på kompromis, og han gav op overfor presset fra borgerskabet. Nu har de mennesker, der havde illusioner til Tsipras, og mente, at vi var for kritiske, et mere åbent syn på for vores ideer.

Vi må adskille os selv fra dem. Selvfølgelig skal vi undgå sekternes skingre fordømmende tone. Vi må indgå i dialog, holde en venlig tone og understrege, hvad vi støtter, men også forklare behovet for at gå videre, for at bevæge os i retning af afskaffelsen af kapitalismen. Vi rejser spørgsmålet: hvordan vil de betale for de reformer, de foreslår, hvis ikke de nationaliserer bankerne og de mest centrale industrier?

Det skarpe skift til højre i masseorganisationerne i den forløbne periode har fået mange venstreorienterede grupper til at udvikle ultra-venstre konklusioner, og fået dem til at afskrive masseorganisationerne fuldstændigt. De troede, de kunne bygge et alternativ til venstre for de gamle organisationer. Men alle sekternes forsøg på erklære nye revolutionære partier er endt i elendige fiaskoer. De ultra-venstreorienterede fejlede, fordi de ignorerer den virkelige massebevægelse og deres organisationer. Men ultra-venstreideer fører også uundgåeligt til opportunisme. I forsøget på at få massernes opmærksomhed ender de med at udvande deres program for at få et bredere publikum.

Denne opportunisme, som oftest forsøger at skjule sit sande væsen ved appeller til “overgangskrav”, ender altid i en blindgyde. Hvis masserne ønsker et reformistisk program, har de allerede masser af reformistiske ledere at henvende sig til. Overgangsprogrammet er ikke en række individuelle reformistiske krav, du kan udvælge efter forgodtbefindende for at “passe ind” i et reformistisk miljø. Det er et komplet og gennemarbejdet program for international socialistisk revolution, for arbejdermagt.

Vores prioritet på dette stadie er at orientere os mod det lag i samfundet, hvor vi kan bygge nu, ikke i fremtiden. Det er generelt de unge, der er åbne for revolutionære ideer. Ved at vinde de unge og uddanne dem i de marxistiske ideer vil vi kunne lægge fundamentet for et vellykket arbejde i masseorganisationerne, når betingelserne viser sig.

En ny periode

Den lange periode med økonomisk vækst, der var karakteristisk for de to årtier før Første Verdenskrig, lagde grundstenen for reformismen. Illusionen om, at kapitalismen kunne reformeres fredeligt og gradvist gennem parlamentarisk og faglig arbejde, blev skabt. Disse illusioner blev knust i 1914. Verdenskrigen indvarslede en helt ny periode – en periode med krig, revolution og kontrarevolution.

Perioden, der varede fra 1914 til 1945, var helt anderledes end den, der gik forud. Det var en periode med turbulens, hvor den gamle ligevægt blev ødelagt. Gennem erfaringer fra den stormfulde klassekamp, begyndte arbejderne at drage revolutionære konklusioner. Den sociale og økonomiske krise rystede de gamle reformistiske organisationer helt ind til benet. Arbejderklassens partier gik i krise. Store venstrestrømninger udkrystalliserede sig under indflydelse fra den russiske revolution, hvilket førte til dannelsen af kommunistiske massepartier.

Dette er ikke stedet at beskæftige sig med disse processer i detaljer. Det er nok at sige, at nederlaget til de tyske og spanske revolutioner, som følge af de socialdemokratiske og stalinistiske lederes forræderi, førte direkte til Anden Verdenskrig. Anden Verdenskrig sluttede på en ejendommelig måde, som ikke var forudset af Trotskij, ligesom det ikke var forudset af Roosevelt, Stalin, Churchill eller Hitler.

Vi har behandlet det før, og der er ingen grund til at gentage årsagerne til den kapitalismens genopretning efter Anden Verdenskrig. Verdensøkonomien gik ind en periode med opsving, der varede i årtier, og efterlod sit præg på massernes bevidsthed i de udviklede kapitalistiske lande i Europa, Nordamerika og Japan. Ligesom den periode, der gik forud for Første Verdenskrig, førte dette til en styrkelse af de reformistiske illusioner. I årtier var marxisterne isoleret fra masserne og kæmpede mod strømmen.

Vi henviser her til situationen i den industrialiserede kapitalistiske verden. Situationen var helt anderledes for masserne i, hvad der dengang var de koloniale og semi-koloniale lande i Afrika, Asien og Latinamerika. Gennem hele denne periode var der konstant opstande i Kina, Algeriet, Indokina, Bolivia, Cuba, Chile, Argentina, Afrika syd for Sahara, Indonesien og det indiske subkontinent. Men den koloniale revolution, der vækkede millioner af mennesker til bevægelse, blev fordrejet af stalinismen. I mange tilfælde førte stalinisterne masserne til forfærdelige nederlag. Selv hvor det lykkedes dem at tage magten, som i Kina, skabte de regimer ud fra den stalinistiske russiske model, som ingen appel havde for arbejderne i de industrialiserede lande i Europa og USA.

Den negative rolle, som stalinismen spillede i denne periode, var en enormt komplicerende faktor på verdensplan. I forhold til de bureaukratisk deformerede arbejdere stater i Rusland og Østeuropa er det tilstrækkeligt at sige, at de revolutionære udviklinger i 1953 i Østtyskland, 1956 i Ungarn og bevægelserne i Polen og Tjekkoslovakiet enten blev omdirigeret langs nationalistiske linjer eller blev knust brutalt af det russiske bureaukrati. Borgerskabet i Vesteuropa og Amerika kunne pege en anklagende finger på stalinisterne og sige til arbejderne: “vil du have kommunisme? Her har du kommunisme!” Og de fleste arbejdere ville drage konklusionen: “Hellere den djævel jeg kender, end den djævel jeg ikke kender.”

Det enorme revolutionære potentiale i den europæiske arbejderklasse viste sig på efterkrigsopsvingets højdepunkt i 1968, da arbejderne i Frankrig gennemførte den største revolutionære generalstrejke i historien. I virkeligheden var magten i hænderne på de franske arbejdere i 1968, men denne storslåede bevægelse blev forrådt af de stalinistiske ledere i CGT og Kommunistpartiet (CP). De franske begivenheder i 1968 var et forvarsel om de endnu mere dramatiske udviklinger, der fejede over Europa i 1970’erne, som faldt sammen med den første alvorlige økonomiske krise siden 1945. Der var revolutioner i Grækenland, Portugal og Spanien og revolutionære bevægelser i Italien og andre lande

Som i 1930’erne opstod der igen venstreorienterede og endda centristiske strømninger i masseorganisationerne i Portugal, Spanien, Grækenland, Storbritannien, Frankrig og Italien. Men denne udvikling gik i stå, da de revolutionære bevægelser blev afsporet af lederne. I takt med at de venstrereformistiske ledere kom tæt på magten, droppede de snart deres venstreorienterede retorik og rykkede skarpt til højre. Dette var den politiske forudsætning for en genopretning af kapitalismen. I tre årtier svingede pendulet tilbage til højre. Arbejderne faldt ned i en tilstand af apati. De avancerede lag blev demoraliserede og skeptiske. En periode med, hvad vi karakteriserer som mild reaktion, satte ind.

Under disse betingelser blev presset fra borgerskabet på de øverste lag af arbejderbevægelsen øget tusindfold. Denne proces blev skærpet enormt af stalinismens kollaps. Borgerskabet jublede. De pralede med, at det var kommunismens endeligt, socialismens endeligt og endda historiens endeligt. Men historien har taget sin hævn over borgerskabet og de konstant undskyldende ledere i arbejderbevægelsen. På dialektisk vis har alt vendt sig til sin modsætning.

Konklusion

Den nye periode, som vi er gået ind i, vil være langt mere lig de stormfulde år i mellemkrigstiden end det sidste halve århundrede. Men der er også store forskelle. I 1920’erne og 30’erne varede en før-revolutionær situation normalt ikke længe. Modsætningen blev afklaret hurtigt ved en bevægelse i retning af revolution eller kontrarevolution. I Italien var der kun to år mellem fabriksbesættelserne i 1919-1920 og Mussolinis march mod Rom.

Men nu er processerne mere langtrukne. Den grundlæggende årsag til dette er det ændrede styrkeforhold mellem klasserne. I de fleste europæiske lande forblev bønderne en betydelig procentdel af befolkningen, selv efter 1945. I Grækenland var de flertallet. Det udgjorte et reservoir for bonapartistisk og fascistisk reaktion. Det samme var tilfældet for de studerende og funktionærerne: lærere, embedsmænd, bankansatte, etc. Men nu er bønderne stort set forsvundet i Europa; og funktionærerne er blevet absorberet ind i arbejderklassen og er blevet omdannet til et meget militant lag. De studerende, der før 1945 udgjorde et solidt grundlag for reaktion og fascisme, er nu overvældende i revolutionens lejr.

Af denne grund kan krisen trække meget længere ud end tidligere, inden det endelige tæppefald nås. Det betyder ikke, at tingene bliver mere rolige, tværtimod. Der vil være op- og nedture, både politisk og økonomisk (kapitalismens nedgang betyder ikke enden på cyklussen med opsving og kriser, ligesom det heller ikke udelukker muligheden for midlertidige opsving, som forekom selv under Depressionen i 1930’erne).

De uundgåelige op- og nedture i den økonomiske cyklus vil ikke løse noget fra kapitalisternes synspunkt. Efter en lang periode med økonomisk recession og høj arbejdsløshed vil selv et lille opsving (som er det bedste, de kan håbe på) føre til en stigning i antallet af strejker på den industrielle front, når arbejderne kæmper for at genvinde, hvad der blev taget fra dem under krisen. I en krise vil der være en nedgang i strejkeaktiviteten, men der vil også være en tendens til politisk radikalisering.

Der eksisterer allerede nu en dyb utilpassethed i alle dele af verden. Efter en kort forsinkelse er folk begyndt at forstå, at der ikke er en vej ud, så længe det nuværende uretfærdige og undertrykkende system fortsat eksisterer. Den revolutionære proces er stadig under udvikling og bliver bredere og dybere. Der vil komme bølge efter bølge af strejker og demonstrationer, som vil fungere som træningsgrund for masserne. Nye lag af befolkningen er ved at blive trukket ind i kampen – ligesom de yngre læger i Storbritannien, de græske landmænd og Air France stewardesserne. Men krisen er så dyb, at selv de mest stormfulde strejker og demonstrationer i sig selv ikke løser noget.

Kun en fundamental ændring i den sociale orden kan løse krisen. Det kræver radikal politisk handling. Den politiske scene vil være præget af voldsomme sving til venstre og til højre. De eksisterende partier vil gå i krise og splitte. Alle mulige forskellige venstre- og højreformationer kan udvikle sig til valgene. Arbejderklassen vil bevæge sig fra den politiske front til den industrielle front igen. Nye og endnu mere alvorlige angreb på arbejderne er under udarbejdelse. Klassekampen vil blive udkæmpet i gaderne.

Den nuværende krise kan vare i årevis – måske årtier – på grund af fraværet af den subjektive faktor: et revolutionært masseparti med en virkelig marxistisk ledelse. Men det vil ikke bevæge sig i en lige linje. Den ene eksplosion vil følge den anden. Skarpe og pludselige skift ligger implicit i situationen. Der vil komme en hel række massebevægelser og kampe i det ene land efter det andet. De gamle organisationer vil blive rystet i deres grundvold. Lad os ikke glemme at Podemos voksede fra ingenting til 376,000 medlemmer i løbet af 18 måneder.

I det ene land efter det andet vil masserne i sidste ende sige, “nok er nok”. Men uden klar marxistisk, revolutionær politik og program, uden de marxistiske ideer, ville vi ikke have nogen eksistensberettigelse som en separat tendens, uafhængigt af venstrereformisterne. Den første betingelse for vores succes er at fastholde vores revolutionære identitet og holde vores ideer skarpe og klare. Ethvert forsøg på at opnå kortsigtet popularitet ved blot at gå sammen med den venstrereformistiske strøm vil i sidste ende, ende i en katastrofe.

Vejen til store sejre er brolagt af utallige små succeser. Vores opgave er stadig at vinde en og to ad gangen, at uddanne dem på basis af virkelig marxistisk teori, at opbygge solide forbindelser med de mest avancerede lag af arbejdere og unge, og gennem dem opbygge forbindelser til masserne. På baggrund af begivenheder vil masserne lære. Ideer, der nu lyttes til af en håndfuld, vil blive ivrigt søgt af titusinder og hundreder af tusinder, som vil bane vejen for en betydelig tendens af marxistiske kadrer, der kan danne grundlag for en marxistisk massestrømning, der er i stand at kæmpe om ledelsen af arbejderklassen

I øjeblikket er vi et lille mindretal. Det er først og fremmest et resultat af objektive historiske faktorer. I en hel historisk periode var de ægte marxistiske kræfter svage og isolerede. Vi svømmede imod strømmen. Men nu er historiens strøm vendt. Vi er begyndt at svømme med strømmen. Vores opgave er at genetablere bolsjevismens traditioner internationalt og opbygge en magtfuld proletarisk Internationale, der er bestemt til at ændre verden. Det er det mål, vi har sat os for: det eneste mål, som det er værd at kæmpe og ofre sig for: det ukrænkelige mål om arbejderklassens frigørelse.

Turino, 31. juli, 2016

[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]

<!–themify_builder_static–>Verdensperspektiv<!–/themify_builder_static–>

Verdensperspektiv